BRANDMATERIEL – BRANDFOGEDER – SOGNEFOGEDER
Ifølge fæstebrev mellem Fæster og Holsteinborg Gods var det fæsteren der selv skulle anskaffe brandmateriel og tegne brandassurenceforsikring. Se fæstebrev fra 1874 under Adel og Bønder.
Brandfogeder 1863 -1926
Kvislemark og Fyrendal sogne havde hver sit brandslukningsmateriel

I Kvislemark blev materiellet opbevaret hos smeden overfor gadekæret. Fra 1895 – 1924 Julius Chrisensen efterfulgt af Peder Langballe Axelsen fra 1924 til 1960. Det bestod af en dobbeltvirkende hånddrevet pumpe med tilhørende spande.
En gang om året blev der holdt brandøvelse ved gadekæret. Falck fra Skælskør deltog med et par slukningskøretøjer og mandskab samt selvfølgelig brandfoged gårdejer Harald Nielsen, Marken, landbetjent Kidholm, Rude og øvrige frivillige.
Et par dage før øvelsen blev pumpen taget frem og efterset. Man havde været ude for den ikke virkede, hvilket jo var uheldigt. Det har sikkert været pumpelæderet der var tørret ind. Heldigvis blev det rettet inden øvelsen. Vi drenge synes det var spændende at overvære, og blev undertiden våde, når vi kom for tæt på.
Fyrendal sogn havde et lignende udstyr blot påmonteret hjul. Det blev opbevaret i et pumpehus i Tornemark. Beskrevet i snedker Jensens hæfte om Tornemark.

Ildebrande i sognet
1861. Præstegården brændte ved ildspåsættelse, vistnok af en tidligere forpagter Pastor Raaschou var i Jylland for at hente sin familie på daværende tidspunkt.
1928 Gielsgård og nabohusmandsstedet efter lynnedslag, Begge nedbrændte, nye opført.
1942 boelsmand Chr. Hansen, Marken (lynnedslag) helt nedbrændt – nyt opførrt
Engmaegården, Marken – stalden (ildspåsættelse) – ny opført – Gåren udstykket.
1950 Præstegårdsforpagterboligen (lynnedslag) hel nedbrændt – ny opført.
Brugsen (selvantændelse – overophedet aftræksrør) – bygning reddet.
Rideskolen – laden (ildspåsættelse) – ny opført
Den gl. skole – tilbygning (selvantændelse) – ny opført sammenbygget m. stuehus
1983 Enghavegården (lynnedslag) – brandtomt fjernet – jorden solgt.
2007 Karla Lüders Nielsens hus (brandt efter salg (defekt elinstallation)
KOC (C),

Brandsyn 1862 1926
Brandfogeden havde magt
Den 3. juni 1862 autoriserede Antvorskov Birk en brandprotokol for Quislemark Distrikt. Den fortæller om resultatet af de brandsyn, der blev gennemført indtil 1926 af brandfogeden og to brandsynsvidner.
Brandfogeden blev udpeget af amtmanden efter indstilling fra sognerådet og brandsynsvidnerne af sognerådet. Udpegningen skete for tre år.
Indtil 1918 måtte brandfogeden forevise protokollen for Holsteinborg Birk og fra 1919 på Rude Politistation, således at myndighederne havde hånd i hanke med, at de lovpligtige, halvårlige brandsyn blev gennemført, Protokollen sluttede i 1926. Fra 1927 overdrog en ny lov om brandpolitiet på landet ansvaret for brandsyn til de faste skorstensfejere.
Brandsynets opgave var at kontrollere, at skorstene, bageovne og ilsteder var vedligeholdte og rensede, og at brandredskaberne – brandstiger, brandhager og brandspande – var tilstede og i forsvarlig stand. De var mærkede med matrikelnumre. Efterkom man ikke givnepåbud, vankede der bøder.
Jeppe Aakjær har i “Paa Brandsyn” beskrevet den hhktiske aktivitet, der opstod, når brandfogeden og de to brandsynsvidner dukkede op.
Flere brandfogeder bestred embedet i tre år uden at finde en eneste mangel. Fra 1921-1926 blev der kun en enkelt mangel.
Nogle brandfogeder var måske mere nidkære end andre. Andre foretrak vel at klare det mundtligt og spare skriveriet. Man skulle nodigt lægge sig med naboer og genboer.
To gange om året rykkede brandfogeden ud
Ved forårseftersynet i 1879 konstaterede brandfoged Niels Hansen, at Maren Marie Engelbrechtsens skorsen var revnet, og det var en smed H. Christénsens også.
To år senere blev der konstateret mangler hos to husmænd. Lars Kristensens skorsten var meet skrøbelig. Han fik pålæg om at istandsætte den inden efterårssynet. Anders Pedersens skorsten var uren. Han fik besked på, at den skulle være renset knapt en snes dage senere Bransfogeden skrev senere i protokollen, at manglerne var udbedret. Ved forårseftersynet blev der igen fundet en skrøbelig skorsten. Ejeren fik besked på at opføre en ny.
Ti år senere stødte brandsynet på en rådden skorsten i Brandholt Ejeren fik besked på at bygge en ny. I Kvislemark var der også bid. En skorsten skulle udbedres, to skorstene rappes, og i en fjerde skullet mures ud.
I april 1891 konstaterede brandfogeden, at skorstenen hos pigen Anne Engelbrechtsen var i en så dårlig stand , at den måtte nedrives og en ny genopføres. Det stod lige så slemt til hos husmand Hans Nielsens enke. Hendes avn fremgik ikke af protokollen. De fik begge et pålæg om, at nye skorstene skulle senest 24. juni, og det blev det.
Ved næste forårseftersyn fik husmand Hans Peder Nielsen, Brandholt, besked på at nedbryde sin skorsen til loftet og opføre en ny i stedet. Boelsmand Peder Pedersen, Kvislemark fik kasseret sin skorsten og fik besked på at opføre en ny. Husmand N. Christensens enke slap med et pålæg om at istandsætte sin forlaldne skorstenspibe. Manglerne var udbedret den 24. juni.
Halm på loftet, rensedøre og brandstige
I. oktober 1871 fandt brandsynet halm på loftet hos en ensidderes enke. Det skulle fjernes straks.
I 1894 blev der fundet blev der fundet løse rensedøre i skorstenene hos provst Hansen. Gårdbestyrer Nielæs Nielsen havde ingen brandstige. Hos murer Peter Jensen var der en revne i skorstenen og noget uorden ved skorstenspiberne. Bransfoged Peder Nielsen bestemte, at manglerne skulle være udbedret inden 14 dage. Han kontrollerede også , at de blev det.
Ved efterårsbrandsynet i 1895 fik gårdbestyrer Niels Nielsen besked på inden 14 dage, at reparere en ramponeret skorsten.
Ved forårsbrandsynet i 1896 var der masser af bid.. Hos murer Peder Jensen, tømrer Peder Jensen, Brandholt, sognefoged Hans Peter Andersen og træskomager Chr. Larsen, Kvislemark manglede der rensedøre. Hos tømrer P. Jensen og Maren Bertelsen var der smårevner i skorsten og hos gårdejer Hans Hansen hul i rensedøren. Husmand Frederik Hansens skorsten var ikke udrappet Brandfoged Fries var en flink mand. Synderne fik 34 dage til at udbedre skaderne.
I 1903 opdagede brandfogeden, at hårdejer Pedr Andersen havde placeret noget foder for tæt på enskorsten. Lygte og branghage manglede. Hos præstegårdsforpagteren var et kakkelovnsrør revnet. Manglerne skulle udbedres inden 8 dage, bestemte brandfoged Hans Jensen. Det blev de, fremgår det af protokollen.
I 1910 var der hverken brandhage eller stige i teglbrænder Urban Møllers hus ved
teglværket. Det fik teglbrænderen ordre til at anskaffe i nærmeste fremtid. B. Sørensen fik besked om at fremskaffe en kakkelovnplade og brandhage.
Pålæg til sognerådet
Sognerådet gik heller ikke ram forbi. I oktober 1914 skrev brandfoged Christen Jensen følgende i protokollen:
– De det viste sig ved branden i Brandholt, at slangen til sprøjten er ubrugelig, anmodes sognerådet om inden 8 dage at anskaffe en ny.
Det fremgår ikke af protokollen, om det var en af de gameldags læderbrandslanger, som måtte smøres ind med tran, eller en af de mere moderne vævet af hamp eller hør med en gummikerne.
I 1915 var der mangler ved skorsten hos forpagter Pedersen. Der manglede også plade ved en kakkelovn. Hos lærer Anders Jensen, Kvislemark Skole, manglede der hele to kakkelovsplader og hos pastor Balslev en rensedør.
I foråret 1920 fandt brandfogeden mindre revner i præsteboligens skorstenen. Murer P. Larsens skorsten var også revnet.
Fra 1921 til 1926, hvor protokollen slutter, er der ikke konstateret mangler ved de halvårlige eftersyn. I hvert fald er der ingen mangler anført i protokollen.

BRANDFOGEDER
1863-1865 Niels Hansen var brandfoged ved brandtilsynene
1866-1868 Hans Hansen, afløser.
1869-1874 Christen Jørgensen, brandfoged. P. Pedersen, brandfogedassistent vikarieret ved forårseftersyn 1874.
1875-1877 Mads Hansen, brandfoged.
1878-1880 Niels Hansen, brandfoged. Ved efterårseftersynet i 1878 anvender han som den første stavemåden Kvislemark.
1881-1884 Frands Rasmussen, brandfoged.
1884-1889 Niels Nielsen, brandfoged.
1889-1890 Niels Nielsen, brandfoged. Hans embedsperiode bliver kort..
1890-1891 Hans Nielsen, brandfoged.
1891-1892 J. P. Andersen, brandfoged.
1893-1895 Peder Nielsen, brandfoged.
1896-1897 Axel Fries, brandfoged, gdr. Bestrider posten til udgangen af 1897.
1898-1901 Mads Hansen, brandfoged, gdr.
1902-1904 Hans Jensen, brandfoged.
1905-1907 N. P. Pedersen, brandfoged, gdr., prg.forpagter.
1908-1910 Jørgen Nielsen, brandfoged. gdr.
1911-1913 Halfdan Andersen, brandfoged.
1914-1916 Christen Jensen, brandfoged, gdr.
1917-1919 Christen Petersen, brandfoged.
1920-1923 Frederik Hansen, brandfoged, gdr.
1923-1925 Kristen Jensen, brandfoged.
1926- ?? Alfred Jensen, brandfoged, gdr. Sidste brandfoged iflg. protokol.
Knud Lambert

Brandfogeder efter 1926 er undersøgt
1936 – 1949 Harald Nielsen, gdr. (under brande i 1947).
1949 – 1962 Erik Sejersbøl, forp. (under brand i 1950).
1962 -1970 ???
Kvislemark-Fyrendal kommune blev sammenlagt med Fuglebjerg kommune 1970.
Brandfogeder blev afskaffet på et tidspunkt og erstattet
af offentlige brandmyndigheder.
KOC

Myndighedernes forlængede arm
Allerede i 1500-tallet var der bondefogeder eller sognefogeder i flere sogne. Før 1791 var sogne- og bondefogederne udpeget af lensmanden og senere af godsejerne blandt almuen. På Københavns Universitets gods havde man stadig bondefogeder efter 1791.
Ved en forordning – læs lov – af 11. november 1791 formaliserede Christian VII sognefogedinstitutionen og indførte den i alle landsogne. Her holdt den sig til 1973, hvor politikredsene blev ændret. På enkelte øer er der den dag i dag sognefogeder.
Amtmændene fik ordre til at udpege en sognefoged blandt de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd af bondestanden i hver sogn. Det var borgerligt ombud, og udpegningen skete for tre år. Tilsynet med sognefogederne førte birkedommerne og herredsfogederne ind til retsreformen i 1919. Kvislemark og Fyrendal sogne hørte under Holsteinborg Birk. Fra 1919 påhvilede tilsynet politimestrene.
Sognepræsten meddelte fra prædikestolen, hvem amtmanden havde udpeget som sognets sognefoged.
Sognefogederne skulle anses som de mest agtede af almuend mænd og i samkvem have det øverste sæde. Altså være den første blandt ligemænd. Var dertillige en lægdsmand i sognet, måtte han nøjes med det næst øverste sæde.
Fast løn fik sognefogederne først i 1857. Indtil da måtte de nøjes med fritagelse for pligtkørsel – ægtkørsel – for kongehuset, indkvartering og arbejde ved veje, kirker og skoler. De slap også for at betale ropenge.
Dengang måtte man betale for at pasere visse vejbroer. De indkomne penge gik til vedligeholdelse. For udpantning og auktioner fik de også lidt penge.
Indtil 1952 fik mange sognefogeder Dannebrogsordnen hæderstegn.
Politimand
Til gengæld var pligterne mange. Nogle bortfaldt med tiden, og andre kom til. En nidkær sognefoged kunne let skabe sig uvenner, når han optrådte som landbetjent eller pantefoged.
Stødte han på ulovligt krohold, krogang, druk og slagsmål, skulle han i overværelse af to vidner advare synderne og formane dem til at forbedre sig. Hjalp det ikke, skulle han anmelde dem til Holsteinborg Birk for Kvislemark og Fyrendals vedkommende så de kunne blive dømt og straffet
Drabsmænd og tyveknægte skulle han anholde på stedet og aflevere til Birket. Han havde også pligt til at anholde fremmede omløbere. Dengang nærmest vrimlede det med fattige voksne og børn på vejene.
Så han tegn på opløbeller hørte om noget, der kunne føre til uorden, skulle han advare de pågældende og fortælle dem, at hvis de fortsatte, pådrog de sig kongens unåde og lovens straf.
Ville nogen klage, skulle sognefogeden formane dem til med sømmelig ærbødiged at fremføre deres anke til stedets øvrighed eller kongen selv gennem kollegierne, når sagens natur gjorde det nødvendigt.
Forordningen gør utrykkeligt omærksom på, at sognets beboeregerne måtte samles for sindigt og fredeligt at overveje og beslutte ting af fælles interesse. Sådanne møder skulle ikke betragtes som opløb eller lovstridige handlinger. Kongen satte altså ikke en stopper for de traditionelle bystævner ledet af oldermanden.
Udpantning
Sognefogeden var pantefoged. Han inddrev de beløb, folk skyldte kirken og skolen bøder for forsømmelighed med vejarbejder og overtrædelse af politilovene.
Alle udpantningsforretninger skulle overværes af to vitterlighedsvidner. Dem udpegede sognefogeden selv, og de havde pligt til at gå med ham. De fik ingen løn herfor.
Som pantefoged fik sognefogeden 12 skilling i salær pr. udpantning. Faldt betalingen ikke kontant, kunne han gøre udlæg hos den skyldige.
Kirken kunne altså bruge sognefogeden til at inddrive sognebørnenes restancer. Men i hvilket omfang gjorde det ?. Veg sognepræsten i nogen tilfælde tilbage fra at bede sognefogeden om at udpante skyldnerne ?. Noget tyder herpå. I hvert fald skriver pastor Tryde i 1860 følgende i en indberetning til provsten om pastoratets indtægter:
– Samtlige indtægter er anført med et beløb, de retteligen bør erlægges, men jeg tilstår, at jeg har fundet mig i, at restancerne er i de sidste åringer forøgede. For at undgå forviklinger, som for tiden kunne blive farlige, og for mig i min alderdom betænkelige, har jeg ladet restancerne stå ukrævet. det gælder dog mest de mindre udgifter.
Citatet er taget fra pastoratets liber daticus. Der er ingen nærmere forklaring på forviklingernes art, og Tryde tog sin afsked i 1861 og døde to år senere.
Pastor Tryde var ellers i 1840´erne gået rettens vej for at få sin tiende. Under forgængerens embedsperiode nægtede beboerne i Brandholt at betale præstetiende af den såkaldte Brandholtlod.
Forgængeren , pastor Henrik Pontoppidan Bøtcher, gjorde intet ved den sag, selv om han havde retten på sin side.
Tryde var ikke så konfliktsky dengang. En forringelse af kirkens økonomi ville han ikke acceptere. Han gik rettens vej og vandt. 100 rigsdaler fik han tilkendt. De penge blev i 1843 gjort til grundfonden i et legat for skolelærerenker og skolelærers,børn i Kvislemark-Fyrendal. I 1952 var legatet vokset til ca. 16.000 kr.
Ingen luksus blandt bønder
En tidligere udsendt forordning satte grænser for, hvad almuen kunne tillade sig af fest og luksus.
Til et bondebryllup måtte ikke være mere end 32 personer af bege køn. Der måtte kun serveres fire retter mad. Vin og kaffe var forbudt. Gildet måtte kun vare en dag.
Ingen af bondestanden måte gå med andet end hjemmegjort tøj. Dog måtte kvinderne have silkehue, trøje og skørt af kramtøj og mandfolkene en trøje eller vest af kramtøj.
Sognefogeden skulle holde øje med, at de bestemmelser blev overholdt. Blev de ikke det, skulle han straks gå til birkedommeren, og så faldt straffen efter en forordning af 12. marts 1783 kunne ikendes.
Tilsyn med vejvæsnet
En af sognefogedens vigtigste opgaver var fra 1793 og indtil 1867 at holde tilsyn med alt vejarbejde, sørge for redskabers og materialers opbevaring samt hvert år at aflægge regnskab for penge, værktøj og materialer. Al uorden skulle meldes til birkedommeren, og så kunne der falde bøder af. Fra 1842 samarbejdede sognefogederne med sogneforstanderskaberne og vejvæsnet.
Det var også pålagt sognefogeden at føre tilsyn med veje, grøfter, broer og stenkister. Hvor man fandt mangler, skulle han straks henvende sig til dem, der havde ansvaret for vedligeholdelsen. Hvis ikke manglerne var udbedret tre uger efter advarslen, skulle han gå til politimesteren.
Engang i 1840´erne gav birkedommeren alle sognefogederne i birket ordre til at opmåle alle vandløb. Sognefogederne fik hjælp fra sogneforstanderkommandantskabet til at løse denne opgave.
Han skulle ogs sørge for nedgravning af døde kreaturer liggende på eller vej vejen og mindst i en afstand af 50 alen fra denne. Nedgravningen var de tilstødende gårdbrugeres opgave. Også her ventede en bøde, hvis det ikke blev gjort.
Til gengæld for alt det besvær var sognefogeden fritaget for at deltage i vejarbejde.
Han fik tillige en skilling for hver rigsdaler, som vejarbejdet i hans distrikt var beregnet til.
Tilsyn med leddene på offentlige veje havde sognefogeden også. De skulle være forsvarligt ophængte og uden besvær kunne åbnes og lukkes. Mangler kunne udløse bøder. Led på offentlige veje blev forbudt i 1867, medmindre de var bemandet døgnet rundt af ledvogtere.
Optagne kreaturer.
Hegnsforordningen gav masser af arbejde til synsmændene og lidt penge ved konstaterede mangler. Modviljen mod indhegning var stor blandt bønderne. De var jo vant til at opgive ævred, når høsten var i hus. I 1844 skriver A. F. Bergsøe i “Den danske Stats Statistik”, at hegn var almindelige på Sjælland, men de var oftest i ufuldstændig stand. Der var sikkert en rigtig god grund til, at Grevskabet Holsteinborgs bønder fra 1810 kunne låne penge i Holsteinborg Sparekasse til opsætning af hegn. Af de bøder og mulkter, som faldt efter hegnsforordningen, beholdt sognefogeden en fjerdedel. Resten tilfaldt sognets fattige.
Løse kreaturer og ikke mindst hingste var en plage dengang på grund af dårlig indhegning.
Når ejermanden af optagne kreaturer ike var kendt, skønnede sognefogeden og synsmænd. hvad dyret var værd. Derefter blev det bekendtgjort på kirkestævne i nabosognene, at hvis ejeren ikke dukkede op, ville kreaturet blive solgt på offentlig auktion om ondagen. Pengene skulle falde i løbet at 14 dage. De penge gik til betaling af den forvoldte skade og udgifterne ved optagningen. Sognefogeden fik også noget for sin umage. Nemlig en rigsdaler plus 8 skilling af hver rigsdaler af auktionssummen. Resten af pengene fik sognepræsten til opbevaring i et år. Dukkede ejerenikke op i løbet af året, gik pengen til de fattige i sognet.
Var et kreatur kommet kommet i vane med at gå over lovligt hegn, og ejeren ikke fik sat en stopper for det, måtte han skillem sig af med kreaturet. Gjorde han ikke det, kunne ejerlavet forlange, at sognefogeden solgte det på offentlig auktion.
Lægdsmand.
I 1788 blev Danmark inddelt i mere end 1656 lægder, som stort set var sammenfaldne med sognene. Hvert lægd fik en lægdsmand. Han havde ansvaret for rullerne – fortegnelse over de værnepligtige. De blev som sognefogederne udpeget for tre år. Lægdsmændene fulgte mandskaberne til session. Holdt de navnet på en karl ude af rullen, og det kunne være fristende, var straffen 14 dages fængsel på vand og brød. De udstedte beviser til karle, de flyttede til et andet lægd og optage på deres egne fortagnelse af karle, der flyttede til lægdet.
Til gengæld slap de for ekstraskat for sig og hustrus arbejde for, og betaling til skolens vedligeholdelse. Men bidrag til skolelønnen skulle de betale.
Forordningen af 1791 gjorde det muligt at gøre en og samme person til sognefoged og lægdsmand, og sådan var det også i Kvislemark Sogn i 1940´erne og sandsynligvis helt tilbage til 1791.
Sognefoged Peter Christian Jensen optog mig i lægdsrullen den 10. marts 1948. Jeg mødte op på en session samme år eller i foråret 1949. Efter besvarelse af nogle skriftlige spørgmål og sundhedseftersynet fik jeg besked på kun iført underbukser at gå hen til et lang bord, hvor sessionsofficeren, en oberstløjtnant, sognefoged Peter Christian Jensen, og et par andre personer sad. De kiggede lidt undersøgende på mig og vekslede nogle bemærkninger, jeg ikke kunne høre.
– Jvor vil du gerne aftjene værnepligten, spurgte sognefogeden.
– Ved det motoriserede artilleri i Holbæk, svarede jeg promte.
Min onkel aftjente sin værnepligt og lidt til under sikringsstyrken 1914 – 18. Poul Erik var garder i 1948 og min gode hjemmeværnskammerat Frede kort før 2. verdenskrig. De have malende fortalt mig om den barske vej til et par rex´er. Den vej skulle jeg i hvert fald ikke.

Sognefogeden så tavs på mig med et uudgrundeligt blik. Så faldt dommen.
– Du skal til Livgarden!
Det havde han vist bestemt hjemmefra. Jeg sagde ikke et ord. Det gjorde man ikke 20 år før 1968.

Andre opgaver
Sognefogeden var også postmester. Når en ordre vedrørende det offentlige skulle sendes til forkyndelse uden for landsbyen, hvor sognefogeden boede, eller næste sogn, beordrede han en af sognets husmænd som postbud. Efterkom husmanden ikke den ordre, som han skulle, beordrede sognefogeden en husmand som postbud.
Den forsømmelige husmand blev straks udpantet for omkostningerne og ikendt en bøde på en mark til sognets fattige,
På kirkestævner oplæste sognefogeden bekendtgørelser sendt til dem af myndighedene. Det kunne være om tiende,skat, session, soldatertjeneste, skorstensfejning, bortlicitering af fattige, herunder forældreløse børn. I 1891 blev det forbudt at anbringe fattige ved offentlig auktion. Sognepræsten lyste kirkestævne fra prædikestolen.
Fra 1875 førte sognefogeden tyendeprotokollen. Opgaven bortfaldt, da man fik folkeregistre i første halvdel af tyverne.
I 1922 fik de ret til at forrette borgerlige vielser..
Knud Lambert