Erindringer fra Kvislemark.

1) Kvislemark 1934 -1943. Solveig Poulsen fdt. Christensen, tidl. Kv 21.     
2) Min barndom i Kvislemark.Eva Künel, fdt. Hansen, Kv 11.

3) Gielsgård og Kvislemark, Tove Karsum, fdt. Jørgensen, Kv 7.

4) Erindringer fra Kvislemark. Keld Jensen, tidt. Kv 1.

5) Vores Bedstefar m.v., Poul Langballe Axelsen, tidl. Kv. 19.

6) Lidt om min tid i Kvislemark. Ib Dalsfledt (Pedersen) tidl. Kv 10

7) Kvislemark og 2. verdenskrig. Knud Lambert, tidl. Præstegården.

8) Den tyske besættelse under 2. verdenskrig. Knud O. Christensen, Kv 21

9) Morsomme historier. KOC

=========================================================================

1) Kvislemark 1934 -1943. Solveig *22.02.1929. Kv 21.
Kvislemark Kirke er ikke ret stor, og har i modsætning til de fleste tårnet
placeret på nordsiden samt en pæn og velholdt Kirkegård. 
Præstegården er ret stor, og indtil 1950 lå forpagterboligen og stalden  
vinkelret mod syd for præsteboligen. Ved lynnedslag brændte denne ogen ny forpagterbolig blev opført vest for lunden på Hindholmvej 63.
Skolen lå tilbagetrukket sydøst for kirken. Det var en stråtækt bygnin opført i 1805 med skolestue, spiserum og indgang i den østlige ende af bygn ingen.
I skolestuen var der 3 rækker med tomands skolepulte, kateder, skab og 
bogreol samt en stor rund kakkelovn. Gennem riste opvarmede den også
spiserummet. Dette var langt og smalt, og her var et bord og to bænke,
knagerækker til overtøj og skoletasker, en affaldsspand til madpapir hvo
der undertiden var mus i. Blev også brugt til opholdsrum i dårligt vejr.
Lærerboligen var ret godt índrettet. Vi gik kun i skole hveranden dag fra 8 til 15, da klasserne var opdelt i store og lille klasse. Vi blev undervist i salmevers, biblehistorie, dansk ogregning, danmarkshistorie og geografi, skønskrift og tegning samt sang.Om sommeren havde pigerne håndgerning en gang ugentlig.Gymnastik foregik om sommeren i skolegården, hvis vejret tillod det.
Toiletter til pigerne lå på lærerens private areal, som drengene ikke måtte benytte.

Vinkelret på bygningen lå en længe, som tidligere havde været benyttet til en hest, et par køer, gris og høns samt en vognport. Drengene havde toilet og pissoar i samme bygning.                             

Et skolelod øst for havde tidligere hørt til embedet, ligesom læreren også var degn i kirken.

Om foråret når der holdtes eksamen, kom skolekommission og præst. De
overhørte os i forskellige fag, som vi havde været igennem det forløbne år. Det var enm festdag, vi havde penge med til slik. Om eftermiddagen
legede vi røver og soldater. Vi gemte os rundt omkring i hele byen. Det  var tilladt den dag, ingen steder blev vi jaget ud.Når bøgen sprang ud, var vi en tur i skoven.  Lille klasse gik en tur til Kohaven, og store klasse cyklede til Fyrendal skov ved syvstammertræet.
Inden sommerferien var vi påudflugt. Lille kladde til Karrebæksminde eller
Bisserup. Turene foregik med hestevogn, og en del mødre var også med.
Det var fornøjelige ture, vi havde madkurv med og penge til is. Men alt var afhængig af vejret.
Store klasse tog til Sorø for at se kirken, akademihaven, taterbrønden,
hvorefter vi sejlede til traktørstedet Parnas med en turbåd.
Et år gik turen til Roskilde, hvor vi så domkirken og kongegravene. En tur til København hvor vi besøgte Zoologisk have, Runde tårn og Tivoli. Alt pa
een dag, så det var mange indtryk for en flok børn, hvoraf de fleste ikke
havde været i København før. Lige før juleferien holdt vi julefest i skolen. Bordene blev rykket sammen  i højre hjørne. Der blev pyntet op med gran, lærerens juletræ blev sat indi skolestuen. Det var et utroligt smukt træ, men mange fine ting på. Vi dansede om træet og sang julesalmer, og lærer Hansen læste en historie.Derefter var vi inde i privaten og få cacao, boller og lagkage. Vi havde købt en gave til læreren og en blomst til hans kone. Det var en meget dejlig dag. Mellem jul og nytår blev der holdt juletræ i forsamlingshuset. Alle var med både store og små. Vi var så fine alle os piger med nye kjoler og laksko. Drengene med fine nye skjorter og bukser. Vi gik rundt om det store træ og sang julesalmer, hvorefter pastor Lambert-Jensen læste en julehistorie. Derefter blev der delt godteposer og appelsiner ud, og vi købte sodavand.
Gulvet blev fejet og sanglejene kunne begynde med lærer Hansen som l
leder. Festen sluttede ved 11-tiden.                                                           I Kvislemaark var der også en brugsforening, som lå lige overfor skolen.
Den var i mange år, det eneste sted hvor der kunne købes dagligvarer.
Omkr. 1938 kom der er købmandsbutik i den anden ende af byen. Der
kunne også købes is, brød og kager.
Der var flere håndværkere i byen bl.a. cyklehandel, smed, tømrer, murer og skomager. Der var flere gårde og mindre landejendomme, hvoraf de fleste lå udenfor byen. Alle kendte hinanden, og det var et godt og trygtsted at være for os børn. Der var fra tre til seks børn i de fleste familier.
Meget af vore leg foregik i sommertiden ude ved vejen eller gadekæret. Vi spillede antonius, langbold, pind og hoppede i land. Haletudser fangede vi i gadekæret med syltetøjsglas. Ofte kørt vi til Bisserup strand for at bade.
Jeg har altid været glad for heste, og kom meget om på Gielsgård, hvor
red på dem sammen døtrene.                                                               Det fik mig til at tænke på, når heste var færdige i marken, blev de
ofte redet ned til gadekæret, dels for at blive afsvalet men også for at
få renset hovene.
Til aften samledes karle og piger ved gadekæret, hvor der blev snakket,
pjattet og spillet grammofon eller harmonika.  Samlingsstedet blev senere flyttet til pladsen ved Knud Jensens lade. Overfor var der kommet
en købmandsbutik, som havde længere åbent.

Om vinteren hyggede vi os indendørs med spil, læsning og vore legetøj.
Udendøre med kælke og skøjteløb på gadekæret. Vi fik lov til at binde
kælke efter kaner.Det var morsomt, men turen var ofte lang, når vi skulle trække kælkene. Min bror Knud var lidt af en frossenpind. Han spændte tit fra efter en kort kørsel, selv om der var andre bag ham. Derfor kom sidst på, så han kunne spænde fra.
I vinterhalvåret kunne voksne og større børn gå i husflidssskole. Det blev
holdt i tømrerværkstedet ved gadekæret en aften om ugen. Det sluttede
med en udstilling af de færdige ting i forsamlingshuset.
Under krigen 1949-45 var der et par vintre med megen forst og sne. Så
måtte den store sneplov, der var fremstillet af træ med en tyk styrestang i brug. Den var meget tung, så den blev trukket af tre heste. På skift blev
der valgt en snefoged. Han skulle sørge for, at hver husstand skulle stille  
med en mand til snekastning. Indkørslerne til gårde og huse skulle være
fri. På hver side af vejen blev sneen kaster op i en meters højde. De var
sjovt for os børn at tumle med sneen, men ikke særlig morsom for de 
voksne.
Krigen mærkede vi ikke så meget til ud over mørklægningen og udgang
efter kl. 21. Selvfølgelig var der rationering af varer, men der var ingen som led nød af den grund.
De fleste børn på landet måtte hjælpe til med et eller andet i hjemmene.
vaske op, bære brænde ind eller dække bord. Mange måtte hjælpe med i 
stald og på mark. 
Det var i store træk, hvad der foregik, noget er sikkert glemt.
 

2) Min barndom i Kvislemark. Eva *04.05.1926.
Jeg gik i den stråtækkede skole overfor brugsen.Først hos lærer Jensen
og senere lærer Hansen. Vi mødte kl. 8. Om sommeren havde vi hos
lærer Hansen ½ times gymnastik i skolegården. De morede sig i brugsen, da de kunne overvære det hele.
Jeg har aldrig været ked af at gå i skole, min tvillingesøster elskede ikke
Dengang havde vi i byen brugsen, købmanden, smedie og skomager.
Alle gårdene havde karle og piger, men nu er det en saga blot.
Vi havde en god barndom, men trods så kår har vi aldrig manlen noget.
Vi så hen til de fester, der måtte komme.
Eksamen var i foråret. Det var en god dag, vi fik penge med til slik.
Bagefter legede vi rører og soldater.
Om sommeren havde vi udflugt til Bisserup i hestevogne. Vi havde kaffe
og kage med. Det var en tur vi så hen til. Vi legede ved gadekæret, og
når solen blev ringet ned, var det tid at gå hjem.
Når der var høstfest i forsamlingshuset, var vi med. det var spændende med mad og bal.
Der var ingen forskel på os børn, enten vi var fra byen eller marken,vi kom alle hos hinanden. 

3) Gielsgård og Kvislemark. Tove *16.12.1936. død dec. 2006.
Jeg er den sidste af Laura og Jørgen Jørgensen´s 3 døtre. Mine søster 
Grethe *25.11.1928 og Inge *20.03.1933. Det hele begyndte for lang tid siden., og jeg har valgt at starte medmormor og morfar, da det var dem, som købte gården. Min morfarJørgen Albrect Nielsen *22.12.1864 på Torpegården i  Størlinge søn gdr. Niels Jørgensen og Ellen Christiansdatter. Min mormor *18.05.1872i Næstved d. af arbmd. Anders Larsen og Ane Marie Hansdatter *1896 viet i Næstved.
10.06.1899 blev min mor født, forældrerne står som forpagter Jørgen A.
Nielsen og Thora J. Nielsen, Torpegård, Benløse, og 10.07.1899 blev hun
døbt Ellen Laura Nielsen. Samme sted blev min morbror *27.11.1904.
Februar 1906 overtog de Gielsgård i Kvislemark, Morfar var højremand,
men begge var meget socialt indstillet. Lønnen var som i præstegården
den højeste. Når der havde været slagtedag, gik en kurv med slagtevare
rundt til de mindre bemidlede.
Min mor og morbror gik i skole hos lærer Jensen. Min mor gik der i syv år. Hun var glad for skolen og lærer Jensen.                                      
Min mor gik til danseundervisning i Enigheden, Tornemark og hun lærte
at sy i Sandved . Efter konfirmationen var hun pige i huset derhjemme,
½ år som husholdningselev på Fladsågård og ½ år på højskole. Hun sang     i kor i Hyllinge og lærte at spille violin og klaver samt sangundervisning í Næstved. Min morbror gik ikke alle syv år i Kvislemark. Han kom på Hindholm, senere til Haslev og derefter læste til civilingeniør. 06.05.1923.holdt mormor og morfar sølvbryllup. Som det kan se på
fotografiet, var næsten hele byen inviteret med både præst og degn.
Min morfar dør 1926, 61 år gammel. Min mor havde det svært. Hun
havde fra helt lille været meget knyttet til sin far.
Min far Jørgen Jørgensen *14.11.1902 i Bistrup. Jeg ved ikke hvornår han blev karl på gården, med 22.07.1927 blev far og mor viet i Kvislemark
Kirke. Far står herefter som gårdbestyrer.
18.05.1928 brænder den gamle stråtækte gård ved lynnedslag. Alt indbo
brændte. Stuehuset og længerbrænde helt ned til grunden og ingen dyr blev reddet.
Da gården skulle bygges op, viste det sig, at dækningsbeløbet ikke var
reguleret i lang tid og slet ikke tidssvarende, hvilket fik betydning for en 
ny opførelse. Indtil min og gravide mor og mormor kunne flytte ind i den
nyopføre gård, måtte de bo i forsamlingshuset.
25.11.1928 blev Grethe født og 30.04.1929 dør mormor, kun 56 år. Det var et hårdt slag for min mor. Indenfor 2½ år og i en alder af 29 år har hun mistet begge forældrerne og sit barndomshjem brændt. Hun isolerede sig i nogen tid. Min far får også en svær tid. Han føler, at han ien aldre af 27 år står for ansvaret for en stor gård. Ulykkerne havde bidt sig fast. 1930 begyndte landbrugskrisen, hvor mange landmænd måttegå fra hus og hjem. Sådan gik det dog ikke for mine forældre, selv om de måtte udrede morbrors arv. Det var et travlt hus, med 3-4 karle, pige og somme tider husmænd, tre børn og far og mor.20.03.1933 blev Inge født. Hun var ikke planlagt, ej heller var der budgetteret med hende. Som om hun vidste det, havde hun navlesnoren om halsen, da hun blev født. Nabokonen Petra Andersen, der var med som hjælp smed hende omgående ned i et kar med koldt vand, og havde hun ikke skreget før, gjorde hun dert nu. Inge blev i mange år den dreng, som den dreng de aldrig fik.
Min bedstefar Hans Jacob Jørgensen *14.06 i Bidstrup blev gift med Pedersdatter*06.12.1861. i Kvislemark. Først i trediverne købte de et lille hus i Kvislemark. Med sig havde de to heste, som han hade brugt til mælkekørsel på sit landsted. Bedstefar gik til hånde på gården. Han havde altid været dygtig til at snedkerere og lavede mange fine ting i sine yngre år. Dette blev desværre ikke bevaret. Vi var glade for bedstefar og bedstemor boede så nær os. De fik maden fra gården, om søndagen kom de her og spiste med. Til deres hus hørte en stor urtehave. Bedstefar lavede en trækvogn og en gynge til os. Og til mig en 3.hjulet cykle af træ.
I 1936 blev der endnu engang sendt bud efter doktor og jordemoder.Det var på tidspunktet hvor Edward VIII af England abciderede, grundet forestående bryllup med den fraskilte mrs. Simpson.
Da dr. Klein træder ind ad døren, siger han: Nå han skal vel hedde Edward og så blev det igen "bare en pige".
Det fortælles, at det første år af mit liv, ikke var sjovt for dem. Det første
år skreg jeg meget mest om natten, derefter kunne jeg ikke holde maden i
mig. Dernæst kunne de  ikke holde skindet på mig, mor måtte koge klude, og svøbe mig ind.Bagefter fik jeg lungebetændelse.
Der var dage hvor vi så meget til dr. Klein, og nat der blev ringet efter ham, gav sig ikke til til at skifte, men kom i pyjamas. At være læge den
gang, var et hårdt job, og hans konsultationer skulle også passes. Vi børn
var glade for vores doktor, og af forældrene i sognet var meget afholdt.
I 1949 skete der to begivenheder. Inge begyndte i 1 klasse, og Grethe gik på 4 de år.
D. 9. april blev vi besat af Tyskland og anden verdenskrig var startet. Jeg
tror ikke, man i Kvislemark mærkede meget til krigen de førte par år Først da der kom vareknaphed og rationeringsmærker, kunne vmærke det 
på landet. For dem på min alder og yngre, var der ingen forkel. Vi kunne ikke huskd de varer, der førhen havde kunne købes.
Vi gik allesammen i gummistøver. Og det var koldt i fyttene, når vi løb på
skøjter på gadekæret. De var spændt på gummistøvlerne og med en rem til at holde dem fast. Det hændte skøjterne faldt af, når vi legede tagfat, men pyt, vi havde det sjovt.
Vi kom ikke langt omkring. De længste rejser var til Slagelse og Næstved.
Til gengæld fulgtes vi meget med de voksne, ud til leddet hvor togene kørte forbi. Når bøgen sprang ud, var vi altid  i Kohaven og plukke bøgegrene og kodriver og tage med hjem samt søge efter firkløver.
Vi gik i søndagsskole hos fru Lambert-Jensen i præsegården.
Sommetider legede vi krig, og så var vi de små der var sårede og lå ude på
marken til hjælpen kom i form af lotter eller frihedskæmpere. Jeg husker
også, vi var oppe på halmloftet, hvor vi sat og fortalte spøgelseshistorier.
Det gjorde os så bange, at vi næsten ikke turde gå ned igen.
I foråret 1943 blev min søster Grethe konfirmeret. Den dag husker jeg ikke, da jeg cyklede hele dagen sammen med Nanna, hvad jeg ellers ikke måtte for min far. 
Samme år stor den nye centralskole i Tornemark og forskolerne i Kvislemark og Skafterup færdige.Med de nye skoler begyndte en ny tid, og den førte forandring var begyndt. Kvislemark stråtækte skole lå midt i byen overfor brugsen. Pludselig var den råben og skrigen, som vi hørte fra skolen væk, men endnu summede byen af liv, der var endnu mange unge på landet. På gårdene var der 1 - 4 karle + pige. Smeden havde et par svende og i  brugsen uddeler og kommis.
Det var de gode gamle dage, spm måske ikke altid var så gode. Man var jo
tæt på hinanden på godt og ondt. Øgenavne, sladder og misundelse og mere eller míndre usande rygter, kunne for en tid gøre skade, men der var også hjælp nær, når det var nødvendigt. Vores daglige postbud kunne altid formidle kontakt.
Centralskolen var ikke alene kun for børn, men blev også brugt af voksne. Om aftenen samledes karle og piger til gymnastik, husgerning, sløjd eller
anden undervisning. I Enigheden kom der en rejsebiograf og viste film. Der var også en årlig dillitant med bal bagefter.

4) Keld´s erindringer fra Kvislemark *10.01.1934. Kv 1 
Disse er nok skrevet lidt spredt, da byen havde en bakke, og som såden blev kaldt oppe eller nede i byen. Det var først, da vi kom i skole "nede i
byen", vi lærte hinanden at kende. Gadekær, kirke og anlæg lå også der.
Desuden hørte Brandholt, Præstemarken og Marken med.
Jeg har talt omkr. 34 drenge og 26 piger i byen lidt under og efter den skolepligtige alder, så der var mange at lege med.
Af dem jeg holdt mest sammen med: var smedens Povl, cyklesmedens Knud, gdr. Peter Andersens Kurt og mig selv, min far Knud Jensen var repræssentant.
På Gielsgård hvor Jespersvend tjente, fik han engang lokket Kurt, Hans Erik og mig op på plage. Derefter klappe han i hænderne, og hestene for afsted. Det skal siges, at vi kun havde mankerne at holde fast i, så det varede ikke længe før vi faldt af, så jeg var i hvert fald færdig med at ride. Det var noget andet med Inge og Tove, døtre på gården, som kunne ride uden at falde af. En episode på Gielsgård da vi lejede på høloftet, faldt Doris gennem loftslemmen og slog sig slemt, så blev det forbudt.
Vi drenge spillede forbold på kirkepladsen eller vejen. Her brugte vi de mindre drenge til at hente bolden, hvis vi ikke fangede den.
Hos Vald. Jensen legede vi også på høloftet. En gang da legede vi røver og soldater, og var ved at blive fanget, sprang vi gennem en lem ned til gårdspladsen. Jeg fik forstuvet den ene fod, på benet som nylig havde været brækket.  
Vi hjalp sommetider hos præstegårdsforpagteren, hvis sønner hed Hans Karlo, Karl Aage og Erik. Der skulle tages halmknipper oppe fra loftet via
en slidske og skubbes med i gården. Da bunken efterhånden var blevet for 
stor, synes vi det kunne være sjovt at glide ned, hvilket det også var, indtil jeg røg af og fik en lang flænge i knæet. Jeg må indrømme, at jeg hørte til dem der tit kom galt afsted. Her tænker jeg på, når vi lege i lunden. Der var nogle klatretræer, som vi kaldte dem. Jeg var uheldig at falde ned i et pigtrådshegn, og fik en lang flænge i det ene ben. Dr. Klein blev tilkaldt, og jeg fik sat fire klemmer og fik en indsprøjtnin mod
stivkrampe.
Til foråret var vi gerne en tur i Kohaven (en lille skov ved Arløse Skovhuse.
Vi havde også piger med, og legede skjul. Toget kørte gennem skoven, og vi lagte mønter på skinnerne, disse blev flade, år toget kørte over dem. Når vi gik hjem, havde vi udsprungene bøgegrene og skovblomster med hjem.
Vi lavede også en gang cirkus i min fars lade. Aase og Birthe optrådte med gymnastiske øvelser, og nogle af os drenge var klovne. Musikken var fra vor gamle rejsegrammofon, Børn som ikke deltog samt børn fra Tornemark
var tilskuere.
Fra skolen havde vi udflugter bl.a. til Sorø Akademi, og sejlede derefter til
traktørstedet Parnas. Hvor jeg selvfølgelig var uheldig at falde i vandet, da
vi skulle i land. Men ellers var det nogle hyggelige ture. Vi har også været ved Tadse med flot pyntede hestevogne og med madkurv.
Vi gik i søndagsskole hos fru Lambert-Jensen i præstegården, og et par gange var vi på udflugt til Bisserup cyklende derned (se billeder).
I Tornemark var der en spejdertrop, med snedker Jensen som leder og
Jens Mortensen som tropsassistent, og som havde til huse i den lille sal i
misionshuset. Der var tre patruljer, hvoraf  vi fra Kvislemark og Brandhol
havde patruljelokale i præstegårdslængen. Der var også vaskehus, hønsehus, gammeldags toilet samt plads til brænde.

Vi lærte at binde forskellige knob, havde orienteringsløb og var to på hvert hold, og ved hjælp af kompas skulle finde udlagte postet og besvare dem. Det var altid spændende, hvem der fik flest point. Vi lærte også at tænde bål kun med to tændstikker eller ved at gnide træ mod hinanden, når vi skulle bage snobrød,
Når vi havde lejrture cyklede vi til Knurrevang ved Tadse eller Bjørnebæk ved Spjellerup, hvor vi overnattede en uges tid.   
Om sommeren legede vi i anlægget, selv om skomagerjens var efter os,
men det var gadekæret, der var mest spændende. Vi fiskede og badede i det. Der var karusser, pigsild (hundestejler) og en gang også ål, der må være kommet op gennem renden og rørsystemet fra åen. Disse blev fanget, lagt i baljer med saltvand et stykke tid, så muddersmagen var væk, og derefter spist. Vi lavede tømmerflåder (se billede) og sejlede på gadekæret, undertiden fik vi lokket pigerne med en tur. Povl og jeg sejlede en ganrundt i overdelen til en gammel barnevogn.
Kurt og Povl havde fundet en mose ved Brorup, hvor de fangede gedder. Det var ikke noget for Knud og mig, det gad vi ikke deltage i.
Vi cyklede tit 5-6 drenge til Bisserup, hvor vi badede. Her fandt vi ud af, at en ældre lejede sin jolle for 2 kr. en hel eftermiddag. Det gjorde vi hver gang. Vi roede ud til nogle pæle og fortøjede jollen, vi synes, det var bedre at hoppe i vandet end at bade fra strandkanten.
Det var også sjovt, at være nede hos Knud. Hans far havde to motorcykler, en gammel Harley Davidson og en Indian, som vi satte os op på og legede at vi kørte. På loftet var der en masse spændende ting bl.a. gamle radioer, som vi skildte ad, for at få spoler med sølvpapir. Staniolet brugte vi til at lave "mus" med.  Man viklede det et par omgange omkring toppen af en blyant, og lukke den til, tog det derefter af blyanten og kom en cyklekugle i, klemte enden sammen og puttede det i en tændstikæske og rystede det. Når vi åbnede æsken og holdt den lidt på skrå kunne "musen" rotere. vi trillede med cyklefælge ved med en pind mellem fælgkanterne, at på dem til at rulle.
Om vinteren blev der banket en pæl gennem isen på gadekæret, derefter
monteret en lang stang i hvis blev fastgjort en kælk. Når andre skubbede
stangen, kunne man få en ordentlig tur. Men det var selvfølgelig ikke nok.
Kælken blev skubbet rundt, og skøjteløberne skulle se, om de kunne krydse kælkens bane uden at blive ramt. Det var ved sådan en lejlighed, at Aase  blev ramt og brækkede benet. Ved gadekæret var der også kælkebakke.
Ved præstegårdsforpagteren var der en lille dam, som vi også skøjtede på.
Når isen begyndte at smelte lavede vi gyngeis, løbe på skøjter eller uden
over isflagerne. Selvfølgelig faldt nogen af os i vandet, men kunne hurtigt
komme hjem og få tørt tøj på.
Nytårsften var der som regel rigtig gang i løjerne. Jeg husker, at vi engang kørte forpagterens fjældvogn ned på isen, men i løbet at natten var den sunket gemmen. Det var jo ikke så godt,der blev en farlig ballade. Men ellers det med at komme gær i gammeldags toiletspande, og stille dem ved dørene hos folkman ikke kunne lide en, det var selvfølgelige ikke uden ballade. Disse grove ting har nok være udført
af karle og ikke fundet. Nogle havde engang lagt en lem over en skorsten, så der har nok været røg  i stuen.  Vi knægte holdt os til blidere ting som liste ind og fjerne   kaffekander,  hænge forskellige ting i flagtænger.
Jeg kan kun sige, at vi børn havde en dejlig tid i Kvislemark. Selv om vi lavede megeet ballade var vi aldrig uvenner, og vore forældre enedes også godt.  Keld Jensen. 04.04.2007.  

5) Vores Bedstefar m.v, skrevet af Povl Langballe Axelsen, tldl. Kv 19. 
Daværende smedemeser Julius Christensen og hustru Boline kom til Kvislemark 1895. Hustruen Boline døde 1919 47 år gl.
Vi børn kusiner og fætre havde megen glæde af ham. Det var altid morsomt at komme ind og høre ham fortælle om gamle dage. Og så bagte han æbler på kakkelovnen, der vankede også gerne slik.
Jeg mindes, han fortalte om, dengang han kom i lære og om læretiden. De
skulle begynde kl. fem og om søndagen til kl. to. Nå, men han kom til lærepladsen dagen før Store Bededag. Da han regnede med, at det var helligdag, tog han sit pæne tøj og gik ned. De andre spurgte ham, hvad han bildte sig ind, og han kunne se at komme op og få arbejdstøjet på, så det  måtte han jo.
Han fortalte også om første gang, han skulle smede hesteskosøm. Den sidste varme skulle danne en glødeskal, så sømmene ikke rustede. Næste morgen stod ham før de andre, og alle sømmene, han havde smedet, var rustne. Han skyndte sig at grave dem ned, så ingen opdagede dem.
Der var også noget fra dengang han selvtændig Smed i Kvislemark. Håndværkere som tømrer og murere kom om aftenen ved ottetiden, efter de var færdige, og bestilte hvad de skulle bruge næste dag. Så måtte bedstefar til at smede. De skulle have hængsler og beslag næste morgen kl. seks, når de gik på arbejde. Dengang havde man ikke forskellige bredder jern, så den bredde, man skulle bruge, måtte han selv hugge ud af noget der hed stangjern.  
Det meste arbejde var jo for landmændene. Der skulle fremstilles hestesko, og hestene skulle skoes. Endvidrere forkellige beslag bl.a til hestevogne m.v. samt jernringe til landbrugsvogne. Træhjulene blev fremstillet hos en Bødtker i Tornemark. Jernringen blev tilpasset med en værktøj, sådan at den fik den rigtige størrelse, derefter varmet op og lagt på. Forskelligt smedeværktøj kan ses under billeder af håndværkere.
Værelset til svend eller lærling var på loftet over smedien. Når der skulle
bruges varm vand til at vaske sig i, varmede de en jernstang op i essen og ned i en spand med koldt vand. 
Omkr. 1924 overdrog han smedien til datteren Lilly og svigersønnen Peder Langballe Axelsen. da sønnen Axel ikke ville være smed.

Det er rigtigt som Keld skriver, vi fire drenge Keld, Kurt, Knud og jeg
havde mange sjove oplevelser. Nogle var vi fælles om, andre gange delte vi os. Efter vor soldatertid ebbede kontakten næsten ud. Det var kun Knud,
der blev tilbage i Kvislemark. Han ville engang havde samlet os, men det blev ikke rigtigt til noget. 
Billeder fra Kvislemark har Knud lagt ind på  egnshistorien.
Povl Langballe Axelsen. 2009.

6) Lidt om min tid i Kvislemark, Ib tidl. Kv 10.
Mit navn er Ib Dalsfledt, og jeg bor i Nyborg på Fyn. Mine forældre var Hans og Klara Pedersen, som boede i Kvislemark i det lille hus ved gadekæret der have direkte op til kirkegården. Senere flyttede de op i huset, der ligger som det første på højre hånd, når kommer til Kvislemark fra Sandved/Tornemark.
Jeg blev født den 5. jan. 1933 i landsbyen Brorup, ca. 6 km. fra Kvislemark.
Det blev mig fortalt, at det var rigtigt koldt det år. Da jeg var et par dage
gammel, ankom en sygeplejerske. Hun lagde mig på servanten i soveværelset, hvor bordpladen var af marmor. Den kolde omgang kunne jeg åbenbart ikke klare, for jeg fik en rigtig voldsom lungebetændelse og svævede i flere dage mellem liv og død. Men jeg klarede øjensynligt skærene, for jeg voksede mig stor og stærk og startede som 7-årig i Marvede Centralskole mellem Spjellerup og Menstrup.
Allerede i 6-7 års alderen kendte jeg lidt til Kvislemark, for vi havde ikke elektricitet i Brorup. Da min far skulle høre "den danske radio fra London",
måtte en af os drenge (vi var tre, og jeg var den yngste) på skift transportere en akkumulator frem og tilbage til opladning hos Cykel Axel. Det foregik på "gåfødder", og den syreholdige glasakkumulator var surret fast på en trækvogn. Jeg var ræd for at komme tll Kvislemark, for jeg
havde hørt, at drengene  her tævede drenge, der ikke boede i "deres" landsby. Nå, men det oplevede jeg nu aldrig.
Min far var gårdmandssøn fra "Dalgården", der havde marker direkte ned til Susåen i Næsby ved Glumsø. Her tilbragte jeg mine ferier. Hvordor min far ikke blev gårdejer, som vanligt for gårdmandssønner dengang, er en længere, men meget interessant historie. Han blev i stedet handelsmand i
Tornemark. Ja, han var i øvrigt den første på egnen, der havde en automobil. De dårlige tider i begyndelsen af 1930´erne medførte, at stort ingen kunne betale. Og da min far var et ejegodt menneske, gav han kredit til bønder  og andre godtfolk og måtte 1932 sælge såvel hus, heste som bil.
Familien flyttede derefter til Brorup, hvor han lejede et hus, og min far blev arbejdsmand. Huset blev imidlertid solgt i 1943, og så flyttede vi til Kvisleamrk i et hus, som ejedes af en mand, der hed Malling. Han kaldte sig rentier og drev et røgeri i nabohuset.
Jeg kom i skole i den forholdsvis nye centralskole i Tornemark. Og se, det var noget af en prøvelse for en dreng på omkring ti år. Hvis man sætter en
fremmed høne ind i en hønsegård, vil man opleve, at den nye høne må kæmpe, indtil der bliver "hakkeordenen". Det var nøjagtig det samme, da jeg startede i min nye skole. Og bedre føltes det bestemt ikke, når jeg som eneste dreng i klassen blev henvist til at sidde ved siden af en pige, der hed Lydia. Det skal dog siges, at jeg senere blev rigtig glad for placeringen. Men det var bestemt ikke rart i begyndelsen. Hver eneste dag måtte "den nye dreng" kæmpe bravt for at blive accepteret, Da jeg imidlertid havde to ældre brødre, var jeg godt rustet til kamp. Og stort set alle drengene i klassen fik bank og lærte, at Ib ønskede at blive placeret højt hakkeordenen
Jeg blev rigtig glad for at gå i skole. Især lærer Wøldike Nielsen - en rigtig brav og retfærdig mand, som jeg senere i livet har brugt sim eksempel, når jeg som officer underviste de menige. En af de ting som jeg brugte i sin pædagogik var, at man skal stole på andre menesker indtil man griber vedkommende i en løgn.
I mine første år i Kvislemark var jeg arbejdsdreng hos Cykel Axel, hvor jeg
skrabede gamle cyklehjul og stel, hvorefter de blev lakeret og stafferet, så de var som nye, Det, som vi nu om dage kalder genbrug, men på den tid var ganske almindeligt. Nye cykler fandtes ikke. Omkring 13 års alderen blev jeg bydreng hos Henry Hansen i Brugsen. 14 år gammel blev jeg konfirmeret af Lambert-Jensen og skulle egentlig ligesom mine brødre ud at tjene bønder. Men først kom Wøldike Nielsen og forklarede mine forældre, at jeg skulle på Hindholm. Senere dukkede Henry Hansen op og foreslog, at jeg kom i lære hos ham i brugsen. Og dan foreslog, at jeg kunne bo og spise hos ham og Rigmor, ja, så var mine forældre ikke i tvivl: Jeg kom i lære i brugsen.
Her blev jeg nærmest optaget i familien, fik 3 gode læreår og oplevede en
bunke. F.eks. skulle jeg hver uge cykle rundt til de kunder, der ikke boede iselve Kvislemark. Jeg cyklede til Sandved, Tornemark og Agerup og samlede brugsbøgerne sammen. Næste dag blev de nedskrevne ting fyldt i
papkasser, og en husmand kørte rundt med hestevogn og afleverede varerne. Betalingen foregik ca. hver måned, når kunderne fik penge fra mejeri og slagteri, eller når kornet blev solgt.  
Jeg oplevede ofte, at konerne ikke havde skrevet i bøgerne, og det klared jeg så. Jeg kunne hele lektien udenad: Salt, mel, sukker, gær og sæbe.  

Mange af varerne skulle der rationeringsmærker til: Sukker, kaffe, mel og sæbe o.s.v. Det skulle passe nøjagtigt og blev afstemt hver dag
efter lukketid. På det punkt lrte jeg nogle små fiduser. Sukkeret fik vi
leveret i 100 kg. sække, og når det bliver vejet af i 1 eller 1½ kg. poser,
er det klart, at en enkelt pose stort set intet vejer. Med det gør 100 poser
og når man havde vejet 100 stk. 1 kg. poser sukker, havde jeg "tjent" 
intil flere kg. sukker. Det samme med mel, sæbe og kaffe: Altid overskud.
Jeg gjorde nu ikke som tjener Boldt i Matador, der solgte mærkerne. Nej,
når en sød kone eller måske tjenetepigen ikke havde et mærke, ja, så fik
jeg et knus. Hun fik sit sukker, eller hvad det nu var som hun ønskede.   Normalt skulle man stå 4 år i lære men efter 3 år fik jeg en morgen besked af Henry Hansen, at vi skulle ud at køre en tur. Vi kørte til Skuderløse ved Haslev. Her mangledde en ung kommis, og selv om jeg ikke var færdiguddannet, blev jeg antaget. Min tid i Kvislemark brugs var slut, og nu fik jeg en fast månedsløn på et par hundrede kroner. Nyborg d. 1. februar 2008.
Politiker, brandinspektør, civilforsvarsleder.
Ib Dalsfledt.

7) Kvislemark og 2. verdenskrig. Knud Lambert, præstegården.
Bortset fra mørklægning og knaphed på visse varer mærkede vi ikke så meget til besættelsen i Kvislemark
Vi drenge blev udstyret med træskostøver og træsko til hjemmebrug. I skole gik vi alle med sko eller fedtlæderstøvler. Skosåler ble forsynet med
jernbeslag på tå og hæl samt læderknopper. Heldigvis var Skomager Jens en god lappeskomager. Han havde masser at lave i de år, hvor nye solide
sko næsten var umuligt at opdrive. Jakkesæt blev vendt og omsyet. Det
klarede skrædderen i Tornemark.
Det største problem var manglen på cykeldæk og slanger. Cyklen var en
forudsætning, for at min far kunne komme rundt i sognet. og at jeg skulle
passe min skolgang på Hindholm Kost- og Realskole. 
Heldigvis kunne cykelsmed Axel Christensen klare utallige lapninger og skaffe  både nye dæk og slanger, når lapning og dækbandaber ikke længre
kunne løse problemerne.
Flere havde i tide hamstret kaffe. En morgen under krigen bredte den liflige duft at brændte kaffebønner sig over hele Kvislemark. Brændingen var godt nok foregået i kostalden, men det havde ikke været nok til at skjule den vidunderlige duft. Navnet på gården er lyldet ind i glemslens slør. Her og der fremstillede man sel sæbe. Det var et skrækkeligt, gråt produkt, som i hvert fald ikke kunne bruges til håndsæbe.
Rationering af cigaretter og tobak ramte rygerne hårdt. Tørrede kirsebær-
blade kunne godt nydes i den lange pibe, når det kneb med tobakker. Cigaretmærkerne havde pudsligt nok engelske navne som Morton, Toty,
Powhattan puhada, Biltmore. De lugtede ilde og smagte skrækkeligt. Det
var nok derfor, at tyskerne affandt sig med de engelske navne. Pludselig
kunne man købe cigaretter i femstyspagninger. Sortbørshandel med cigar-
retter var der også i det små. Til min konfirmation købte jeg 5 cigaretter
Pris en krone pr. styk.    
I de sidste krigsår så vi amerikanske bombefly i kasseformation komme fra syd efter bombetogter mod de nordtyske byer. De kom altid i dagslys. Over formationen og på dens sider sværmede hurtige jagerfly som bier i en kube.
Det skete, at nogle tyske jagerfly forsøgte sig med angreb. De blev straks
af de amerikanske jagerfly.
Ved en enkelt lejlighed fløj tre tyske bombefly i trætophøjde over lunden. Vi så tydeligt besætningsmedlemmerne, der sad i glaskuplen i flyets næse.
Knud Lambert.


8) Den tyske besættelse under 2. verdenskrig. KOC, tidl. Kv 21
I Kvislemark mærkede vi ikke så meget til besættelsen, ud over nogle restriktioner. Det var rationering af varer og brændsel.
Rationeringsmærkerne skulle hentes på konmmunekontoret (alderdomshjemmet).
Endvidere var der mørklægning af vinduer. Cykel- og billygter skulle lyse mindst mulig, en aflange smal åbning blev påbudt. På et tidspunkt udgangsforbud efter kl. 21. omkr. 1943-44 blev der udstedt legimationskort, mærkelig nok foregik det i anlægget udleveret af statshusmand Christian Petersen.
Tyskerne havde omkr. 1943 behov for at anvende landsbyskoler. I Kvislemark kom de dog for sent. Skolen var blevet nedlagt, og købt til privatbolig af gdr. Peter Andersen, men lod skolestuen nedrive. Min far cyklehandler Axel Christensen påtog sig dette, for at få mursten og tømmer.Gården var blevet solgt til en Gert Karl, der i lighed med præstegården gemte eftersøgte personer.
I Brugsen var opsat bekendtgørleser fra civilforsvaret i tilfælde af mobilisering. Henvendelsen skulle ske til pastor Lambert-Jensen, der stod for oplysning og ledelse. Ligeledes nødhjælpestation ledet af fru Lambert-Jensen. Der blev holdsamaritterkursus, og kredslægen i Fuglebjerg havde tilsyn med svære tilfælde. Min kusine Ruth deltog.
Vor lokale læge P. Klein havde tilsyn med jernbanepersonel i distriktet.  
Iøvrigt meget afholdt af sine klienter. Han cyklede undertiden rundt, for at spare bensine, og havde flødekárameller, som han kastede til os børn.

Undertiden kunne vi høre og se amerikanske bombefly (stationeret i England) når de vendte hjem fra bombetogter i nordtyskland. de var ret højt oppe og fløj i formation. Omkring sig havde de jagerfly med for at genne tyske fly væk.
Et bombefly blev ramt ned ved Korsør, men faldt først ned ved Venslev ca. 7 km. fra Kvislemark. Jeg var sammen med K. Lambert dernede. 
Nogle  enkelte  slap væk, andre skudt eller taet til fange.

Når de fløj om natten kastede amerikanerne sølvstrimler(charf) i forskellige længderog bredder ned. Disse for at forstyrre radiofrekvenserne, så tyskerne havde svært ved lokalisere dem. Engang så jeg et tyske fly, der var så langt nede,at besætningen kunne ses. 

Lastvogne og lillebiler kørte på generatorgas. der blev monteret en kedel, der blev fyret op med brænde og tørv. Det afgivne gas blev ledet til motoren via et filter og det var et beskidt arbejde at rense kedlen for tjære og aske.

I byen var der fem gårde, murer, tømrer smedie, cykelforretníng, lillebil, brugsforening, købmand, skomager og . Der var kirke, skole, præstegård, forsamlingshus,gadekær og anlæg. 

På den tid foregik der noget handel beboerne imellem. Man kunne sagtens få ½ eller hel slagtet gris hos landmændene. Sådanne hanler måtte ikke foregå. Det tangerede næsten til sortbørshandel.

Min far der var cyklehandler havde startet et ovnlakereri, hvor gamle cykler blev omlakeret. Det være sig såvel private som cyklehandlere over det meste af syd- og vestsjælland.
Jeg husker et par købmænd i Sandved fik lakeret deres budcykler og fík nye dæk, slanger, kæder monteret, hvor vi så til gængæld fik varer, der ellers var vanskeligt at opdrive lokalt.

I min onkels smedie der lå ved siden af os, var der et par svende, som
dyrkede tobaksplanter, disse blev dyppet i aroma og hængt til tørre. Minfætter Povl og jeg fik undertiden et stop til vor kastanjepiber. Men visne morelblade kunne også bruges. Vi "lånte" undertiden noget rigtigt tobak i bedstefars tobaksdåse.

Når jeg gennemgået de andres indlæg, kan jeg kun være enige med dem. Vi børn havde det godt, og led ingen nød, og tænkte ikke på krigen i det daglige.

Efterhånden er der ikke mange tilbage i Kvislemark, som husker tiden. Men sidenvil blive opdateret, såfremt jeg får flere henvendelser.
Som Keld og Povl har skrevet, havde vi mange sjove fælles oplevelser.

9) En gang blev solen ringet ned 2 gange. Pastor Lambert-Jensen spurgte da ringeren: Havde De besvær med at få solen ringet ned i går.
Ringeren studsese lidt. Præsten sagde, De ringede den ned 2 gange i aftes.
En af præstens sønner ville have mig med i kirke. Da degnen skulle til
at læse indgangsbønnen, stod han lidt og famlede, og måtte skyndsomt finde et andet vers. Omtalte præstesøn havde hevet bladet ud og lagt det bagest i salmebogen.
En anden gang ved bålet Sankt Aften, havde vi tændt det for tidligt,'
så folk måtte ud og se det, inden det var brændt ned. Det var gamle
Anna og jeg, som var en tur i anlægget, som fandt på det.
En nytårsnat blev præstegårdsforpagterens fjeldvogn kørt ud på isen i gadekæret. Nytårsmorgen var vognen sunket gennem isen.
Kunne man liste sig ind of fjerne kaffekanden hos folk, det gjorde Keld og jeg engang, men blev opdaget. Men ellers var gerne havelåger eller
andre genstande vi flyttede rundt med.

Egnshistorien KVISLEMARK-BY-OG-OMEGN v/Knud O. Christensen.
K.O.C.