Præstegård og forpagtning
Præstegården flytter til Kvislemark sogn
I Vindinge og Kvislemark-Fyrendal sogne er der fundet præster tilbage til 1475.
Se skema under Præster. KOC.
Præstegården flytter til Kvislemark sogn.
Forløbet er følgende: Hele sognet hed oprindelig Vindinge, efter den senere nedlagte landsby, men fik sit nuværende navn,da den gamle landsbyhovedgård, Vindinge, 13. marts 1677 blev ophøjet til Baroniet Fuirendal. Vindinge nævnes i Roskildebispens jordebog o. 1370 med en plovs jorder svarende til 10 øre. Ved magesift 13. juni 1834 fik Hans Ulrik Gyldenløve, der ejede Vinding ge 1632-1645, Jus patronatus til Vindinge kirke fra Ærkeherredømmet i Rokilde Domkapitel. Med Fuirendals indlemmelse 1708 i grevskabet Holstein overgik kaldsretten hertil, og den fulgte dette indtil 28. juli 1915, da kirken blev selvejende. 1568 og 1647 næv- nes Vindinge som hovedsogn for Kvislemark. Men efter at Gunde Rosenkrantz til Vindinge 1650 også erhvervede kaldsretten til Kvislemark blev Vindinge Anneks hertil, og præstegåren flyttede til Kvislemark.
Årsagen hertil: Omkring 1609 var Gunde Rosenkrantz begyndt at nedlægge landsbyen Vindenge. Han havde den opfattelse,at stordrift bedre kunne betale sig, og havde da nedlagt 7 fæstegårde. I 1648 forsvandt også præstegården, idet præsten Frederik Klyne i 1647 havde mageskiftet med godsbsidderen, og en ny blev opført i Kvislemark omkr. 1648. den ligger der stadig om end den brændte i 1861 og blev bygget op.
Uddrag af Danmarks Kirker, Østre Flakkebjerg Herred, Sorø Amt. Kvislemark og Fyrendal.
I 2014 blev der konstateret skimmelsvamp i præsteboligen. Sognepræsten var derfor blevet syg, og er flyttet. Menighedsrådet kontaktede provstiudvalget der ikke økonomisk ville hjælpe. Menighedsrådet tog derfor sagen i egen hånd, og arbejder med at få renoveret boligen. Ifølge avisreferat lørdag 18-10-14. i sjællandske ser det ikke ud til, at menighedsrådet er enige om der skal bygges en ny præstebolig eller den nuværende renoveres.
Præsteboligen taget mod vest. Foto: Aa.Lambert-Jensen
Præsteboligen taget i haven mod øst. Foto: Aa. Lambert-Jensen
Fru Lambert-Jensen i haven. Foto: Aa.Lambert-Jensen
Billede af Præsteboligen lige for, Forpagterboligen tv. Bygningen th. delt mellem præst og forpagter. Billedet taget fra kirketårnet. Helt forrest med gavlen var bolig for ringer og graver Hans Hansen. Foto: pastor Aa. Lambert-Jensen
Fyrendal Gods – Tørveskær på Fyrendal Lung – Præstegårdens lod.
Præstegården i Kvislemark havde sammen med gårdene i Tornemark hver et lod på mosen, hvor de havde tilladelse til at skære tørv. Området ses på KMS kort fra 1841-1899 med en del små søer antagelig efter opgravning af tørvemuld. Ellers ingen synlige spor eller oplysninger om forarbejdningen. På kortet ses spor efter teglværket, der ophørte i 1825. Muligvis findes der bekendtgørelser vedr. bestemmelser for tørvedrift.
Tørveskæret på Lungen kan føres tilbage til 1700-tallet. I 1726 anklagede præsten Mads Holm degnen Chr. Mariager for at skære tørv til eget brug på præstens lod. Hvilke der kom en gejstlig og verslig rettergang ud af. (Kan læses under præster).
Da Chr. Mariager efterfølgende blev skoleholder i 1741, var han berettiget til at få 20 læs tørv årlig. Beskrives under pastor Aa Lambert-Jensens beretning om Kvislemark-Fyrendals Skolevæsens Historie gennem 200 år.
På en af godsets andre moser findes mere detaljerede oplysninger om driften. Se under Håndværk og handel.
VISITATS.
Biskop Peder Herslev var biskop over Akershus Stift, førend han i 1738 blev biskop over Sjællands Stift, det højeste embede inden for enevældens statskirke.
Herslev var en skrap visitator. Sidste punkt på dagsordenen for hans visitater var menighedens adgang til at klage over præst, degn og skoleholdere. Han spurgte om disses liv og levned, flid i embedet, om gudstjenesten begyndte til rette tid of meget andet. Han lagde ikke fingrene imellem i sine indberetninger til kongen.
Den 31. maj 1745 var han på visitats i Kvislemark og Fyrendal sogne. Præsten hr. Johan Samuel Mentzer prædikede ret god og opbyggeligt. Sjæleregisteret – fortegnelse over alle sognebørn over 6 år – var på 242 personer – heraf 72 børn fordelt på tre skoler. Der var en stor conflux – læs opløb – af ungdommen, men ret glædeligt at eksaminere dem. De voksne var temmelig øvede i saligedens forstand. Skolebørnene hurtige i deres svar. Præsen katekiserede meget vel,(1) degnen Christian Mariager lovligt, skoleholderne Niels Nielsen og Esben Pedersen kønt, især den ene, som var ustuderet. Alting var ordentligt. Intet at klage over.
Den 14. januar 1746 skrev biskoppen i sin allerunderdanigste beretning om de afvigte år 1745 holdte visitatser, at de syv kald i Østre Flakkebjerg Herred, som alle var gode, var Marvede og Hyllinge bedst.Derefter kom Quislemark og Fyrendhl. I samme beretning skrev han om sognepræsten hr. Johannes Prom i Krummerup og Fuglebjerg sogne: ” Er og en god mand, flitttig i sit embede, men nedslaget og modløs over en liderlig og forargelig kone, som tyraniserer manden, der er i sin præstegård mindre agtet end den ringeste rygter (læs røgter)…Bøgerne var i god orden, intet at klage. Præsten meget at ynke”.
Barbara Johansdatter Neergard hed konen. Hendes far var først forpagter af Førslevgaard og senere ejer af Fuglebjerggaard og Grevensvænge.
En søn, Johan Thomas Wilhelm Johansen Pron, var 1748-1757 personel kapellan hos faren. Kom derefter til Hårslev-Tingjellinge og i 1771 til Kvislemark-Fyrendal.
(1) degnen Christian Mariager havde efter sin sag med præsten Mads Holm opført sig eksemplarisk Læs om Præst og Degn andet sted.
Biskoppen kom i karet med tjener – Visitats
Fra 1833 til 1853 hed biskoppen over Sjællands Stift J .P. Mynster. Som biskop N. E. Balle førte han visitatsdagbøger, som sønnen arvede. Først efter dennes død blev de overdraget til Det kongelige Bibliotek og senere til Rigsarkivet. Tilsyneladende har han kun indsendt officielle indberetninger om sine skolevisitatser. Det officielle vidnesbyrd om forløbet af en kirkevisitats skrev han i embedernes liber daticus – dagbog – så sognepræsten daglig kunne læse biskoppens dom. Mange af disse er desværre gået tabt.
I visitatsbøgerne var biskop J. P. Mynsters ret så kontant i sin bedømmelse af sognepræster og lærere. Han brød sig ikke opm præster, der tilhørte den gudelige bevægelse, det sydvestsjællandske broderkonvent eller sympatiserede med N. F. S. Grundtvig. Samme gjaldt de opvakte eller politisk interesserede lærere. Lærerne skulle kende deres plads.
Udgangspunktet for præsternes virke var Danske Lov. Forordningen af 1814 vedrørende almueskolevæsnet satte rammerne for lærernes. Født formand for skolekommissionen var sognepræsten. I Kvislemark-Fyrendal var alle lærere seminarieuddannede. Det var ikke i alle stiftets øvrige skoler, hvor man kunne støde på tidligere løjtnanter, sergenter, tidligere købmænd, en sømand og studenter som lærere.
Når biskoppen vile visitere, ankom han til sognet i sin visitatskaret ledsaget af sin tjener. Firspandet blev leveret af amtet eller præsterne. Det var en stor begivenhed når biskoppen kom på visitats, selv om de færreste præster og lærere så frem til at blive gået efter i sømmene. I enkelte sogne ringede man med kirkeklokkerne, når kareten passerede sognegrænsen.
Tre gange nåede biskop J. P.Mynster at komme på visitats i Quislemark-Fiurendal Pastorat. Efter Danske Lov skulle han visitere i sognet hvert tredie år, men det var uoverkommeligt.
Visitatsens forløb
Både ved kirkevisitatser og skolevisitatser fulgte biskop J. P. Mynster et fast skema Ved ankomsten til præstegården ønskede biskoppen at se præsten og skolelærerens embedsbøger, en liste over den konfirmerede ungdom, oplysning om eksamensresultater ved den sidst afholdt eksamen i hver sogns skoler og en fortagnelse over de salmer, den voksne ungdom havde lært.
Gudstjenesten i kirken begyndte kl. 9 præcis. Vasa sacra – alterkalk og disk – fra begge kirker var sat på alteret.
Efter gudstjenesten blev den konfirmerede ungdom katechiseret. Derefter satte børnene fra skolernes 2. klassesig i kirkestolene. De sang et vers af salmebogen.
Skole for skole måtte børnene så stille sig ud på kirkegulvet til katechisation. Det sluttede med, at man sang et vers fra salmebogen. Et bord blev sat ind på kontoret. På denne anbragte hver lærer en liste over børnene i 2. klasse. Børnene havde medbragt deres skrivebøger og salmebøger.
I skolerne mødte børnene fra 1. klasse. Læreren afleverede en liste over børnene. Drengene fra 2. klasse stillede på, hvad bispen kaldte gymnastikpladsen, hvor de sammen med drengene fra 1. klasse skulle aflægge prøve på deres færdigheder. Læg mærke til, at pigerne ikke skulle prøves.
Ved to skoler i Holsteinborg Sogn Rude og Hårslev – var der en gymnastiklærer, vagtmester Brodthagen. Gymnastikpladsen var Golsteinborg Have. Om vinteren foregik i denstore sal på dt store, men meget forfaldne slot, skrev biskpoppen. Ved folketælling i 1834 boede gymnastiklærer H. Brodthagen i et hus i Nyrup.
Skolekommissionernes medlemmer var indbudt til at overvære “skolebørnenes prøvelser”.
Vistiats 1835
Under visitatser overnattede bispen i præstegården. Om sit møde med Kvislemark-Fyrendal Sogn skrev biskoppen senere, at her mødte han et landsog ret comme il faut. – Præsegåren er god og har to velholdte haver . Quislemark Kirke er ret smuk og vel vedlighholdt, men mindre end Fuirendal Kirke, hvorfor visitatserne blev hold i sidstnævnte. Begge Kirker tilhører Holsteinborg. Begge kirkegårde meget pænt holdte, skriverb biskop J. P. Mynster i sin visitatsbog 1835.
Måske lå den ene have i det område, som senere kaldtes lunden. På kort fra 1790 er området betegnet som vænge. For denne antagelse taler, at lunden endnu i 1970´erne havde et veltilrettelagt net af gange, en kæmpestor kastanie og to hjørnehøjninger, hvorfra man kunne kigge ud over landskabet. I kastanietræet havde den unge Balslev´er skåret deres navne, Da pastor Tryde kort før sin afsked i 1861, gjorde boet op, skrev han i en indberetning, at præstegården måtte bruge tørv fra Ljungen som brændsel. Lunden må nok være plantet efter hans afsked.
Der er en forklaring på, at haverne var vel vedligeholdte.Lensgreve F. A, Holstein ansatte to gartnere, der skulle rejse rundt i grevskabet og lære folk om alæg af haver og havedyrkning. Han uddelte gratis frugttræer fra sin træskole. En af de to har nok også været mester for præstegårdshavens fint slyngede gang, buskadser og klart opdelte rum, som der endnu er spor af.
I Kvislemark Skole var der 46 Børn. Læreren, den 34 år gamle seminarist Knud Jørgensen katechiserede meget godt. Særdeles god fremgang. Den indbyrdes undervisning var meget god. I gymnastik gav biskoppen laveste karakter godt.
Skolebygningen var som alle skolebygninger i grevskabet Holsteinborg meget god, skrev biskoppen.
Den 12.juli, 4de søndag efter trinitatis, var der kirkevisitats i Fyrendal Kirke. Kirken var stor og anseelig, har en smuk Altertavle, som skal være malet af Carl v. Mandern, smukke vasa sacra, og et orgel. En talrig menighed af gamle og unge var tilstede.
Sognepræsten Tryde holdt en meget god, kristelig, grundig og smuk prædiken med liv og kraft.
Han katechiserede ret godt. Ungdommen svarede særdeles vel, skrev biskoppen i sin visitatsbog.
Conventrikelvæsen
Biskop J. P. Mynster brød sig ikke om den gudelige bevægelse og grundtviganere,
Han kaldte lidt hånligt Vestre Flakkebjerg Herred for det hellige land. I det stykke havde han en forbundsfælle i pastor Tryde, der også var statskirkemand og bekæmpede de gudelige forsamlinger, mormonisme og gendøberi med næb og kløer.
Efter visitatsen i Skafterup Skole skrev biskop J.P. Mynster, at lærer Torbensen hørte til de opvakte. Katechiserede godt, men med conventrikelvæsen.
Da lærer Torbensen afholdt sognets første gudelige forsamling i Skafterup Skole 1832, fik han læst teksten af pastor Tryde. Havde han meldt ham til birket, kunne det have kostet bøde eller fængselsstraf.
Grev F. A. Holstein-Holsteinborg beskyttede de gudelige forsamlinger. Han rådede læreren til at holde de næste forsamlinger i Bisserup Sogn, hvor sognepræsten havde en mere forstående holdning.
Biskoppen kom igen på visitats i Skafterup Skole 1843. Denne gang fik Torbensen dette sudsmål: “Læreren Søren Torbensen, 46 Aar gl. Sem fra Joenstrup, hører til Prædicanterne i Forsamlingerne, og var tilforn ilde liidt i Menigheden, men skal i øvrigt skikke sig vel, han katechiserer godt, men med endeel Skraal”.
Biskop Mynster beskylder ofte præster og lærere med tilknytning til den gudelige bevægelse at skråle. Mon ikke pastor ryde står bag olysningen om, at han tidligere havde været ilde lidt?.
Moralsk fordærvede børn
Efter lukning af Fuirendal Hospital oprettede lensgreve F.A. Holstein-Holsteinborg den 4. maj 1833 et institut for fattige og forældreløse børn på Fyrendal: nu 8 Piger,
20 Drenge. Forstanderen Stephensen og Kone ere meget agtværdige Folk. Børnene behandles vel, sysselsættes forstandigt, og alt tegner til, at Forehavendet lykkes vel, noterede biskop J.P. Mynster i sin visitatsbog og tilføjede:
Fuirendal er en gammel, nu forfalen Gaard
Fyrendal var oprindeligt enkesæde for lensgrevinder. Denne anvendelse faldt bort da Fuirendal Hospital blev orettet i 1811.
Visitats 1843
Ved næste kirkevisitats i 1843 holdt pastor Tryde en meget god, kristelig prædiken
med mange gribende Steder. Foredraget var frit og hjerteligt, men noget for langsom. Katechisationen ret god. Kirken var fyldt med Mennesker. Den talrige ungdom svarede med megen Færdighed, men lidt for megem remsen..
Kvislemark Skole havde 27 elever. Læreren Jørgensen, seminarist fra Vesterborg
var blevet 42 år gammel. Han var en brav mand, og katechiserede ret godt. Læsning ug, skrivnng mg, religion mg, regning mgx, indbyrdes undervisning. Alle i bogclase mgx, Gymnastik t
Når lærer Jørgensen kun fik bedømmelsen “og katechiserede ret godt”, kan det skyldes, at nogen havde fortalt biskoppen, at han var seminarist fra Vesterborg Seminariun. Biskoppen brød sig ikke om dette seminarium.
Knud Jørgensen blev valgt til sogneforstanderskabet i pastoratet i 1845 og døde i 1847.
Allerede dengang var der aftenskoler. – I pastoratets skoler holdtes aftenlæsning, som temmelig flittig besøges. For det meste skrivning, regning, geografi. Præsten har en vinter læst en aften i hver skole, dels bibellæsning, dels astronomi, som har vakt megen interesse, skrev biskop J.P.Mynster i visitatsbogen.
Visitat 1851
Ved den tredie konstaterede biskop J. P.Mynster, at nu var præstegården helt sat i stand. Haven var stor og smuk. Quislemark Kirke var under hovedreparation. Den kunne efter hans mening blive en smuk kirke. Hvad der ligger bag de ord, fremgår ikke af visitatsdagbogen. Men han havde vist en svagted for støbejernsvinduer.
Kirkevisitationen var igen henlagt til den smukke og vel vedligeholdte Fuirendal Kirke med det smukke orgel.
Pastor Schonning Tryde prædikede oprigtigt og kristeligt, men for langt og vrøvl.somt. Enkelte steder ret gribende. Katechisationen måtte for tidens skyld afkortes. Stemmen er bleven svagere, men foredraget tiltaler ved en vis troskylighed. Den store Kirke var opfyldt med mennesker. Ungdommen svarede særdeles godt med liv, færdighed og eftertanke, står der i visitatsdagbogen.
Ved visitatsen var der 48 børn i Kvislemark Skole. Den 33 årige Jens Bech Bjarnesen hade gået på Jonstrup Seminrium. Biskoppen kaldte ham en ret brav
mand, dog uden synderlig lyst og drift. i læsning mg, skrivning godt, religion godt,
regning mg, skrivning godt, regning godt, indbyrdes undervisning mg og gymnastik godt.
I 1868 dør skolelærer og kirkesanger Bjarnesen i Kvislemark.
Bjarnesen havde som lærer i den nye Bisseruo Skole i 1844 oplevet et visitats.
– Læreren Jens Bech Bjarnesen, 26 år, seminarist fra Joenstrup, skal ikke have lyst til skolefaget, men han har í den senere tid grebet det an med større iver, og
synes at være en flink lærer. Han katechiserede ret godt, skrev Mynster i sin visitatsdagbog. Hvem der har fortlat ham det, fremgår ikke af dagbogen. det har nok været sognepræsten, skolekommissionens formand.
I Bisseruo, Rude og Venslev skoler brugte man ikke indbyrdes undervisning. Måske fori den tidligere skolepatron, lensgreve F. A. Holstein, var kritisk indstillet over for metoden.
Knud Lambert
Kilder:
– J. P. Mynstere visitatsbøger 1825 -1853. Levin & Munksgaard.
Fr. Bagges Kgl. Hofbogtrykkeri, København 1937.
– Til minde om min fader Lensgreve F.C.C.C. Holstein-Holsteinborg, Kbh. 1925..
– Holsteinborg og Kvislemark sogns kirkebøger.
Da præsteboligen brændte
– Præstegården er meget rummelig og stuehuset er af et sådant omfang, at familien har beboet der i mangfoldige år hver med sit værelse og selvstændig indretning. Der er to store haver med jord og mange frugttræer. Forpagteren har særskilt bolig og have, men er indrømmet størstedelen af udhusene og en særskilt lille have.
Det skrev pastor Tryde i en indberetning til provsten i september 1860. Oprindelig lå præstegården i landsbyen Vindinge, som blev nedlagt 1609.
Præstegården blev liggende og første i 1648 eller lige efter flyttet til Kvislemark. En kilde fortæller, at den havde et godt egebindingsværk fra ca. 1650.
Den over 300 år gamle Kvislemark Præstegård brændte 15. oktober 1861 ved 23-tiden. Samtlige bygninger gik op i flammer.
Pastor Raaschou, der havde afløst pastor Tryde 25. maj 1861, hørte først om branden den 19. oktober. Han var rejst over til sit gamle sogn i Viborg Stift for at hente sin familie. Et rygte vil vide, skrev han senere i sin dagbog, at min tjenestepige, kaldet Sonia, var gået op på loftet om aftenen for at hente et æble. Der var ikke hold i rygtet.
Brandårsagen var ikke almindeligt kendt, da sognepræst Aage Lambert-Jensen kom til Kvislemark-Fyrendal Sogn i 1931.
Under et husbesøg spurgte han så den gamle historieberetter Dyvekær, om han kunne fortælle noget om branden.
– Det kan jeg da. Det talte man om, da jeg var barn. Det var en mand, der tidligere havde været forpagter, der satte ild til præstegården. Man fik hans tilståelse på dødslejet, svarede Dyvekær. Han kunne også sætte navn på forpagteren, men det skrev sognepræsten ikke ned.
– Fik man intet reddet?
– Jo, de havde en lang brandhage. Den førte de ind i flammerne og trak tre kister ud.
Både Kvislemark og Fyrendals kirkebøger fra 1622 brændte ved den lejlighed. De var taget i brug 23 år, førend Christian IV gjorde det til en pligt at føre kirkebøger. Det gjorde han først den 20. maj 1645 i et brev til Sjællands Biskop. Heri stod der, at præsten skulle holde rigtig kirkebog med dag og dato for, hvor mange der fødes i sognet, samt hvor mange der vies og dør. Disse bestemmelser blev gentaget i Danske Lov fra 1683.
Mange kirkebøger er gået tabt ved brande eller på grund af fugt. Indtil 1812 blev de kun ført i et eksemplar. Kvislemarks ældst bevarede kirkebog går kun tilbage til 1717.
Den nye præstegård stod færdig til indflytning i december 1862. Den fik brandfri boks til kirkebøgerne. En jernkasse med jern-låge med en tyk skal af mursten. Adgang til den brandfrie boks fik man gennem et indbygget garderobeskab. Lågen sad på skabets bagvæg.
Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen. Han ejede ejendommen Kvislemarkvej 49 indtil 1947.
Både Kvislemarks og Fyrendals kirkebøger fra 1622 brændte ved den lejlighed. De var taget i brug 23 år, førend Christian IV gjorde det til en pligt at føre kirkebøger. Det gjorde han først den 20. maj 1645 i et brev til Sjællands biskop. Heri stod der, at præsterne skulle holde rigtig kirkebog med dag og dato for, hvor mange der fødes i sognet samt hvor mange der vies og dør. Disse bestemmelser blev gentaget i Danske Lov fra 1683.
Knud Lambert (C)
Driften af Præstegårdsjorden
Jorden blev drevet af daværende præster med tjenestefolk indtil 1845. Ved oprettelsen af sogneforstanderskabet i 1841 blev det vedtaget, at der skulle oprettes kontraktansatte præstegårdsforpagtere. Her i sognet fra 1845.
Før folketællinger.
1647-1655 pastor Frederik Klyne (præsteembedet flyttedes fra Vindinge).
1655-1687 pastor anders Klyne
1687-1702 pastor Diderik Grubbe
1702-1706 pastor Mathias Henningsen
1706-1738 pastor Mads Holm
1738-1756 pastor Johan Mentzer
1756-1766 pastor Jacob Hvid
1766-1771 pastor Johannes Stein
1771-1786 pastor Johan Prom
Efter folketællinger. Forløbet kan ses under www.arkivalieronline.dk
Ft. 1787. opslag 5, fam. 28 pator Lucas Kaae Smidt.
Ft. 1801. opslag 2, fam. 1 pastor Heinrich Bøtcher.
Ft. 1834. opslag 4, fam. 17 pastor Claus Schønning Tryde. 1823 til 1861
Ft. 1840. opslag 1, fam. 1 pastor Claus Schønning Tryde.
Ft. 1845. opslag 6, fam. 1 pastor Claus Schønning Tryde.
Præstegårdsforpagtere
Ft. 1845-1860. forpagter Peder Jensen Holme.
Ft. 1870-1880. forpagter Niels Christensen, Arløsetorp. 2 sønner som bestyrere. Christian og Hans Nielsen som boede i forpagterboligen
fra 1880-1885. forpagter Jens Peter Johansen. rejste til Amerika
fra 1885-1889 .forpagter Hans Poulsen, Tåstrup.
fra 1889-1890. forpagter Carl Jørensen, ejede Gielsgård.
fra 1890-1897. forpagter Georg Randrup Hansen.
fra 1897-1920 forpagter Niels Peter Petersen, ejede Korsagergård
Præstegårdsjordens 150 td/l blev 1920 udstykket til statshusmandsbrug, kun 25 td/ blev tilbage til efterfølgende forpagtere.
fra 1921-1933. forpagter Herman & Ida Andersen. overtog Ida A´s barndomshjem.
fra 1933-1947. forpagter Knud & Helga Larsen, Hans Karlo, Karl Aage og Erik rejste til Sandby og overtog Knud L´s barndomshjem.
fra 1947-1990. forpagter Kjær & Karen Iversen, Bodil flyttede til Tornemark,
fra 1990-2007. sidste forpagter Erik & Conni Olsen, flyttede til Slagelse..
Præstegårdsforpagtningen er herefter ophørt. – Bygningerne er solgt pr. 01.01.2008. Menighedsrådet har beholdt jorden og forpagtet den ud til en frugtavler.
Forpagter Jens Peter-Johansen. 1880 -1885.
Forpagter Herman Andersen. 1921 – 1933.
Forpagtere Knud og Helga Larsen. 1933 – 1947.
Forpagtere Kjær og Karen Iversen. 1947 – 1990.
Forpagtere Erik og Connie Olsen. 1990 – 2007. Sidste forpagter.
Præsteboligen og aktiviteterne 1935 -1949
Kvislemark Præstegård bestod oprindeligt af fem længer. De to østlige blev nedrevet i 1920 erne. Efter 1949 brændte den sydlige længe med stalde, lo og forpagterens bolig. Den blev erstattet af et nybyggeri vest for lunden. Den vestlige længe rummede sognepræstens bolig. Længen eller bygningen var 30 meter lang og ti meter bred og opført efter en brand i oktober 1861. Præstegården brændte, mens pastor Peter August Raaschou, der havde overtaget embedet den 25. maj samme år efter pastor Claus Schonning Tryde, var i Jylland for at hente sin familie. Den nordlige længe er formentligt ældre end præsteboligen.
Desværre kender jeg ikke navnet på den arkitekt, som tegnede den smukke og stilsikre præstebolig. Bygningen er af gule mursten med vandrette bånd af røde sten og flade buer af opretstående røde og gule sten over vinduer og døre. Ud mod gårdsiden er der en blind kvist med tre romanske buer i røde mursten og to søjler i gule sten.
I begge gavle er der et indsnit, som krones af en romansk bue, og umiddelbart under den er to mindre romanske buer i røde sten. Inspirationen til de romanske buer kommer måske fra Kvislemark Kirke. Hele indsnittet er indrammet af røde sten.
I selve indsnittet er der placeret to vinduer – et loftsvindue og et vindue indtil til en stue, der blandt andet har været konfirmandstue og kontor. I det firkantede felt mellem de to vinduer er sat en ramme af røde sten og et ligearmet kors. Fem vandrette bånd i røde mursten og trekanter af skråtstillede mursten indgår i udsmykningen af gavlene.
Bygningen hviler på et fundament af kampsten. Støbejernsriste sørger for udluftning. Taget er af røde teglsten og har fire skorstene. De oprindelige skorstene var høje og slanke. De blev senere erstattet af knapt så elegante, tykmavede skorstene. De passer slet ikke til bygningsstilen. Døre og vinduesrammer var malet i brunt og grønt af malermester Sørensen, Tornemark. Min mor havde sans for farvesætning og gik grundigt til værks, når hun sammen med Sørensen skulle finde frem til den helt rigtige nuance. I dag -juli 2005 – er alle døre og vinduesrammer grønne. Dørene er desværre ikke længere i den gamle stil, men vinduerne er.
Akacietræet i haven ragede et godt stykke op over tagryggen. Det var en effektiv lynafleder. Et bælte af brosten strakte sig fra indkørslen ved sydgavlen til den nordre udhuslænge og langs længen ned til dennes østlige gavl. Et tilsvarende bælte af brosten var lagt foran forpagterens længe fra gavl til gavl. Resten af gårdspladsen var belagt med grus. Midt i gården stod der et valnøddetræ, som gik ud efter en hård vinter. Ved træets fod lå en grusbunke, hvor vi og forpagterens sønner legede meget. Brostenene blev senere dækket af sten, så man slap for lugearbejdet. Det foregik med kniv liggende med knæene på en sæk stoppet med halm.
På præsteboligens vestmur ud mod haven groede der vedbend. Den var sej. På et tidspunkt fandt en gren vej gennem murværket og ind i pulterkammeret. På østsiden var der klatreroser. En vin groede op ad sydgavlen. Den satte mange vinduer i de varme somre.
Ved nordgavlen var der i sensommeren og efteråret kasser med æbler dækket af en løs zinkplade. Når proprietær Hansen, Kvislemark, der havde jagten på præstegårdsjorden, eller grev Holstein, Fyrendal, som havde lejet jagten på Ljungen, kom med harer, fasaner eller agerhøns, blev de hængt op på nordgavlen. Uden for hundenes rækkevidde. På sydgavlen var der en vindrue. Den overlevede de hårde fimbulvintre.
Trapperne
Ud mod gårdspladsen var der to granittrapper med grønmalede trægelændere boltet fast i muren. Den sydligste kaldte vi hovedtrappen og den nordligste køkkentrappen. Alle, der skulle tale med præsten, blev venligt, men bestemt henvist til hovedtrappen. Det bestemte var nødvendigt. Nogle folk var nysgerrige efter at se, hvordan præstefamilien havde indrettet sig. Flere havde åbenbart korttidshukommelse. I hver fald forsøgte de mere end en gang at få lov til at gå gennem den private afdeling med en bemærkning om, at det var da nemmere. Familien lagde vægt på lidt privatliv. Det var dengang en selvfølge, at man kunne opsøge sognepræsten dagen igennem og om aftenen. I et par tilfælde blev der også banket på døren efter kl. 22.00, men det var vist i nødsituationer.
Trapperne førte ind til hver sin entre. Entreen ved køkkenet kaldte vi forgangen og gangen mellem spisestue og køkken den lange gang. Mellem forgangen og den lange gang var der en skillevæg af træ malet i en lysebrun farver. I trævæggen var der vinduer placeret over mandshøjde. De gav lidt lys i den lange gang. I den sydligste entre, hovedindgangen, var der langs sydsiden skabe fra loft til gulv. Nederst skabsplads til gangtøj og øverst plads til alt muligt andet. Over for skabene var der en knagerække.
Såvel hoveddøren som køkkendøren var forsynet med messinghåndtag i en blød lueform, som passede godt til hånden, og messingnøglehulsplader. Der var oprindeligt messinghåndtag i alle døre i huset. De blev pudset regelmæssigt. Det tog tid at pudse omkring 30 messinghåndtag. Intet under, at de prosaiske sorte, bakelithåndtag vandt indpas i præstegården.
Køkkentrappen
Skærslippere og vagabonder gik aldrig forgæves til køkkentrappen. De kom år efter år. Min mor havde altid et par knive, der skulle slibes og en madpakke samt lidt småmønt til vagabonderne. De skulle ikke komme forgæves til hendes dør. Man skulle behandle andre mennesker ordentligt og hjælpe til, hvor der var behov for det.
Bad en vagabond om lov til at sove på halmloftet, blev han sendt over til forpagteren. Når han havde afleveret sine tændstikker, fik han anvist en soveplads i halmen. Dengang gik der mange historier om vagabonder, som havde sat ild på en gård, fordi de var blevet jaget af gårde af ejeren og hans hund uden vådt eller tørt.
I oktober 1949 vandrede jeg i Normandiet. Der erfarede jeg selv et par gange, hvordan en vagabond må have følt det, når han blev nægtet et leje i halmen, og hunden blev pudset på ham. Det var ikke, fordi jeg manglede penge. Der var bare ingen overnatningssteder i området. Alt var klamt og vådt. Andre steder blev jeg både inviteret på aftensmad, kaffe og gode samtaler, inden jeg uden tændstikker blev vist over til et natteleje i halmen.
Hver dag kom mælkekusken fra Tornemark Mejeri for at sælge smør, ost og kærnemælk. Han anmeldte sin ankomst ved kraftig ringning med klokken. Den kunne høres helt ind i køkkenet. Sødmælk hentede vi selv hver dag ved forpagterens stalddør. Et par gange om ugen kom der en brødbil fra bagermester Hansen i Tornemark og en fra bageriet i Sandved. En af brødkuskene havde svært ved at sige nej til husmødre, der bad om lidt kredit. Det kostede ham stillingen. Tornemarks to slagtermestre kom regelmæssigt for at sælge kødvarer. Kødet blev skåret ud og vejet på en bismervægt. Fiskemanden ankom på cykel med sine varer anbragt i en kasse på bagagebæreren. Han var leveringsdygtig i friskfangede fisk. Undertiden tilbød han røget makrel eller levende ål. Spegesild og de rædselsfulde klipfisk købte min mor i brugsen.
En gang om året bankede en jysk uldkræmmer på døren. Varerne havde han med i en stor bylt. Den blev lagt op på spisebordet i køkkenet og knuden på det blå klæde løst op. Håndklæder, uldne sokker, uldent undertøj og hovedtørklæder væltede ud over det hele. Alt blev vist frem. Min mor købte altid nogle ting. Når handelen var afsluttet og kaffen drukket, pakkede han alle varerne ind i det blå klæde, bandt en knude, tog sin bylt på nakken og cyklede videre.
Forgangen
Vi havde altid hund i præsteboligen, men kun en ad gangen. Sorgen var stor, når de døde. Den første, granddanoisen Ib, døde efter at have spist noget giftigt. Den næste hund, også en granddanois, King, airedaleterrierne Karo og Jeannie samt schæferen Vicky blev aflivet. Alle hundene blev begravet i et bed med bonderoser ved stangtennispladsen. En gråsort natursten var sat på gravene. Hundene var gode til at holde vagt og passe på os børn, da vi var små. Selv Karo, som vi først fik, da han var to år gammel, blev en ren Kerberos, da min mor satte ham til at passe barnevognen med min søster. Den blev anbragt på forpagterens græsplæne, mens der var vandrehjem, så min søster ikke ustandseligt blev forstyrret af vandrere, der lige skulle kigge og dikke. Kun vi og forpagterens kone kunne komme i nærheden af barnevognen.
I forgangen havde hundene deres soveplads og hvidemaljerede fade til mad og vand. Om natten kunne ingen fremmede færdes omkring trapperne uden, at de gav sig til at gø. Det gav tryghed. I forgangen stod det bord, hvor det cyklende postbud afleverede dagens aviser, Næstved Tidende og Kristeligt Dagblad, og hentede breve til afsendelse. Pengene til porto lå frit fremme. Hundene og postbudet havde det godt med hinanden. Dog tog King en enkelt gang hårdt fat i hans arm. Det var ikke uden grund. Han tabte sin prangerpung med skillemønt. Den ramte den halvsovende King i hovedet, og det opfattede han som et overfald. De blev gode venner igen.
Min mor havde et godt tag i hundene. De gjorde, som hun sagde. Havde de trådt ved siden af, behøvede hun kun at hæve stemmen. Det fik straks synderen til at sænke hoved og hale. Den krøb nærmest hen over gulvet. Hun slog aldrig hundene. De fandt sig også i at blive vasket stående i badekarret. En ting kunne hun ikke lære dem. At de ikke måtte ryste sig godt og grundigt, når de igen var kommet ud på gulvet.
Fra forgangen førte døren til højre ind til et værelse, som blev anvendt som pigeværelse og milestue i en periode, indtil jeg flyttede ind i 1946. Her boede jeg, til jeg blev soldat i 1949. Helt uberørt af, at milen og strygebrættet blev stående. Møblementet bestod af en seng med spiralbund, et par stole, et bord, en bogreol med skab, som jeg selv med lidt hjælp fra snedker Jens Mortensen, Tornemark, havde lavet i husflidsskolen, og en mørkerød kommode. På væggen hang min franske Minierriffel. Den fik jeg udleveret som medlem af den frivillige hjemmeværnsforening, der holdt til på Hindholm Kost- og Realskole.
Køkkenet
Fra den lange gang førte en dør ind til køkkenet. Oprindeligt var der to døre, hvoraf den ene førte ind til et pulterrum, som blev inddraget til badeværelse i trediverne, og en dør ind til spisekammeret. I køkkenet var der en flot, blå tallerkenrække. Den røg desværre ud ved en renovering. Brændekomfuret havde fire ildsteder og en ovn samt en nedsænket beholder med låg til opvarmning af vand. Et messinggelænder var sat på komfuret som beskyttelsesforanstaltning. Krogen til ildstedernes ringe var anbragt på gelænderet. Det blev pudset mindst en gang om ugen. Langs nordsiden var der et køkkenbord med underskabe. Det gik fra væg til væg. Bordpladen var af hård, brun masonit. Træfladerne var ferniseret og stod i en gul farve.
Da mine forældre kom til Kvislemark i 1931, var der en håndpumpe ved køkkenvasken. Vand blev først indlagt i trediverne. Komfuret stod op ad køkkenets sydvæg. Det var forsynet med et messinggelænder. Det blev pudset tit. Brændet lå klar i en kurv af pileflet. Endvidere var der et spisebord, stole og en høkasse lavet af en ældre tømrer fra Tornemark. Vist nok Peter Jensen. Han bevægede sig altid på apostlenes heste med værktøj til og fra præstegården.
Til daglig spiste vi i køkkenet både morgen og middag. Havemændene spiste med. Jeg er lidt usikker på, om vi til dagligt spiste til aften i spisestuen. Lørdag og søndag spiste vi vist altid til middag og aften i spisestuen. Det var besværligt. Alt skulle bæres gennem den lange gang.
300 kvadratmeter loft
Adgang til loftet skete ad en trappe lige ud for døren ind til værelset ved badeværelset. Øverst oppe var der en kasseagtig overbygning med dør. Loftet var uden skillevægge og med frit udsyn til bjælker og tagsten. Det blev brugt som tørrerum og til opbevaring af møbler med mere.
Mine oldeforældres klædeskab fra slægtsgården i Nordrupvester stod her. Det blev en lille smule skadet i det ene hjørne, da gården brændte i 1940. Skabet var fra 1800-tallets sidste halvdel.
Om sommeren blev loftet brugt til fremstilling af en slags rygeost med kommen. Den smagte godt. Mellem bjælkerne var der spændt tørresnore. De blev taget i brug, når tørrepladsen ikke var anvendelig på grund af årstid og vejr. Tørrepladsen lå på en græsplæne nord for præsteboligen.
Ovenpå overbygningen over trappen lå der i en periode under krigen illegale blade. De endte i en mælkejunge. 1944 eller 1945 blev den nedgravet i havens nordøstligste hjørne. Her blev alt haveaffald og andet affald deponeret.
Den brandfri boks
I værelset ved badeværelset var adgangen til den brandfri boks. Lågen var skjult bag døren i et indbygget garderobeskab og af det ophængte gangtøj. Jernboksen var omgivet af et tykt lag mursten. Her blev sognets kirkebøger opbevaret. Værelset blev opvarmet af en brændeovn. Her boede jeg under krigen. Siden fik Niels og Anders dette værelse. Det kunne være noget af en prøvelse at bo her, hvis man satte pris på ro. Alle, og det var et par år omkring ti personer skulle gennem værelset for at komme ind i badeværelset. Kun dette værelse, konfirmandstuen og havestuen havde to fag vinduer. Midt i den lange gang var der en dør indtil et værelse, der blev brugt som pigeværelse i en periode og som drengeværelse i anden. Det havde ikke dobbeltvinduer. Det blev opvarmet af en gammeldags kakkelovn til venstre for døren.
Kælder og pulterkammer
Tarmen på den lange gang havde tre døre. En dør gav adgang til kældertrappen. Den var ikke forsynet med gelænder! Det første kælderrum blev brugt til kul og koks. Her var der også en lille muret brønd i halvmåneform med lidt vand. Hvad den gjorde godt for, ved jeg ikke. Min mor fik hurtigt fjernet tudserne fra det efter indflytningen, fortalte min far.
Det andet rum blev brugt som viktualiekælder og til opbevaring af æbler. Rummet var forsynet med et stativ med brede hylder. Her lå æblerne og en tønde med min fars hjemmebryggede øl. Ingredienserne købte han af en tidligere lærer Fyner, Næstved. Fyner blev afskediget på grund af børnelammelse. For at skaffe penge til dagen og vejen gav han sig til at fremstille ingredienser til hjemmebrygning. De blev solgt i pakker på størrelse med en tændstikæske. Fyner havde sommerhus ved Bisserup Strand. Gennem meget små vinduer fik man et kig ud i haven. Gule mursten dannede gulv i begge rum.
En anden dør førte ind til pulterkammeret. Det blev brugt til opbevaring af sko og skopudsning. Det sidste var selvfølgeligt pigearbejde. Vi børn svinede for meget, mente min mor. Som teenagere og efter, at Hindholmdrengene var kommet til, fik vi dog lov at børste sko iført det i rummet ophængte forklæde. I rummets vestligste del var der en muret forhøjning – noget over en meter, vil jeg tro. Inde i den forhøjning var den brandfri boks.
Børneværelset
Den tredje dør førte ind til præstegårdens børneværelse. Det havde sin egen varmekilde og blev i de kolde vintre under besættelsen brugt som dagligstue. Østenvinden og træk gjorde det undertiden umuligt at opvarme spisestuen tilstrækkeligt. Fra børneværelset var der en dør ind til mine forældres soveværelse, som ikke havde egen varmekilde.
Den sydligste dør i den lange gang førte ind i spisestuen. Fine kradsemærker i døren afslørede, at hundene havde været på gale veje. De fleste hunde kunne godt åbne døren, selvom det var strengt forbudt. Deres problem var blot, at de ikke kunne lukke døren igen. Et forsigtigt krads eller puf på dørhåndtaget signalerede, at nu ville hunden også gerne ind i spisestuens varme og have lidt selskab.
Spisestuen
I spisestuens nordvæg var der tre døre. En førte ud til den lange gang og to ind til de indbyggede skabe. En slags forrådsskabe til æblemost, syltede ting og sager samt porcelæn. Her stod også min mors kniplebræt. Hun havde forsynet alle hovedpuder med navnetræk og en del hovedpuder med kniplinger.
Oprindeligt havde spisestuen en kamin muret af munkesten! Hvor de stammede fra, vidste ingen. Kirkerne var selvfølgelig en mulighed. Da jeg engang gravede i en forhøjning ca. otte meter nord for køkkengavlen, stødte jeg i omkring en meters dybde på løse munkesten. Jeg fandt ingen murrester. Måske skulle jeg have gravet dybere. På kaminen stod min mormors kobberkedel. Kaminen blev udskiftet med en dueblå kakkelovn med plads til en vandkedel. Den kunne stikkes ind gennem fyringshullet. Det var rart som dreng at ligge oven på de lune munkesten. I væggen ind til mine forældres soveværelse var en rist, således at lidt varme fra spisestuen kunne slippe derind. En dør førte ind til soveværelset.
Møblementet var en skænk med skuffer og sideskabe, et skuffedarium, bord og stole. Alt i nøddetræ. Gedigent håndværk med udskæringer. I skænken var der en særlig skuffe inddelt i rum og foret med grøn filt til det tretårnede sølvtøj. Mønstret var en muslingeskal, et gammelt religiøst symbol. Resten af skænken blev brugt til glas, duge og servietter i damask. På skænken stod to trearmede lysestager, kaffekande, sukkerskål, flødekande og bakke. Selvfølgelig i sølv. Kaffeservicet skænkede sognets ældre mine forældre til jul 1935. Omkring spisebordet kunne der sidde tolv voksne, når udtrækspladerne var taget i brug. Lyset kom fra en håndsmedet, sort lysekrone i jugendstil. Desværre havde jeg ikke plads til at overtage det flotte møblement ved min fars død.
Mellem dørene ind til de indbyggede skabe stod en brun bogreol lavet af snedkermester Jensen i Tornemark. Her opbevarede min mor nogle af sine bøger. Hun samlede på førsteudgaver af Kaj Munk. Endeligt var der et tebord på hjul og et lille bord med en radio. Kassen var af brunt bakelit. Den var fortrinlig til aflytning af BBC under krigen. Det gjorde jeg med mine forældres viden, men med besked om, at jeg skulle holde mund med det.
Jeg lyttede til Vera Lynn, særmeldinger, om invasionen i 1944 og de berømte reportager fra Arnhem senere udsendt på grammofonplader og ofte genudsendt. Dommene i Nürnberg processen hørte jeg også her. Ordene “Hermann Göring – Tod durch den Strang” bed sig fast.
Mange aflyttede BBC’s danske udsendelser, selvom det var forbudt. Det tog man ikke så nøje. Forståelsen for “security” var ikke særligt udbredt på landet. Da min far efter et arrangement i Missionshuset gik ud i entreen, så han til sin rædsel en i øvrigt meget fornuftig mand og frihedskæmper stå og dele uddele illegale blade til folk. Manden havde lidt svært ved at forstå min fars skarpe ord, men han pakkede da bladene sammen. I en nabolandsby havde jeg en kammerat, som flittigt aflyttede BBC på sit værelse og nu og da fik fat i et illegalt blad. Det rørte ham overhovedet ikke, at søsteren tit besøgte Sommerkorpsets vagter i Førslev. De skulle bevogte feltflyvepladsen mellem Førslev og Kohaven. Pladsen blev i øvrigt aldrig færdiggjort. Men tyskerne nåede da at rive et par huse vejen mellem Arløse og Førslev ned. En eller to gange landede et tysk fly på pladsen.
Når vi havde spist om aftenen, samlede min mor os børn og husassistenten i spisestuen. Min mor og husassistenten stoppede strømper, hæklede, strikkede, syede og stoppede strømper. Dengang syede enhver pige med respekt for sig selv sit eget udstyr. Hunden fik lov til at ligge ved kamin eller kakkelovnen. Når den ville ud, stillede den sig pænt op ved døren ud til den lange gang og ventede på, at døren blev åbnet. Det kunne den ellers godt selv, men det var jo forbudt.
Efter krigen kom Hindholmdrengene Billy, Niels, Ib, Anders og en til, hvis navn jeg har glemt, til. – og husassistenten i spisestuen. Der blev spillet meget matador og ludo samt Sorte Per ved det bord, når lektierne var lavet. Ib og drengen, hvis navn jeg ikke kan huske, kom fra Grønland. Ibs far var kolonibestyrer på Sukkertoppen, Den andens far var ansat ved kryolitbruddet. Ib havde leget med de grønlandske børn og kunne lidt af sproget, mens den anden dreng aldrig havde været i kontakt med andre grønlændere end husassistenten. Vi var lidt imponerede over begge drenges amerikanske og canadiske overtøj. Storternet uld og smart. Det var kvalitet.
I sydvæggen førte en dør ind til min fars studereværelset, som også blev kaldt kontoret. I væggen til venstre for døren var der fastskruet et gammelt telefonapparatur med taletragt og sort hørerør samt en lille skrivepult. Opringningerne gav en forfærdelig larm. De kunne høres i hele huset. Og telefonen blev taget hver gang. Det hørte med i husets kultur.
Kontoret
Kontoret var møbleret med sorte egetræsreoler, et sort egetræsskrivebord med udskæringer på døre og skuffer, et kartoteksskab, som jeg nu har, sorte runde egetræsborde, sofa – senere en fra Chr. VHF s tid – og lænestole i solidt grågrønt betræk. Den helt uundværlige skrivemaskine stod på skrivebordet. Husets første sorte telefon uden drejeskive fik sin plads ved skrivebordet. På væggen var ud over malerier ophængt min oldefars medaljer monteret på en fløjlspude, barometer og termometer. Henne ved brændeovnen stod en lænestol og en standerlampe i jugendstil og håndsmedet. I kontoret modtog min far sognebørn og andre, der kom for at blive gift, at få børn døbt eller drøfte andre anliggender. Hvad der egentlig skete og blev sagt i det kontor, når andre anliggender stod på dagsordenen var en velbevaret hemmelighed. Også for familien.
Ikke alle brød sig om, at andre skulle se, at de havde opsøgt sognepræsten. Derfor bankede de først på døren efter mørkets frembrud. Med og uden forudgående aftale.
Min far tog sin tavshedspligt meget alvorligt. Både mens han var i embede og også som pastor emeritus. Det har naturligvis ikke forhindret, at jeg har erfaret et og andet fra anden side. Den pudsigste var den om gårdejeren, der lige lagde vejen ind om brugsen for at underholde brugsmanden og kunderne med, at nu var målet fuldt. Han var på vej op til præsten for at melde sig ud af folkekirken. Hvad han var utilfreds med, har jeg glemt. Det var næppe gudstjenesterne, for han satte mig bekendt aldrig sin fod i kirken. Den gode mand bankede på døren, kom i kontoret og fremførte sit ærinde. Min far kiggede lidt i papirerne og oplyste ham om, at han aldrig havde været medlem af folkekirken. Han tilhørte en frimenighed, før han flyttede til Kvislemark. Den stakkels mand havde i alle årene i Kvislemark betalt kirkeskat. Men den sag måtte han gå til sognerådet med.
Betingelsen for at komme ind i kontoret – studereværelset – var, at man kunne sidde stille og læse. Jeg fik læst meget i Berlingske Tidendes Leksikon, Dansk Biografisk Leksikon, Evald Tang Kristensens bøger, Troels Lund “Dagligt liv i Norden”, Maria Boisen “Rejse gennem Danmark”, Valdemar Schmidt: Assyriens og Ægyptens gamle historie og så videre. Det kneb lidt mere med at læse S. V. Wibergs: Almindelig dansk præstehistorie. Den var nemlig trykt med gotiske bogstaver. I reolen henne ved brændeovnen var et par bøger med beretninger fra de tyske koncentrationslejre i trediverne.
Lørdag aften var det helt umuligt at komme ind i kontoret. Min far skulle have ro til at skrive sine prædikener.
Ved særlige lejligheder samledes familien i kontoret om kaffebordet. Hunden fik lov til at ligge under skrivebordet. Hvis der kom nogen ude i gården, gav den lidt lyd fra sig og bevægede sig hurtigt hen til døren, men det var i orden. Den var jo en vagthund.
Konfirmandstue, soverum og studereværelse
Fra kontoret førte en dør ud til hovedindgangen med de indbyggede skabe. I et af overskabene lå min fars håndskrevne prædikener bundtet. Kassetten med sognepræst Adolf Thiels manuskripter til prædikener stod inde i en af bogreolerne. Manuskripterne er håndskrevne. Præstekjolen og den høje hat blev opbevaret i et af underskabene. På den vestre væg var et spejl fra min mors barndomshjem. Under spejlet stod en blå lågkiste fra 1859.
Adgang til den sydligste, større stue fik man fra hovedindgangen. Den havde et fag vinduer i den østlige side og et andet i den sydlige. På et tidspunkt flyttede min far konfirmandundervisningen fra den oprindelige konfirmandstue ved vaskehuset til denne stue. Årstallet har jeg ingen erindring om. Den blev møbleret med nogle stive bænke forsynet med ryglæn. Stuen har også været brugt som soverum af piger og kvinder, da der var vandrehjem i præstegården, og til den søndagsskole, min mor drev nogle år. Den lokale Røde Korsafdeling har også holdt samaritterkurser her.
Under efterårsøvelserne i 1946 eller 1947 var en kaptajn og kompagnichef indkvarteret her. Det var dengang kompagnichefer kørte rundt i en varevogntype kaldet Utility. Kaptajnen talte meget om, at han skulle afskediges, når han fyldte 52 år. Det var han lidt bekymret over. Han endte som oberst og chef for Sjællandske Trænregiment.
Før 1963 blev kontoret flyttet over i denne langt større stue. Konfirmandundervisningen var flyttet til centralskolen i Tornemark. Hvornår den blev flyttet, ved jeg ikke. Stuen blev opvarmet af en brændeovn.
Havestuen og gæsteværelset
Fra kontorets sydvestlige hjørne førte en dør ind til havestuen, hvor der i 1935 var kontor. Det erindrer jeg ikke. Men det fremgår klart af et foto taget i 1935. Havestuen var udstyret med kakkelovn. Den blev brugt om sommeren, når jeg blev nødtvunget skulle øve mig på orglet, ved juletid, præstekonventer, familiefester og andre større selskabelige sammenkomster.
Min fars violin hang på væggen sammen med en række gode raderinger med bymotiver. Gardinerne var lyse og nærmest gennemsigtige. Det er vel lidt overflødigt at skrive, at her var der også bogreoler.
I det sydøstlige hjørne førte en dør ind til det store kontor og en anden til gæsteværelset. Det var møbleret med et smukt udskåret karlekammerskab, et servantebord med sort-hvid marmorplade og en seng samt et lille bord. Alt holdt i blå farve. I en ganske kort periode havde jeg værelse her.
På den lille plæne ved sydgavlen stod en agave i et stort trækar. Den blev hvert efterår båret ind i havestuen, hvor den overvintrede. Det krævede to stærke mænd. Et år gik agaven i blomst og døde.
Fra havestuen førte en dør ud til en grøn træveranda opført i den stil, som var gængs ved 1900-tallets begyndelse. I dag havde den været bevaringsværdig. Verandaen var overgroet med vildvin. Megen sol slap der ikke ind. Den blev desværre erstattet af en alt for lille terrasse med mur. Et skrækkeligt brud på husets arkitektur. Nærmest uanvendelig som terrasse for mere end en person. Det var, så vidt jeg har forstået, spareiver, der førte til det skammelige resultat.
Samme spareiver førte senere til, at den nedslidte granittrædesten ved Kvislemark Kirkes våbenhus blev erstattet af terrazzo. Min far var bortrejst. Men her skred Nationalmuseet ind. Det var nok med terrazzo i præsteboligens badeværelse. Terrazzoen blev erstattet af mursten lagt på siden i et enkelt mønster. Våbenhuset har et gulv af gule mursten, som er lagt på den store flade. Gulvbelægningen inde i selve kirken er firkantede, gule fliser. Farvemæssigt er der harmoni, men et stilbrud er det. Det er synd og skam, at man ikke ville betale for en trappesten i rødgrå granit.
Men præsteboligen skulle holdes
Præsteboligen og resten af præstegården med have og lund var et verdsligt paradis set med børns og gæster øjne. Men det kostede slid at holde hus og have. Støvaftørring, pudsning af dørhåndtag og vinduer, fejning og vask af gulve, støvsugning, tømning af brændeovne og kakkelovne for aske, og madlavning samt andre praktiske gøremål tog tid og kræfter.
Min mor sled sig selv op på at holde alt pænt, rent og præsentabelt samt varetage de værtindepligter, der dengang påhvilede præstefruer. Det var alt fra servering af kaffe og brød til besøgende sognebørn og menighedsråd til frokost og middage for deltagere i præstekonventeme, hvor herrerne var i kjole og hvidt og damerne i lange kjoler, provst, biskop, orgelbygger med flere. Orgelbyggeren fik både fuld pension og et værelse stillet til rådighed, da Kvislemark Kirke fik et nyt orgel. Heldigvis kunne større arrangementer som det årlige besøg af Aage Falk Hansens arbejderhustruer med Bodil Neergaard, Fuglsang, i spidsen og vandreraftener for unge, der kom helt fra Skælskør, Slagelse, Sorø, Ringsted og Næstved på cykel, bål, lege og sodavand holdes i haven.
I trediverne og fyrrerne samt vistnok i begyndelsen af halvtresserne havde min mor husassistent, to i vandrehjemsperioden. Senere fik hun rengøringskone. Hver fjortende dag kom fru Madsen, og klarede storvasken i vaskehuset med bistand fra min mor og husassistenterne. De stod for ophængning af vasketøjet på tørreplads og loft. Efter aftensmaden cyklede fru Madsen hjem til Nyrup. I mørketiden med tændt karbidlygte. Når tøjet var tørt, skulle det stænkes, rulles og stryges. Det tog dage.
Udskiftning af de smukke, gamle vinduer med panoramavinduer og overgangen til olieopfyring lettede min mors hverdag meget. Det skete i 1950’erne. Samtidigt blev vasketøjet sendt på vaskeri. Først i 1963 fik min mor installeret en vaskemaskine.
Under et kort besøg i juli 2005 konstaterede jeg med glæde, at de æstetisk rædselsfulde panoramavinduer er blevet erstattet af vinduer i den oprindelige stil. Til gengæld har man været uheldig ved valg af nye døre til østsiden. Dørene passer overhovedet ikke ind i bygningsstilen. De gamle døre var gedigent håndværk, hvor der var kælet for detaljen. De nye er smagløse industriprodukter.
Der gik meget brænde til opvarmning af stuerne og komfuret. Hovedparten af brændet kom fra lunden. Min far deltog selv i fældning af træer, opsavning og fiækning af brændet. Oxholm og andre, hvis navne jeg har glemt, var med i dette arbejde.
I trediverne huggede vor elskelige havemand, Hans Andersen, sammen med sin nabo, hvis navn jeg har glemt, ris og brænde til komfuret på pladsen ved nordgavlen. Her stod der to huggeblokke og brændestakke. Der var også brænde i det åbne skur på pladsen. Hans Andersen og naboen var samtidigt havemænd. Når Hans Andersen havde spist, gik han hjem for at høre radioavis. Undertiden var jeg med. Radioen havde ingen højtaler, men hovedtelefoner. De blev lagt i et vandfad, så vi begge kunne lytte. Jeg forstod ikke meget af det sagte. Men hjemmefra havde jeg lært, at når de voksne hørte radioavis, skulle børn tie. Og det gjorde jeg.
Da Hans Andersen flyttede fra det gule hus til alderdomshjemmet i Tornemark, overtog skomager Jens Hansen hvervet som havemand. Først og fremmest pasningen af den store køkkenhave. Det gule hus lå ved havens nordvestlige hjørne. Hans Andersen havde tidligere været gartner på Førslevgård og blev begravet på kirkegården i Førslev. Jeg søgte forgæves efter hans gravsted i midten af firserne.
Knud Lambert, 28. august 2005.(C)