Kirker

Kvislemark og Fyrendal kirker

Kvislemark Kirkes restaurering.
Kirken blev restaureret i1972. Lågerne til stoleværket havde været opmaganiseret på kirkeloftet, måske fra en mindre restaurering i 1886. Disse blev taget frem og malet i de nye farver og derefter anvendt igen. Alt inventar blev nymalet i nye friske farver. Nye lysamaturer i stedet for de gamle lysekroner. Den største dog bevaret og ophængt i våbenhuset, Korbuekrucifikset har desværre været tabt og gået itu før restaureringen.
Der var allerede et pedalorgel i 1700-tallet, som den daværende degn spillede på. Hvornår det første pibeorgel blev opsat vides ikke, men 1980 blev der installeret et ny, fabrikat STARUP. Kakkelovnen var tidligere blevet udskiftet med lcentralvarme. Det gam-le kapel syd for kirken blev nedrevet omkr. 1991. Desværre findes der ingen billeder af dette. Det var i røde mursten med et hvidt kors over døren indbygget i murstenene. De gamle kapeller forsvandt, da det blev stillet krav fra myndighederne om bedre forhold for gravere.
Et nyt blev opført sv. for kirken indeholdende kisterum, opholdsrum, bad/toilet samt redskabsrum.
KOC. (C)

De nye farver.
Kunstneren Ernst Trier har stået for farvesammensætningen på Kvislemark Kirkes prædikestol, lydhimmel, døbefond og altertavle ved restaureringen, begyndelsen af 1970´erne.
Han var farvekonsulent for kirker under Kirkeministeriet of Nationalmuseet i ca. 30 år.
I 1939 fik han svendebrev som maler. 1939-1944 gik han på Kunstakademiet, hvor han blev undervist af professorerne Sigurd Wande og Aksel Jørgensen.
Han har malet flere altertavler, tegnet en døbefont til en færøsk kirke, lavet udkast til messehageler og blandt andet farvesat Tveje Merløse Kirkes indre og i Vind Kirke farvesat prædikestolen.
Ernst Triers bedstefar var forstander Ernst Johannes Trier, Vallekilde Højskole. Højskolen blev oprettet i 1865 og et kulturelt sam-ingssted i Odsherred. Fire generationer af hans efterkommere blev billedkunstnere og bevarede tilknytningen til Vallekilde Højskole. Det gælder også sønnen Troels Trier (1879-1963), sønnesønnerne Holmer Trier (1916-1999) og Ernst Trier (1920-1979) samt oldebørnene Dea Trier Mørch /1941-2001) og Troels Trier (født 1940).
Ernst Trier døde 1979 59 år gammel i Sevel.
K. Lambert, (C)

Se indlagte billeder.

Kvislemark Kirkes restaurering 1886.
Inventaret har antageligt været i en mørkebrun farve, og er så blevet malet i en lys og mellembrun farve. Kun alteret og prædikestol beholdt den gamle brune farve.
Ved restaureringen i 1972 fandt man på bagsiden af prædikestolens top følgende nedskrevet:
1886
blev denne Kirke malet af Hasenkam fra Holsteinborg.
set i Folketælling 1880 Holsteinborg, under Sterrede og Rude.
Peter Outzen Hasenkam, 50 år, ugift, står som maler, havde husbestyrerinde
Albert Andersen fra Kjøbenhavn. sikkert ekspertbistand.
set i i Foketælling 1890 Fyrendal, under Skafterup.
V. Hansen, Skafterup.
Viggo Madevig Hansen, 20 år, står som malersvend (sikkert lærling) forældre: lærer ved Skafterup Skole Karl Emil Hansen, 60 år, Skafterup Skole og husmoder Julie Marie fdt. Rasmussen, 51 år, flere børn.
KOC

Billeder fra restaureringen 1972 taget af daværende pastor Aa. Lambert-Jensen:

Kirke renovering 1972

Kirke renovering 1972

Kirke renovering - hilsen fundet i 1972 fra tidl. renovering i 1886
Dette billede viser en tidligere restaurering. Fundet under restaureringen i 1972. KOC (C)

Kirkevejen fra præstegården
Kvislemark Kirke og tidligere klokkerbolig. foto: Aa Lambert-Jensen, (C)

Kvislemark Kirke i 2006
Kvislemark Kirke anno 2006

Kvislemark Kirke
Kvislemark Kirke. Parti mod Koret. foto: K.Lambert. (C)

Altertavlen
Altertavle. foto: K. Lambert. (C)

Døbefonten
Døbefont. foto: K. Lambert. (C) Læs nederst under supplerende oplysninger.

Kalkmalerier
Kalkmalerier af Kongstedmaleren. Læs mere om hans virke under kalkmalerierne.
På nordvæggen apostelfigurer: 1) med bog, 2) Andreas, 3) Peter, 4) ødelagt, planteslyng og rosetter.
Foto: K. Lambert. (C)

Pibeorgel
Starup pibeorgel fra 1980. foto: KOC. (C)

Lysekrone
I kirken fandtes tre messinglysekroner, der blev udskiftet ved restaureringen i 1972. To mindre findes ikke. Den store der består af to kranse med hver otte arme = 16 lys. På kuglen er indgraveret 5. maj 1945 for indsamlet beløb til minde om 2. verdenskrigs slutning. Desværre blev den ved restaureringen i 1972 kun ophængt i våbenhuset. foto: KOC. (C)

Pengeblok
Pengeblok, lille jernbeslået vistnok fra 1700´erne foto: KOC. (C)

Pengebøsser
Pengebøsser, fotograferet på rette plads 2007. Fundet på tårnloftet efter 35 år. foto: KOC (C)

Krusifics
Et lille mesingkrucifiks har helt sin egen historie. Det er ophængt på muren op til prædikestolen. Læs mere under supplerende oplysninger.

Krucifiks
Korbuekrucifiks – eg i renaissance, 65 cm højt, lukkede øjne, halvt åbne hænder, lille med reb omvundet lændeklæde. Korset i mørkebrun farve. Figuren keramik brændt ler med glasur i farver. Normalt plejer figuren også være af træ. Det vides ikke hvem der har fremstillet det.
Farver: lyse- og mellembrun. Desværre blev det i 1972 ved nedtagning tabt og figuren ødelagt. Et nyt er 2011 underfremstilling af asketræ fra præstegårdshaven. KOC
foto: Aa. Lambert-Jensen. (C)

Kvislemark Kirke
Parti mod koret. Farver på stolerækkerne var lyse- og mellembrune. Altertavle og prædikestol dog mørkebrune.
Bemærk adventskransen.
Foto; Aa. Lambert-Jensen. (C)

Forbudt begravelsesskik overlevede i mere end 300 år.
Den gamle rundgangsskik ved begravelser blev forbudt i 1500-tallet og 1600-tallet. Men de sidste rester af skikken holdt sig i Kvislemark til en gang i 1950´erne. Skikken kendes fra hele Norden og Holsten. Oprindelig blev kisten båret tre gange omkring kirken. Skikken menes at gå tilbage til hedensk tid, hvor man måske har båret den afdøde tre gange rundt om gravhøjen, inden han blev lagt i graven. Den katolske kirke fortolkede skikken, som noget man gjorde for at ære treenigheden.
Under landemodet på Fyn i 1591 blev skikken forbudt. Begrundelserne var, at den skik brugte man ikke i København; og i øvrigt, var den blevet forbudt ved kongelig befaling. Forbudet blev kun tøvende respekteret. I første omgang gik man over til kun at bære kisten en gang rundt om kirken. I Ry i Nørrejylland holdt man fast ved tre rundgange endnu i 1893. Seks år senere blev en afdød garders kiste efter egnens skik båret en gang rundt om en nordsjællandsk kirke.
Under et husbesøg hos Dyvekær stillede sognepræst Aage Lambert-Jensen dette spørgsmål:
– Vi har en skik her i sognet ved begravelser. Den dag, kisten sættes i kapel, føres den rundt om den ene halvdel af kirken, og ved jordefæstelsen om den anden. Hvorfor gør man det ?
– Det ved jeg ikke, men det har vi altid gjort, svarede Dyvekær.
I et udateret notat skrev sognepræsten senere.
“Det er interessant og overraskende, at jeg har fundet en kongelig forordning af 1617. Kongen har erfaret, at man den hedenske skik at bære kisten rundt om kirken. Det forbydes herved. Trods forbuddet fra kong Christian IV har denne begravelsesskik altså overlevet og været brugt ved formodenlig alle begravelser i over 300 år”.
Christian IV selv havde måske ikke den store respekt for det kongelige påbud, eller også havde han glemt det. I hvert fald gik han i 1627 lige efter grev Rantzaus kiste, da den erter sædvane blev båret en gang rundt om kirken. I Skåne var kongens forbud mod rundgangsskikken heller ikke slået igennem. Som led i den kirkelige forsvenskning af Skåne, Halland og Blekinge forbød den svenske konge efter 1679 blandt andet rundgangsskikken og tændt alterlys.
Da Dyvekær skulle begraves, sagde sognepræsten til graveren:
– Nu bruger vi den gamle skik for sidste gang. Når vi har båret den gamle sagnfortællers kiste omkring kirken og til graven, skal den ikke bruges mere.
Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen. Han ejede ejendommen Kvislemarkvej 49 indtil 1947.
Kilde: Notat af pastor Aa. Lambert
Læst i Kirkebogen
Den 9. april 1816 døde den 78 – årige Anne Kirstine Rasmusdatter, fattiglem. Begravet syv dage senere.
Den 31. januar 1818 dør den 79 – årige Kirsten Hansdatter, gårdmandsenke. Begravet 9. fabruar.
Den 14. april 1820 dør Ellen Sørensdatter 65 – år gammel. En fattig enke. Hun blev begravet 6 dage senere.
10. august 1823 dør fattiglem Kirsten Peiters, 73 år gammel.
9. november 1823 dør Anne Nielsdatter. Gårdmand Peter Madsens hustru 29 år gammel. Hun dør i barselsseng.
21. mak 1829 dør Mette Hansdatter, aftægtsenke efter gårdmand Hans Jensen, 73 år gammel. En agtværdig kone i flere henseender.
18. juni dør Maren Sofie Larsdatter. Enke efter husmand Lars Pedersen, 1/4 år, var antagen i plejde hos gårdmand Anders Pedersen i Quislemark.
25. juli 1861 dør Karen Kristensdatter, 77 år gammel, husmandsenke og fattiglem i Quislemark.
21. juli 1890 dør Karen Marie Engelbrechtsen, 72 år ugift fattiglem i Kvislemark.
.1. maj 1886 døde den 54 – årige Ellen Korfitzdatter, efter at have været sprunget af en vogn, hvis hest var løbsk.
5. maj 1887 døde Anne Kirstine Josifine Hansen, 4 måneder gammel. Hun var datter af ugift tjenestepige af Spjellerup Gunva Josefine Amalie Kristiansen og i pleje hos indsidder Niels Madsen i Teglværkshuset.
Den 10. december døde den 50-årige Kristian Hansen. Hsn var arbejdskarl uden fast opholdssted og ugift. Han blev fundet død om morgenen i sengen i Menstrup Kro. Dødsfaldet en følge af druk.
Den 10. maj 1889 døde proprietær i Kvislemark Karl Henrik Vilhelm Jørgensen, 40 år. Død efter mishandling af en tyr.
Nådensbrød
Rasmus Jensen døde den 5. juni 1856 og blev begravet 11. juli. Han fik nådens brød i præstegården, hvor han havde tjent og opholdt sig i 27 år. Døde ved strikken som selvmorder. Muligvis af livslede. Blev begravet uden jordpåkastelse. Ordene
står at læse i Kvislemark Sogns kirkebog 1813-61. De er skrevet af daværende sognepræst, Claus S. Tryde.
Ved folketælling i 1834 er Rasmus Jensen betegnet som enkemand og opført under præstegårdnes tjenestefolk. Det fremgår ikke af kirkebogen om Rasmus Jensen blev begravet på kirkegården.
Efter Christian V´s Danske Lov af 1883 måtte selvmordere ikke begraves i indviet jord, i stedet blev de begravet udenfor kirkemuren. Nogle steder ble de begravet i det tøj, de var, da de blev fundet. Undetiden kom strikken, den døde havde hængt sig i, kniven , der blev brugt til at skære rebet over, og en spån fra bjælken, rebet var fastgjort i, med i kisten. Forbudet mod begravelse i indviet jord gjaldt i princippet til 1867.

Beskrivelse af Kvislemark Kirke
Kirken omtales i Roskildebispens Jordebog o. 1370 og havde sammen med Arløse en halv Plovs Land, men hver Kirke svarede 12 Øre. 1460 havde Bispen Jus patronatus , der senere kom til Ærkeherredømmet i Roskilde Domkapitel. 2. April 1650 fik Gunde Ro-senkrantz til Vindinge (det senere Fyrendal) tilskødet Patronatsretten af Roskilde Kapitel, paa hvis vegne Kongen handlede. Sene-re komKirken under Holsteinborg og overgik til Selveje 28. Juli 1915. 1647 nævnes Kirken som Anneks til Fyrendal, men da Vin-dinge By nedlagdes, blev Kvislemark Hovedsognet.
Kirken ligger paa en ganske flad Højning i Byens sydøstre Udkant. Kirkegaarden er udvidet mod Syd, Hegnsmuren er paa Syd-øst-Hjørnet og endel af Nordsíden middelalderlig Munkestensmur, hvidtet og tildels dækket af Munketegl.
Bygningen bestaar af Kor og Skib i Overgangsstil fra o. 1250 med sengotisk Vestforlængelse, Taarn og Vaabenhus.
Den oprindelige Kirke var meget lille. De nedre Mure er i o. 1 Meters Højde af raa Kamp, men iøvrigt er denne Del ligesom Tilbygningerne af Munkesten. Over Hvælvene ses oprindelige, udglattede, noget indtrykkede Fuger; udvendig er de skaarne i den ene
Side (ses fra Våbenhusloftet). I Skibets Sydside tæt øst for Døren staar baade over og under Hvælvingen Rester af et oprindeligt rundbuet, smigdannet Vindue med simple Halvstensstik, ganske smalt i Lysningen og af helt romansk Karakter. Norddøren, der er blændet og sandsynligvis oprindelig, er fladbuet i højt spidsbuet Spejl; Syddøren er udvidet. Skibets Gesims, med forsænket Savskifte, er sandsynligvis ogsaa oprindelig. Korbuen, der fra først af var rundbuet, er i Begyndelsen af 1900´erne blevet forhøjet (sml. Kalkmalerier); Triumsgavlen staar bevaret, noget forhøjet i senere Tid. I Korets Nordvæg en lavtsiddende, fladbuet Gemmeniche.
Sentmiddelalderlige Omdannelser og Udvidelser. Den første Ændring, Bygningen undergik, var Overhvælvingen af Koret, der -som Kalkmalerierne viser – allerede i føste Halvdel af 1400`erne maa havde faaet Krydshvælving af almindelig gotisk Karakter med ret flade Kapper og uden Overribber. Korets Nordside har en Gesims, som antagelig stammer fra samme Tid; den dannes af ud-kragende Fladbuer, hvis Konsoller har Rundstaveprofil i Underkamten (sml. Krummerup Kor). At Skibets Hvælv er noget yngre snarest fra o. 1500, fremgaar af, at der paa Skibets Overvægge findes fra samme Tid som Korhvlvingernes. Hvælvene har Over-ribber med Trinstenog stærkt ophvælvede Kapper. Et spidsbuet Stik, der skærer sig op i Gesimsen over Skibets moderne Syd-vindue, er maaske fra et Vindue samtidig med Hvælvingerne. Paa Nordsiden har der været et gammelt, nu omdannet, fladrunbuet Vindue.
Skibets Hvælv er muret mod den oprindelige Vestgavl. Men meget snart efter maa Skibet have faet en Vestforlængelse, saaledes at Gavlens øvre Del helt nedtoges, og der forneden aabnedes en bred Rundbue med Fals til begge Sider og lavtsiddende Vederlagsbaand med simpelt udkragende Skifter; det ser ud til, at denne Bue er muret op mod Skibets Skjoldbue. De ydre Hjørner af det gamle Skib ses endnu. Rummet har samtidig Hvælving, hvis Østside er muret ovenpaa Resterne af den gamle Vestgavl. Den har mindre ophvælvede Kapper end Skibet; Tværsten paa Ribberne og Overribber af Trinsten. Den udkragende Gesims, med et for-sænket Savskifte, løber om Hjørnerne af paa en 1½ Sten bred Lisen. Vestgavlen har ved Gsavlfoden et forsænket Savskifte samt et forsænket glat Skifte og derover syv spidsbuede, stavværksdelte Blændinger under ligesaa mange 1½ Sten svære Kamtakker.
Den Del af Stavværket, der ligger i Buen, er trukket lidt frem, saa det staar frit med et lille Mellemrum til Blændingens Bund.
Taarnet, der undtagelsesvis staar på Skibets Nordside, har mod Nord en højt fladbuet Dør i spidsbuet Blænding. I de to nedre
Stokværk, store spidsbuede Spareblændinger. I Underhuset, som har Bjælkeloft og tidligere har været anvent til Vaabenhus (nu Varmerum) findes en nu tirmuret Glug i Øst og Vest; i Mellemstokværket et moderne Østvindue og i Klokkesttokværket til hver Side et fladbuet, falset Glamhul; det søndre er nu omdannet til Dør til Kirkeloftet, idet der fra Taarnet er ført et Saddeltag ind mod Skibet. Taarnet har Gavle i Nord og Syd, Sydgavlen er glat, men Nordgavlen har tre store, 1½ Sten svære Kamtakker, hver med stavværksdelt, spidsbuet Blænding. Sideblændingerne har kun en kort Hængestav.
Vaabenhuset har ny Dør og Vindue, og den glatte, takkede Taggavl er ommuret i smaa, gule Sten. Indvendig i hver Sidemur tre ladbuede Nicher, almindelig gotisk Krydshvælv unden Overribber og rund Skjoldbue mod Skibet. I moderne Tid er Korgavlenommuret og Skibets Østgavl skalmuret med små gule sten, og af samme Materiale er to Hjørnepiller paa Koret. Endvidere har Kir-ken faaet store, moderne fladbuede Vinduer med Trærammer. Tagværket er overalt sentmiddelalderligt, af Eg, men en Del forny-et. Skibets Tagværk er af Dragerstolstype. Hele Kirken staar nu hvidkalket og teglhængt, Gavlkammene med Munkesten.

Kalkmalerierne.
Kalkmalerierne er udført af “Kongstedmaleren” omkring 1425-50. Navnet kendes ikke.
Har udført kalkmalerier i følgende kirker: Nordrup, Kirke Stillinge, Otterup, Sludstrup, Kvislemark, Ballerup og Kongsted.

I Koret, paa Hvælv og Nordvæg, samt over Hvælvene , paa Triumfmurens Vestside og Skibets silstødende Sider, findes Kalkma-lerier, alle fra o. 1425-50, malede paa Hvidtekalk Da Triumsbuen i Begyndelsen af 1900´erne forhøjedes, konstateredes Malerier med Figurfremstillinger paa dens Underside; om disse har været fra samme Tid som de øvrige eller ældre, kan ikke siges.
I Koret afdækkedes Kalkmalerierne i 1923 og restaureredes 1926 af E. Rothe og E. Lind. Emnerne er tages fra Kristi Barndomshis-torie: i Nordkappen Bebudelsen, Jomfru Maria knæler i en Bedestol, og Englen holder et Baand med Minuskler:
“Ave gracia p(l)ena D(omi)n(u)s tecum” (“Hil dig, fuld af Naade, Herren er med dig”); Ved Siden af denne Fremstilling Maria og Elisabeth. I Østkappen: de hellige tre Kongers Tilbedelse. I Sydkappen (ret ødelagt): Fremstillingen i Templet. I Vestkappen: Herodes og Barnemorden i Betlehem (en Kvinde stikker med sin Ten Øjet ud paa en Kriger, Figurfelterne afgrænses af en Fodlinje i Kappefligene Planteslyng og en enkelt stor Rosetblomst; i hver af Buetoppene over Skybræmme en siddende Engel med Bog.
Paa Nordvæggen er malet Apostelfigurer 1) med Bog, 2) Andreas, 3) Peter, 4)ødelagt. Til Siderne Planteslyng og Rosetter, Feltet afgrænses i Vederlagshøjde af en omvundet Stang med nedhængende, foldet Klæde. Heri et rødt Indvielseskors, malet umiddel-bart paa de røde Sten og de flade, ubeskaarne Fuger, ældre end de øvrige Malerier.
Over Skibets Hvælv findes, paa Triumsmurens vestlige Side og paa de Partier af Skibets Nord- og Sydmur, strækt ødelagte Bille-der. Paa den sydlige Del af Triumfmuren en Helgeninde (Katharina ?), der føres frem foran en Kejser. En Kvinde i løstsiddende,langærmet Kjortel føres af en Kriger med Kedelhat, Halsbrynje, Brystharnisk og Underlivsskinner samt røde Ærmer frem for en angskægget Gubbe. Bag Krigeren en anden Kriger i lingende Mundering. Paa den nordre Del af Triumfmuren ses en staaende Kristus med fremstrakt, gemnnemboret Hånd; imd ham bøjer en Kvinde med sammenlagte Hænder (Maria Magdalene ?). Paa ski-bets Sydvæg, umiddelbart op til Triumfmurenm, er en Fremstilling af S. Laurentius paa Risten, en Bøddel rager i Gløderne med en Trefork, en anden passe Blæsebælgen. Skibets Nordvæg har to Apostelfigurer med Bog i Haanden. Alle Billeder, baade i Kor og Skib, en malet paa stjernebesaaet Baand. Farverne er isør rødt, grønd, lidt graat, gult og dekomponeret Mønje. Skjoldbueunder-siderne staar nu hvid

Inventaret.
Altertavle, paa nyt Alterbord, i Høj-Renaissance fra 1615. Storstykket er delt i to rundbuede Indskriftfelter, adskilt og flankeret afjoniske Helsøjler med Kassetteværksprydbælter; paa Postamenterne Barnehoved og Gudslammet med Sejrsfanen. Storvinger-ne ender i Fuglehoved og -klo og er ordnet omkring et halvt Diademhoved. Topstykket har et Rundbuefelt med omløbende Baandslyng og flankeres af joniske Pilastre med kraftig Leddeling. I Topvingernes Kassetteværker er reliefskaaret N K FIH 1615(henviser til Niels Kragh til Agerskrog og Hustru Fru Jytte Høeg, sml. Prædekestol i Fyrenda)l; Aarstallets to sidste Cifre er nu utydelige, men i Præsteindberetningen 1755 meddeles, at Tavlen “var indsat Anno 1615, som Aartallet, derpaa udviser”. Paa storgesimsen staar Figurer af Moses og Johannes Døberen, i Gavlfeltet Halvfigurer af Kristus med Verdenskuglen, vistnok skaaret af Anders Nielsen Hatt, ligesom ogsaa Tavlen snarest er Roskildearbejde. Stafferingen er brun sort og Guld; Indskrifterne, Nad-verordene og Johs.3,16, med Guld på mørekbrun Bund.
Altersølv. Kalk af kbh. Prøvesølv, 19,5 cm høj, med sekstunget fod, riflet Knop og paa Kummen graveret Holsteind og Reventows Vaaben, under fælles Krone, omgivet af Elefantordenens Kæde og to Vildmænd som Skjoldholdere; desuden graveret: “Adolph Ulrich von Holstein Christine Sophia von Reventlau; “Mestermærke for Niels Jonsen 1713. Disk med samme Gravering. Oblatæske fra 1862.
Alterstager fra o. 1625, 37 cm høje, med balusterformet Skafteled. En lille Kobberlysestage nævnes 1647.
Messehageler. 1647 nævnes en gammel, ubrugelig, sort Messehagel og en ny karmosin, blommet Fløjels Messehagel fra 1645.
Røgelseskar og Kobberkedel, nævnes 1647.
Kilde: Uddrag af Østre Flakkebjerg Herred. Danmarks Kirker Sorø Amt, samt KOC og Knud Lambert.

Om prædikestole i Kvislemark Kirke.
I den katolske tid var messen det centrale punkt i gudstjenesten. Det er uklart, hvor meget der blev prædiket. Undertiden har det nok blot været oplæsning fra en pos-tille (prædikesamling). I midten af 1400-tallet formanede biskopperne præsterne til at prædike.
Dengang havde kirkerne en eller to læsepulte (ambo) anbragt i koret og brugt, når epistel- og evangelieteksterne skulle læse op. De blev også brugt ved prædikener i de mindre kirker.
Lutheranerne lagde langt større vægt på ordets forkyndelse, prædikenen, end ka-tolikkerne.Læsepultene måtte derfor erstattes med prædikestole, hvis størrelse af-spejlede prædikenens betydning.
Spørgsmålet var så, hvor man skulle placere prædikestolene. Nok skulle de være store, men de måtte ikke dække alteret.
Sjællands første lutheranske biskop, Peder Palladius, kom med løsningen. Han slog til lyd for, at prædikestolene skulle være hævet over alle andre stole, så alle kunne se og høre præsten. Den skulle stå ved kirkens sydvæg op til et vindue, så præsten fik lys nok til at kunne læse teksten og sit manuskript. Når han talte om de to sakramenter – dåben og tilgivelsen – kunne han slå ud med den ene hånd og pege på døbefonten i kirkens vestre ende eller ud for mands- og kvindeind-gangen og med den anden mod alteret.
Sådan blev det både i Kvislemark og Fyrendal kirker. At man så senere valgte at flytte døbefontene, så præsten kunne nøjes med at pege med sin højre hånd, er en helt anden sag.
Kun få af de oprindelige prædikestole fra de første årtier efter reformationen er be-varet. Nationalmuseet opbevarer en prædikestol fra 1536.
Prædikernes længde førte til, at skibet fik siddepladser. I første omgang kom folk med deres egne stole. Lidt efter lidt begyndte man at opsætte stolesader.
Noget tyder på, at de lutheranske præster præster holdt for lange prædikener. I hvert fald fastsætter Christian V´s Danske Lov af 1683, at prædikener ikke måtte vare over en time. Loven begrunder det med, at almindelige mennesker ikke kan fatte og huske alt for meget på en gang,
Den nye prædikestol.
Prædikestolen i Kvislemark Kirke er i bruskbarok og fra ca. 1630. Lydhimlen bærer Christoffer Urnes våben. Han var en af sin tids en af kongerigets mest indflydel-sesrige mænd. 1617-1627 var han rentemester. Forbindelsen til Kvislemark Kirke skyldes, at han 1622-1629 var forlenet med ærkeherredømmet i Roskilde. I 1629 blev han rigsråd og gjort til statholder i Norge. Det var han indtil 1642. Han deltog i fredsforhandlingerne med svenskerne i Brønsebro 1645. Året efter blev han rigskansler. Ved arvehyldningen af Frederik III 18. oktober 1660, bar han kronen. Kort efter trådte han tilbage som rigskansler. Han døde 1663.
Den forsvundne prædikestol.
To præsteindberetninger fortæller, at der endnu i 1700-tallet længst nede i kirken stod en gammel prædikestol med indskriften “Iesus Nazareatus Rex luderum” (Jesus af Nazaret, Jødernes Konge”). og årstallet 1563.
Det var måske kirkens første prædikestol. Kirken fik først en prædikestol 17 år ef-ter reformationen i 1536.
Den gamle prædikestols skæbne er ukendt. Formentligt er den blevet brugt som brænde. Den vej er meget kirkeinventar gået, indtil lovgivningen gjorde National-museet til kirkens vogter, Roskilde Domkirke solgte engang et stort korbuekruci-fiks. Det blev ophugget, og brugt som brænde.
Kvislemark Kirkes prædikestol står formentligt på den plads, hvor der i katolsk tid var et sidealter. Ved at placere prædikestolen her kom man af med et katolsk side-alter.
Biskop Peder Palladius slog fast, at en kirke kun måtte have et alter. Men han tillod at man bevarede billederne og hængt helgenfigurerne op på væggen. Når præs-terne først begyndte at forknde de lutherske budskaber, ville folk selv spørge, hvad de skulle med de billeder og figurer og fjerne dem, mente han. Så galt gik det hel-digvis ikke alle steder.
Broderen, Niels Palladius, var bleve biskop over Lund, var mere radikal. Han ville afskaffe det hele.
Knud Lambert 2007.

Døbefonten
Hovedparten af de danske landsbykirker har en døbefont af granit, der er så dyb, at barnet kunne neddyppes helt ved dåben. Både sommer og vinter. Den skik holdt sig til 1600-tallets begyndelse, hvor man gik over til den mere nænsomme skik blot at hælde vand over barnets hoved. Det førte til, at kirkeejerne anskaffe dåbsfade af messing.
Kvislemark kirkes oprindelige døbefont er forsvundet. Hvorhen ved ingen i dag. Fra andre kirker er der beretninger om, at den gamle granit- eller kalkstenfont er endt som drikkekar på gårde. I Ringsted endte en gammel døbefont som blomster-kumme i en have, hvor den i 1850 blev malet af Jørgen Roed. Han kaldte maleriet for “Haven med den gamle døbefont”. På Falster blev en kasseret døbefont nedgravet på kirkegården.
I begyndelsen af 1600-tallet fik Kvislemark Kirke en døbefont af egetræ med et ind-bygget dåbsfad af bly, der passede til den nye dåbsskik. Senere anbragte man et messingfad oven på blyfadet. Fonten er i renæssancestil og muligvis skåret af den mester, der fremstillede alteret.
I dag står døbefonten i skibet østende op ad triumfbuen. Her har den oprindelige døbefont ikke stået. I den katolske tid var der ikke stolestader i kirkerne. Man stod op. Derfor var der plads til døbefonten mellem mands- og kvindedøren her. I en del kirker var indgangen til kirken i dennes vestende, og så blev døbefonter place-ret her. Døbefonten skal være i kirkens vestende, skrev biskop Peder Palladius.
Begge placeringer symboliserede, at her var den lille hednings indgang til et liv som kristen. Dåben var frelsens dør. Nogen tid efter reformationen begyndte man at flytte døbefontene til en placering tæt på koret eller helt op i dette.
I den katolske tid var antallet af faddere begrænset til tre. Det påbud har man nok overholdt. Ikke mindst i tyndt befolkede sogne. Faddere måtte nemlig ikke gifte sig med hinanden, og det kunne deres børn heller ikke, medmindre kirken gav tilladelse herti
Ved reformationen bortfaldt den regel. Såvel forældre som præsten, havde økono-misk fordel af en dåb med mange faddere. Det fik nærmest antallet af faddere til at eksplodere. Der er eksempler på, at antallet af faddere ved dåb var over en snes. Rekorden blev sat i en jysk kirke med knap et halvt hundrede faddere ved en dåb. “Penge vil der til, sagde Manden, han bad til Fadder”, lød et gammelt mundheld fra den tid.
Biskop Peder Palladius mente dog, at fire til fem faddere var passende. Det hjalp bare ikke. Først ved Christian V`s Danske Lov, der kom i 1883 – 123 år efter Peder Palladius død – blev der sat en stopper for uskikken. Loven fastsatte, at der ved en dåb højest måtte være fem kvinder og mænd faddere. Det hjalp. Denne bestem-melse gælder i øvrigt den dag i dag.
Biskop Peder Palladius var den første luteranske biskop over Sjællands Stift. Som biskop virkede han som den første blandt ligemænd og fik meget stor indflydelse på den nye lutheranske kirkes nyordning.
Knud Lambert 2007.

Korbuekrucifiks.ophængt over Korbuen. Figuren, 0,65 cm høj, har lukkede Øjne, halvt lukkede Hænder, lille Rebvundet Lændeklæde. Faldt desværre på gulvet ved nedtagning og gik itu. Ses på det s/h billede. KOC.
Stoleværket der nu er aabent, er fra 1630. Gavlene har riflede Dobbeltpilastre med Kassetteværksprydbælter; i do af Friserne ind-skaaret PAS IIIS 1630. De to østlige Topstykker bærer Vaabenskjolde, mod Syd Urne, mod Nord Lindenov; 1759 stod her ins-skaaret henholdsvis C V og S L (henvisende til Christoffer Urne og Hustru Sifie Lindenov. Christoffer Urne var Kirkens Patron, idet han fra 1622 til 1629 var forlenet med Ærkeherredømmet i Roskilde. Dørene er anbragt som Vægpanel og derved delvis øde-lagt; ligesom Indgangspanelerne har de Bueslag af Barokslyngværk. Nyere Overmaling.
Skriftestolen bar (1759) Aartallet 1602.
To Lysekroner, af Jern, “ældgamle og af en besynderlig Form” hang (1759) ud for Koret.
Klokker, 1) 1300´erne. Majuskelindskrift mellem Dobbelslinjer: o rex glorie, Chr(ist)e, veni cum pace”. (O Ærens Konge, Kristus, kom med Fred): Under Indskriften fire seksdelte, reliefstøbte, rosetagtige Prydelser, 7,5 cm i Tvm., hvorimellem Kors, dannet af fem Møntaftryk. Hankene har Tovsnoninger. Tvm. 79 cm. (Uldal 64 f. og Titelbillede).
2) “Støbt af I.C. og H. Gamst, Kiøbenhavn Anno 1839”. Den lille Klokke bar en Indskrift med Minuskler, der stærkt forskrevet er gengivet i Indberetningen 1755: “Gades wort blift in ewichte Iochim Sterues brach in ut klom”. (Guds Ord bliver i Evighed Jioc-him Sterves ?…”).
Kistekrucifiks, af Messing, fra Renaissancetiden. 13,5 cm højt. På armene graveret med versaler. (C)aspar Brand. Nu ophængt ved prædikestolen.
Data om kistekrucifikset oprindelse fundet af KOC (C) læs nederst.

Kilde: Østre Flakkebjerg Herred. Danmarks Kirker – Sorø amt.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER
Lågerne, til stoleværket havde været opbevaret på kirkeloftet, taget frem malet og opsat igen ved restaureringen 1972.
KOC. 2007 (C)

Kalkmalerierne, er udført af Kongstedmaleren omkr. 1425-50. Han har udført kalkmalerier i 7-8 kirker. Navnet kendes ikke,
Hans virke kan læses på:
http://www.sognekirke.dk/ballerup/kalkmalerierne/kongstedmaleren

Afdækning og konservering af kalkmalerierne.
Kvislemark kirkes kalkmalerier blev afdækket i 1923 og konserveret af Eigil Rothe og Egmont Lind tre år senere. Det var heldigt, at konserveringen først fandt sted i 1920´erne. Det sikrede, at konserveringen af kalkmalerierne kom tæt på det oprindelige ud-tryk og blev mere nænsom. Rothes forgængere gik mere håndfast til værks.
Eigil Rothe (1868-1929) var kunstmaler , men fik kun malet nogle få potrætter og landskaber. Hans største arbejdsindsats faldt som Nationalmuseets første konservator af danske kirkers kalemalerier. Hans læremester, Julius Magnus-Petersen var restaurator. I de første år gik Rothe i mesterens spor. Derefter gik han over til kun at male op efter sikre spor. Det var årsaen til, at der er er et hvidt område i korets nordvæg, hvor der oprindelig har været en fjerde apostelfigur.
Rothes afdækning af kalkmalerier var omhyggelige. Han dokumenterede på fremragende vis fund, skader og konservering. Do-kumentationen omfattede blandt andet akvareller, sort-hvide fotografier og farvefotos. Undertiden farvelagde han sine sort/hvi-de fotografier og farvefotos på stedet.
Datidens kakkelovne og kaloriferer satte spor på kalkmalerierne. Rothe samrbejdede med kemikere og fandt frem til det såkaldte Carlsbergpræparat, en blanding af kasein og petroleum. Det brugte han som bindemiddel og ved afsluttende overstrygning. Præparatet gjorde det muligt at afvaske kalkmalerierne. Metoden bruges ikke mere, da præparatet ikke kan fjernes. Rothe kæm-pede hårdt for at få menighedsrådene til at gå væk fra at anvende sodende kakkelovne og kaloriferer til opvarmning af kirker.
Egmont Otto Lind (1896-1979) fortsatte i Rothes spor som Nationalmuseets konservator. Det faldt også i hans lod at restaurere
kalkmalerier, som Rothe havde konserveret i 1900-tallets begyndelse.
KILDER: Weibachs unstnerleksikon.
Dansk Biografisk Leksikon, bind XX, J. H. Schulz Forlag, MCMXLI.
Dansk Biografisk Leksikon, bind XX, J. H. Schulz Forlag, MCMXL”

Kistekrucifikset, har sin egen historie. Ved fotografering af inventar i Kvislemark Kirke undrede det mig, hvorledes dette messingkrucifiks med versalindskriften CASPAR BRAND, var endt her.
Ved kontakt til lokalarkivet i Korsør, kunne der oplyses, at de intet mareriale havde vedr. Kvislemark. Men at Caspar Brand var en velset og agtet borger, og havde haft flere store stillinger, født 1607-77. På et tidspunkt blev en kirke nedrevet og inventaret op- maganiseret i en kirkelade, hvorfra krucifikset må være forsvundet.
Efter lokale oplysninger viser det sig, at en ældre enlig mand hvis navn var ukendt, men kaldet “Vægteren”, boede i nærheden af Kvislemark.
Teorien går derfor ud på, at den pågældende person måske har haft en ane i Korsør, der var Vægter og derved arvet Krucifikset og senere foræret til kirken. Et sådan navn kan hænge ved i flere generationer.
Efter flere oplysninger skulle han være blevet begravet på Kvislemark Kirkegård omkr. 1937, th. for den vestlige kirkelåge i et smalt stykke jord. Der blev aldrig opsat gravsten, og det er forlængst slettet. Efter seneste oplysninger fra Kvislemark kirkebog er der i 1937 begravet tre personer hvoraf den ene må være “vægteren”.
Måske er det Hans Peder Larsen, fhv. smed i Kvislemark, fdt. i Tårnborg. Begravet 17. december 1937, var gift med afdøde Anna Marie Jensen. fdt. Næstved.
Efter oplysninger boede han til leje hos et ægtepar i Kvislemark. På et tidspunkt gik han amok, og truede med en kniv. Man fik tilkaldt dr. Klein, der gav ham en beroligende indsprøjtning, og fik ham anbragt på Oringe hvor han senere døde.
KOC. 2007. (C)

Kirketårn og Våbenhus, Som det fremgår i beskrivelsen af Kvislemark Kirke har denne gennem tiderne undergået flere udvidelser, og den første kirke var meget lille.
Det fremgår også, at der var to indgange.Våbenhuset, det sydvendte med plads til mændenes våben, og deres indgang til kir-kens højre side (Sværdsiden). Det har sikkert også været brugt af degnen til at undervise ungdommen i krisendoms kundskab.
Kvinderne havde deres indgang i den nordvendte side. I et lokale med træloft. hvorfra de kom ind i kirkens venstre side,(Spindesiden).
En overlevering fortæller, (af pastor Aa. Lambert-Jensen), at to damer ville bekoste et kloketårn, mod at deres indgang blev tilmuret, således, at alle benyttede det sydvendte våbenhus. Derfor vender tårnet nord.
KOC. 2007. (C)

Ved kirkens restaurering i 1972 blev den store lysekrone i kirken heldigvis ophængt i våbenhuset.
Pengeblok fra 1700-tallet er flyttet til en mere hensigts plads.
Man fjernede to gamle kegleformede pengeindsamlingsbøsser forsynet med træhåndtag fra våbenhuset. Disse er nu fundet frem efter 35 på tårnloftet. Overdelen af metal er rustet, men de burde renoveres og sættes på plads igen. Jeg tog den frem og fotograferede dem på rette sted d. 20.07.2007. KOC. (C)
Et skilt hvorpå der stod Kirkestævne, og som såden blev sat frem ved lejlighed ikke fundet.
KOC. 2007. (C)
Klokkestabel???
Det må formodes, at der før tårnet blev opført, har været en klokkestabel. En fritstående tårnlignende tømmerkonstruktion med tag, hvor i klokkerne var ophængt. Det er nok umuligt, at finde skriftlige kilder, som fortæller, hvad der var i Kvislemark
KOC. 2007 (C)

Klokkernes alder.
Oprindelig var der to klokker i de fleste landsbykirker. Men da Frederik I frygtede, at Christian II ville forsøge at vende tilbage med en hær af lejetropper, besluttede han at opruste. Han fratog kirkerne den ene klokke og brugte bronzen til at støbe ka-noner. Det er måske forklaringen på, at Kvislemark Kirke har en klokke fra 14.århundrede og en fra 1839. Undersøges nærmere.
K. Lambert 2007. (C)

Døbefonten. ornamentik
Fonten fremstillet i egetræ i sekskantet og timeglasformet. Med flad kasseagtig 0rnametik på fod og kumme, krumknægte med mands- og kvindehermer på det kamisprofilerede skaft.
Fad af bly, sekssidet som fonten. På randen og i bunden er eller har været fast-loddet medallioner med fremstilling af brylluppet i Kana eller Kvistus med de små børn, stemplet 1854 langs randen og omkring bundmedaillonen indslået møn-sterborder og i hvert hjørne er påloddet kerubhoveder og herunder atter en sidden- de kvinde med to børn på armen (Kærligheden). Påranden to øskner. Kande af tin fra 1800´erne.
1755 siges, at dåbsfadet bar Dresselbergs og hans frues våben med navnetræk S W D (henvisende til kirkeejeren Wilhelm Drøsselberg og hustru Karen Grubbe). Kilde: Østre Flakkebjerg Herred. Danske Kirker – Sorø Amt.
Prædikestol. figurer m.v.
Bruskbarok fra 1630. De fire storfelter har bueslag opløst i reliefskåret bruskværk og adskilles af evangelisthermer med tegn; foran de tre bueslag står store figurer i højt relief: Kristus med verdenskuglen mellem Moses og Aron; det fjerde felt tomt. Samtidig, sekssidet himmel med topspir og topstykker; det ene med reliefskåret Urnevåben [Christoffer Urne, sml. stoleværket], de to med kerubhoveder, det fjerde er tomt. Skjold; under himlen dobbeltroset i relief. Rygpanelet, der har to fyldninger med bueslag i fladskåret barokornamentik, er ligeledes samtidigt. Firkantede fod-stolpe med affasede kanter. Ældre nu opmalet indskrift på rygskjoldet. Træværket brunt overmalet, på stolen også forgyldning.
Kilde: Østre Flakkebjerg Herred. Danske Kirker – Sorø Amt.

Kirkestævneskilt (fandtes ikke).
Et skiltet med påskriften “Kirkestævne” hang indtil 1971 i våbenhuset. Hvorfor og hvem der har fjernet det vides ikke.
Inventar, som ikke længere bruges, må kun fjernes fra en kirke, når det er vedtaget i forbindelse med et provstesyn. Hvis et provstesyn har givet menighedsrådet tilladelse til at fjerne kirkestævneskiltet, må det enten være tale om uvidenhed om denne rolle, kirkestævnerne har spillet gennem næsten ottehundrede år
Præsten oplæste fra prædikestolen om kirkelige emner. Sognefogeden og degnen fra våbenhuset om verdslige emner.
Knud Lambert
Beskrivelse af Fyrendal (tidligere Vindinge) kirke
Præstegården lå i det daværende Vindinge (beskrevet under præster). Men blev flyttet til Kvislemark 1647 hvorved Kvislemark blev hovedsognet.
Det første man ved om kirken er ifølge lokalt sagn følgende.
Bisp Absalon ønskede i 1100-tallet den 200 år gamle trækirke erstatet med en stenkirke. Folk i Vindinge ville beholde den dér. Men folk i de nye landsbyer Nyrup, Skafterup og Tornemark begyndte at bygge den midt i sognet, på Skumme bakke.
Hvad nybyggerne murede op om dagen, blev væltet om natten af de underjordiske og trolde, mente de.
Vindingefolkene holdt tæt med, hvem der stod bag og kirkebyggeriet flyttedes til Vindinge.
Sognet hed oprindelig Vindinge efter den senere nedlagte landsby, men fik sit nuværende navn, da dne gamle lansbyhvedgårde, Vindinge i 1677 blev ophøjet til Baroniet Fuirendal. Vindinge nævnes i Roskildebispens Jordebog o. 1370 med een plovs jorder og svarede da 10 øre. Ved mageskifte d. 13. jni 1634 fik Hans Ulrik Gyldenløve, der ejede Vindinge 1632-45, Jus patronatus til Vindinge kirke fra Ærkeherredømmet i Roskide Domkapitel. Ved Fuirendals indlemmelse 1707 i Grevskabet Holsteinborg overgik Kaldsretten hertil, og den fulgte dette indtil 28.juli 1915, da kirken blev selvejende. 1568 og 1647 nævnes Vindinge som hovedsogn for Kvislemark, men efter Gunde Rosenkrantz til Vindinge i 1650 også havde erhvervet Kaldsretten for Kvislemark, blev Vindinge Anneks hertil. Og i 1647 overfyttedes præsteembet til Kvislemark.
INVENTAR
Kalkmalerier: På sydvæggen ved alteret stod (1758) malet med store sorte bogstaver et dansk skriftsted (Ps. 84, 1-2) , et sammenskrevet HRIS og 1670.
Alterbordet: er muret, men næsten overalt beklædt med egebrædder, og på bagsiden et bræddebeklædt rum, 89 x 104 cm, dækket med to smedjernsdøre fra 1685. Foroven har hver af dem en rund gennembrydning med kronet spejlmonogram, vistnok D F (Diderik Fuiren) og forneden læses “Anno 1685”, feltet fordelt i to felter, som dannes af pålagte jernbånd. Dørene er grøn- og rødmalede. Dørrammen af eg, har foroven hjørneblade.
Alterklæde: Af karmosinrødt fløjl, som Karen Grubbe; Vilh. Drøsselberg gav 1626.
Altertavle: Af fyr, vistnok 1685, og ifølge præsteindberetningen 1755 bekostet af Baron Fuiren. Det firsidede storfelt omgives af en bred, karnísprofileret ramme, dækket af bladornamentik. og flankeres at to snoede, korintiske storsøjler med vinranker løbende op ad skaftet. Til siderne for søjlerne står to figurer, forestillende den tornekronede og den opstandne Kristus. På søjlernes postamenter er udskåret Fuiren og Elers kronede våben. (Kirkens ejer, Friherre Diderik Fuiren, gift med Margrethe Elers). De nedre smalfelter har en oval ramme, omgivet af bladværk. Også frisen har bladornamenter. I storfeltet et maleri på lærred, 158 x 114 cm, forestillende Nadverens indstiftelse. 1758 siges, at tavlen var af “diverse coleuret træ”. Tavlen står som brunmalet med enkelte forgyldte led, og i det nedre smalfelt er malet indskrift med guld på sort.
Madonna med barnet, senromantisk fra o. 1250. Den kronede jomfru, 132 cm høj, siddende på fødderne støttet af en drage, også jesusbarnet bærer krone. Mørkbejdset eg; krone, spir (nyt) og øæble er forgyldt. Tidligere på Holsteinborg, nu i privat eje.
Altersølv. Kalk af kbh, prøvesølv 1677, 20,7 cm høj, med rund fod, der på oversiden har seks tunger; sekskantet skaft, fladtrykt knop med graveret bladornamentik og seks rudetoppe med Kristi monogram i relief; et ret lille bæger graveret med Fuirens våben og svagt indprikket latinsk indskrift, nu kun delsvis læseligt, dog fremgår det, at kalken er skænket 25.dec. 1677 i kirkens patron Theodorus (Didetik) Fuiren, Friherre til Fuirendal; mesterværk for J. Stilcke. Disk med graveret kors i laurbærkrans og Fuirens våben; ingen stempler, men sikkert samtidig med kalken.1647 nævnes en sølvforgyldt Kalk og Disk. Oblatæske af kbh. prøvesølv 1680, hjerteformet, 14 cm, med bølgende rande og på siderne store drevne blomster og blade. På låget er foruden blomsterornamenter også dreven indskrift; “I Jesus er Lifsens Brød. Johs. 6 v. 48. 1680. Fuirendall”, samt Fuirens våben; mesterværk for J. Stilcke.
Den tidligere vinkande anvendes nu som dåbskande. Vinkande, lille af sølv, blev taget af svendsekerne 16. bebr.1658 (Herredsbog). Vinbeholdr af sølv, med indskrif “Fuirendal Kirckis 1680, nævnt 1696. I 1647 nævnes Sygekalk og Disk af sølv.
Alterstager, 40,5-41 cm høje fra o. 1600 med profileret fod- og lysskål, og på skaftet to balusterled. Røgelseskar, af bronce o. 22 cm højt, sengotisk med tre gavle. Lysarme, fra vægstage.o. 1600.
Font, af granit, romansk, af een sten. Kummen 81,5 cm i tvm, har intet afløb; omkr. skaftet løber en svær rundstav, men ellers har fonden ingen prydelser. Den er ophugget i ny tid.
Fad, af nederlandsk arbejde o. 1625, med drevet vinranke på randen og fornyet bund, kopieret efter den oprindelige, der havde en fremstilling af en gående løve.
Dåbsbækken af kbh. prøvesølv, 1684, ottesidet, 30,5 cm i tvm., med pånaglede englehoveder i hjørnerne. I bunden er graveret fraktur: “Gud Almægtigste til ære oc hans Kircke på Fuirendal til prydelse er dette sølv-becken til Kirckens Font forært oc bekostet af Kirckens Patron, Anno 1685″, og herunder Fuirens og Elers våben samt vøgtangivelsen:”w 73 Lot 3 q”; mestermærke for J. Wahlbom.
Messingbækken, stort som Karen Vilh. Dresselbergs gav 1622. Dåbskande, (tidligere alterkande), af kbh. prøvesølv 1742, 24 cm høj, med graveret latinsk indskrift indvendig i låget: “Dom(inus) Therodorus Fuiren lib, baro in Fuirendal Ao MDCLXXV3”, på kandens bug er indprikket: “Renovat Anno MDCCXLII Christina Sophie nat. com.Reventlow”. Under bunden indprikket vægtangivelse “W 51 Lod”, Mestermærke for J.J.Schowert. Fontgitter, nævnt i præsteindberetning 1758 deroplyser, at det skal være bekostet af BaronFuiren.
Korbuekrucifiks, sengotisk fra o. 1500. Figuren, 140 cm høj, er svær og ret plump, med turbanagtig tornekrone, halvt lukkede øjne, let åben mund, sirligt behandlet fuldskæg; markerede ribben, stramt lændeklæde med snipper ved siden ig i midten; hudfolder ved naglerne; overlagte fødder. Glorien er sikkert senere tilsat, samtidig med altertavlens sidefigurer Korstræet har langs randen indsatte gotiske blade. Korsenderne er firsidede med reliefskårne evangelistsymboler med skriftbånd i fordybet felt. Krucifikset er egetræsodret, Indskriftrullen med I N R I er nyere.
Korgitteret, o. 1640, nu anbragt foran søndre korsfløj har dobbeltdøre, flankeret af korintiske søjler, med kvindeskikkelser i barokslyng på fodstykket og maske på postamentet. Døren og idestykkerne, der er ens komponerede, har foroven slanke balustre, der sammen med søjlerne bærer gesimsen. Denne har over siderne to to topstykker me englehoveder, over søjlerne topspirog over døren et større topstykke med Gyldenløves og Grubbes våben. Panelet forneden har storfeter med dobbeltbueslag, øvre og nedre smalfelter, af hvilke de øvre har gennembrudt barokornamentik, medebs de nedre oftest er tomme. Gitteret var (1758) smukt forgyldt. Stafferingen svarer nu ti prædikestolens. Til gitteret har måske hørt to figurer, 145 cm høje, ligeledes fra o. 1640 og sikkert Abel Schrøder; de forstiller Moses med lovens tavler og Kristus med verdenskuglen og står begge på konsoller med barokvolutter og englehoveder samt skriftsteder: “Loven er given Moses og sandheden er Jesum Christum”. Nyere maling over ældre farver.
Prædikestol i højrenaissance 1616, sikkert af Roskilde-Mesteren Anders Nielsen hatt. De fem storfelter flankeres af hermer: Tro, Håb, Kærlighed, Retfærdighed, Styrke og Klogskab, og har i storfelterne kartoucherammer med forskelligt formetbueslag. I eller ud for de tre evangelisters kartoucher sidder to fugle, der hos Johannes er en pelikan og en ørn.
Over kartoucherne atter gammeltestamentlige fremstillinger. I feltet nær ved opgangen er Matthæus og over ham syndefaldet, englen med flammesværd og brystbillede af Gud Fader. 2) Markus og derover Abraham, der vil ofre Isak, men bliver standset af englen. 3) Kristi opstandelse. Forneden fire krigere, foroven Samson, bærende på Gaza port, og Jonas der udspys af hvalfiksken. 4) Lucas og herover Moses , der slår vand af klippen. 5) Johannes ´og herover tilbedelsen af kobberslangen. Opgang og stolper er moderne. Rygskjoldet har to felter, omgivet af tre hermer, formede som stolens, den midterste Kong David, spillende på harpe, de to yderste er kvindehermer, den ene med bæger (mådehold), den anden med et lam (fromhed). I felterne er fremstillet Peder og Paulus skåret af en anden hånd end prædikestolen. Syvsidet himmel med fordybet midtfelt, hvor solen som et kuglerundt ansigt, fra hvis mund Helligåndsduen hænger ned. Over himlen topstykker med kartoucher, hvor mands- og kvindehoved (et kvindehoved er kronet. og i det ene årstallet 1616. På hjørnerne står småengle med lidelsesredskaber. 1758 sad over opgangen til stolen et topstykke med Krags og Høgs udskårne våben samt bogstaverne N K og F J H (henvisende til Niels Krag, der 1607 blev forlenet med Ærkeherredømmet i Roskilde Domkapitel, og hustru Jytte Høg. De gamle farver er afætsede, og træet står nu blankt,m med lidt forgyldning på ornamenterne og iøvrigt noget rødt, blåt, grønt samt legemsfarve. Indskrifterne er er med forgyldt fraktur og har bibeholdt den gamle form. Ifølge præsteindberetning 1755 var prædikestolen fornyet i Povel Koldings tid, Anno 1621,
Stoleværket er ny-gotisk. På hver side af indgangen står to stolegavle af fyr, fra o. 1600, usædvanlig høje o. 200 cm. Gavlene har riflet toskansk pilaster og krones af en kartouche med brudt gavl op topspir. I den ene er Syndfaldet, og i den anden Korsfæstelsen fremstillet, men både Krucifikset og Eva er for størstedelen fornyet.
Herskabsstol. Under velvingen over indgangen til det nordre capel var 1755 en smuk, lukt stol,indrettet af Baron Fuiren som hans våben derpå udviser.
Degnestolen består af en forside og en dør, ganske svarende til korgitterets panel og fomentlig i ny tid sammensat af dele heraf. Skriftestol og degnestol blev renoveret 1683 af Baron Fuiren.
Orgel, af fyr fra 1683. Mellem piberne stod ´med gyldne versaler: “Anno 1683”, og under piberne med fraktur: “Til Guds Ære og Kirkens Prydelse haufer Margrethe Elers til Fuirendal ladet dette orgelværk bekolste. Det nuværende orgel og pulpitur er moderne. Orgelbyggeren fik overdraget det gamle værk. Rammen blev anvendt andet sted.
To Pengetavler med sølvbeslag, fra 1678. På forsiderne har begge Fuirens våben, holdt af leoparder, og en på gegge sider stående indskrift, der på den ene lyder: “De Fattiges Taffle 1678”, og på den anden: “Kirkens Taffle 1678”.
Lysekrone, af malm fra 1685, med otte store arme med delfonhoveder og otte prydarme med vaser. På hængekuglen er graveret Fuiren og Elers våben under fælles krone.
Sejerværk, nævnt 1620 (Rgsk) bekostet af Baron Fuiren og renoveret i 1731. Det slog kvarter- og fuldslag og havde visere på tårnets nord- og sydside.
Klokker. 1) 1489. Minuskler: “I H S, Maria, Anna, Rex Iaspar, Rex Melchior, Rex Baltarzar, Anno D(omin)ni mcdlxxxix i(n) profesto visitas(i)o(n)is” plebanus dominus Olaus Martini”
2) omstøbt af Gamst og Lund Eftf. På klokkens ene side står: Den gamle klokke. Hans Kongelige Majestats Justits og Conceliråd, den højmægtige og velbårne salige Herre, Jr. Diderik Fuiren, Friherre til Fiurendal ect. hans efterladte Friherreinde , højædle og velbårne frue, fru Margrethe Elers hafve ladet denne Klocke støbe 1693 N I S K (dvs. Nicolaus Jørgensen, Kalundborg). Og på den modsatte side: “Den nye klokke. Da den 1693 støbte klokke beskadiges ved ringning over højsalige Kong Frederik den 7de i December 1863, omstøbtes den året 1864 under Grevskabets daværende besidder L. H. C. H Greve af Holstein med hans kiers hustroe Grevinde Bodild Mimi, f. Zarthmann.
Epitafier.
1) o. 1630 Wilhelm Dresselberg til Winninge, født 1545, blev landsdommer i Seeland 1605, døde 8. jui 1620, og hustru Karen Grubbe, født 1568, gift 1591, døde 25. november 1630, “oc hvilis legomer udi denne forbygte Hvelling. Versaler i firkantet storfelt omgivet af rammeværk med 32 reliefhugne aneskjolde. I det ligeledes firkantede topfelt, der krones af en kristusfigur og til siderne har figurer af Moses og Elias, latinsk skriftsted med versaler fra Psalme XC.
2) 1670. Magister Friderick Andersen Klyne, forrige sogneherre til disse menigheder og provst i Østre Flackebierg Herred, med to hustruer “og deres kære børn”. Epitafiet er bekostet 1670 af sønnen og efterfølgeren Anders Fridericksen Klyne. Træværket sikkert udført af Abel Schrøder, består aen en bred, firkantet ramme af springlister, omgivet af barokke ornamenter, til siderne figurer af Moses og Johannes Døberen, foroven og forneden inskriftfelter med skriftsted (Jac.. 1-12) og personalia. I storfeltet et oliemaleri, 110 x 70 cm, på en kobbberplade, forestillende provsten, hans to hustruer, tre sønner og fire døtre, i baggrunden de dødes opstandelse. Træværket er gråmalet i bunden, efterlignende sandsten, med gyldne og mørkegrønne ornamenter; indskrifterne, med glden fraktur, er opmalede i ny tid.
Kilde: Uddrag af Danmarks Kirker – Sorø Amt. KOC
BILLEDER INDSÆTTES

Uddrag af: Kirketjeneren i Historien og Litteraturen

Klokker og Klokkeringning.
En vigtig del af Kirketjenerens arbejde er håndtering af kirkens klokker. Klokkespil er det organistens opgave at betjene.
Med ringning morgen og after, samt ringning og kimning i forbindelse med kirkelige handlinger er det graverens eller kirketjene-rens opgave at tage vare på. Hvor den kristne brug af klokkerne stammer fra, fortaber sig i det uvisse. Sagnet lader biskop Pau-linus af Nola i Campanien (353-431) være grundlæggeren til kirkeklokkens +brug. Men det er først fra o. 600 at brugen kan påvi-ses med sikkerhed. På Karl den Store tid (742-814) var brugen af kirkeklokker almindelig i Vesten.
I den periiode holdtes bestillingen som klokker (campanatius) højt i agt; det var som regel en abbed eller en præst som varetog klokkeringningen. Senere dalede agtelsen en smule, så ordet “klokker” nu kan betyde dumrian eller klodrian. I Danmark blev ordet klokker i løbet af Middelalderen synonymt med degn.
Således foreskriver Chr. V,´s Danske Lov af 1683 i 2.Bog, 5.Kapitel, § 19, at folk, som vil gå til skrifte ikke må mase sig på, men
“blive neden i Kirken saa længe, uden Trængsel imellem sig, til den forrige faar Afløsning. Hvormed Præsterne saavel Klokkern
eller Dægnene og substitutterne, skulle have flitti Indseende”. Her må man altså sige, at såvel klokker som degn har kirketjeneste.
I Danmark begyndte man omkring 845 at bruge kirkeklokker. Nordens ældste kikreklokke var Hedebyklokken er iflg. Kirkemi-nisteriets “Vejledning om Klokkeringning” til år 900+.
Klokker har deres individualitet. De har hver sin klang, og der har stået stor respekt om klokkestøberne, som kendte de rette
legeringer, former og størrelser i klokebrug.
Klokker har også deres levetid. De slides i brug, er udsat for vejr og vind han sprække og derved miste klangen. I Danmark blev
alle kirkeklokker undtagen een i hver kirke konfiskeret i årene 1528-29. I det 1700 århundrede blev også mange klokker omstøbt
til ammunition eller kanoner, mens andre blev bortført som krigsbytte.
Ringning med kirkeklokkerne blev brugt til at markere dagens begyndelse og afslutning. Aftenklokken blev kaldt Ave Maria-klokken. De har også være brugt til meddelelsesmiddel f.eks ved begravelser som alarmklkker ved brand, stormflod eller katastrofer. I den katolske for sammenkaldning til messer og tidebønner.
De første regler for klokkeringning blev i Danmark fastsat i midten af 1100-tallet hvor Svend Estridsens store kirkebyggeri gik i
gang. Reglerne blev senere præciseret og strammet, som det fremgår af Troels-Lunds skildring.
Kirkeordinantsen fra 1539 har kun en enkelt bestemmelse om krrkeringning: Naar nogen Christen er affdød wdi Herren oc bæ-res nu til graffue. Da maa man lade den ringe, oc de som wille haffue ringet, de skulle giffue til Kirkens bygning den penninge, som man tilfornne peyde at giffue. Oc det icke for de dødes skyld, men for at opwecke de effuende” , Det betyder ikke, at man ikke har brugt klokkeringning i andre tilfælde. Men det ligger reformatorerne på siinde at afskaffe den katolske sjæleringning.
Kilde: Flemming Christensen, Fabersvej 8, 7100 Vejle.