Erindringer fra Kvislemark og andre emner

Kvislemark 1934 -1943. Solveig Poulsen, født Christensen, tidl. Kvislemarkvej 21
Min barndom i Kvislemark. Eva Kühnel, født Hansen, tidl. Kvislemarkvej 11
Gielsgård og Kvislemark, Tove Karsum, født Jørgensen, tidl. Kvislemarkvej 7
Erindringer fra Kvislemark. Keld Jensen, tidl. Kvislemarkvej 1.
Lidt om min tid i Kvislemark. Ib Dalsfledt, tïdl. Kvislemarkvej 10.
Dannebrogsmand og gårdmand., Knud Lambert
Besættelsen 1940 – 1945. K.O.C.
Kvislemark og 2. Verdenskrig, Knud Lambert
Å-skriget. Kilde. Sognepræst Aa.Lambert-Jensen, skrevet af Knud Lambert 30.01.2007. (C)

Kvislemark i tiden 1934-1945.

Solveig Poulsen, fdt. Christensen d. 22.02.1929. Kvislemarkvej 21.
Kvislemark Kirke er ikke ret stor, og har i modsætning til de fleste andre tårnet placeret på nordsiden samt en pæn og velholdt kirkegård. Præstegården er ret stor, og indtil 1950 lå forpagterboligen og stalden vinkelret mod syd for præsteboligen. Ved lynnedslag brændte denne, hvorefter en ny forpagterbolig blev opført vest for præsteboligen og lunden på Hindholmvej 63.
Skolen lå tilbagetrukket sydøst for kirken. Det var en stråtækt bygning opført i 1805 med skolestue, spiserum og indgang i den østlige ende af bygningen.
I skolestuen var der tre rækker med tomands skolepulte. kateder, skab og bogreol samt en stor rund kakkelovn der gennem riste også opvarmede spiserummet. Dette var langt og smalt,og her var et bord og to bænke, knagerækker til overtøj og skoletasker samt en affaldsspand til madpapir, hvor der undertiden var mus. Blev også brugt til opholdsrum i dårligt vejr. Lærerboligen var ret godt indrettet.
Vi gik kun i skole hveranden dag fra kl. 8 til 15, da klasserne var opdelt i store og lille klasse. Vi blev undervist i salmevers, bibelhistorie, dansk og regning, danmarkshistorie og geografi undertiden også i sang, skønskrift og tegning. Om sommeren havde pigerne håndgerning en gang ugentlig om eftermiddagen.
Gymnastik foregik om sommeren i skolegården, hvis vejret tillod det. Toiletterne af den gammeldags slags med spand lå lidt afsides, da drengene ikke måtte bruge disse.
Vinkelret på bygningen lå en længe, som tidligere havde været benyttet bl.a. til en hest, et par køer, gris og høns, og sikkert også en vogn. Der havde tidligere hørt et skolelod til embedet, ligesom læreren også var kordegn i kirken.
Om foråret når der blev holdt eksamen. kom præsten og skolekommissionen. De overhørte os i de forskellige fag, som vi havde været igennem det forløbne år. Det var en festdag, hvor vi havde penge med til slik. Om eftermiddagen legede vi røver og soldater. Vi gemte os rundt omkring i hele byen. Det var tilladt den dag, ingen steder blev vi jaget ud. Når bøgen sprang ud, var vi en tur i skoven. For lille klasses vedkommende gik turen til Kohaven, og store klasse cyklede til Fyrendal skov ved syvstammertræet.
Inden sommerferien var vi på udflugt. Lille klasses ture gik til Bisserup eller Karrebæksminde. Turen foregik i hestevogn, og en del mødre var også med. Det var fornøjelige ture, vi havde madkurv med og penge til is. Men alt var jo afhængig at vejret. Storeklasse tog længere væk på udflugt, bl.a. til Sorø for at kirken, akademihaven,bymuseet og fraterbrønden, hvorefter turen gik med over søen med båd til traktørstedet Parnas.
Et år gik turen til Roskilde, hvor vi bl.a. så Domkirken og kongegravene. En tur gik til København, hvor vi besøgte Zoologisk
have, Runde tårn og Tivoli. Alt på een dag, så der var mange indtryk for en flok børn, hvoraf de fleste aldrig før havde været i København.
Lige før juleferien holdt vi julefest i skolen. Bordene blev rygget sammen i højre hjørne. Der blev pyntet op med gran, lærerens juletræ blev sat ind i skolestuen. Da det ikke var så stort, stod det på en taburet. Det var et utroligt smuk træ med mange fine ting på. Vi dansede om træet og sang julesalmer, og lærer Hansen læste en historie. Derefter var vi inde i privaten og få cacao, boller og lagkage. Vi havde købt en gave til læreren og en blomst til hans kone. Det ver en meget dejlig dag.
Mellem jul og nytår blev der holdt juletræ i forsamlingshuset. Alle var med både store og små. Vi var så fine alle os piger med nyekjoler og laksko. Drengene med fine nye skjorter og bukser. Vi gik om det store flotte træ og sang julesalmer, hvorefter pastor LambertJensen læste en julefortælling.
Derefter blev der delt godteposer og appelsiner ud til alle børnene, og vi købte sodavand. De voksne fik kaffe og kage. Dette foregik i den lille sal og måtte serveres ad flere gange. Så var det tid til, at pynten skulle tages af træet, og det skulle slæbes ud.
Gulvet blev fejet og sanglegene kunne begynde, med lærer Hansen som leder. Festen sluttede ved 11-tiden.
I Kvislemark var der også en brugsforening, den lå lige overfor skolen. Den var i mange år, det eneste sted hvor man kunne købe dagligvarer. Omkring 1939 kom der en købmandsbutik, i dden anden ende af byen. Der kunne også købes is, brød og kager.
Der var flere håndværkere i byen bl.a. cyklehandler, smed, tømrer, murer og skomager. Der var flere gårde og mindre landejendomme, hvoraf de fleste lå udenfor byen. Alle kendte hinanden, og det var et godt og trygt sted at være for os børn. Der var fra tre til seks børn i de fleste familier.
Meget af vores leg foregik i sommertiden ude på vejen eller ved gadekæret. Vi spillede antonius, pind, hoppe i land, langbold. I gadekæret fangede vi haletudser i syltetøjsglas, indtil vi satte den ud igen. Vi kørte ofte til Bisserup strand og badede.
Om aftenen samledes karle og piger ved gadekæret, hvor der blev snakket, pjattet, spillet grammofon eller harmonika. Samlingsstedet for de unge blev senere flyttet til pladsen ved Knud Jensens lade. Måske da købmandsbutikken lå lige i nærheden og havde længere åbent.
Om vinteren hyggede vi os indendørs med spil, læsning og vores legetøj. Undedørs med kælke og skøjteløb på gadekæret. Vi fik lov at binde vore kælke efter kaner. Det var morsomt, men turen var ofte lang, når vi skulle tilbage trækkende med kælkene. Min bror Knud var lidt af frossenpind. Han kunne finde på at spænde fra efter en kort kørsel, selv om der var andre bag ham. Derefter skulle han altid være bagest.
I vinterhalvåret kunne voksne og store børn gå i husflidsskole. Dette foregik i tømmerværkstedet ved gadekæret en aften ugen. Ved afslutningen var der udstilling af de færdige ting i forsamlingshuset.
Under krigen 1940-45 var der et par vintre med megen frost og sne. Så måtte den store sneplov, der var fremstillet af træ og meden tyk styrestang frem. Den var meget tung, og når den skulle gennem snemasserne, måtte tre stærke heste spændes for. På skift skulle der være en snefoged. Han skulle sørge for, at hver husstand skulle stille med en mand til snekastning. Indkørslerne til huse og gårde skulle være fri. På hver side af vejen lå sneen kastet op i et par meters højde. Det var sjovt for os børn at tumle osi sneen, men nok ikke særligt morsomt for de voksne.
Krigen mærkede vi ikke så meget til på landet udover mørklægning og udgangsforbud efter kl. 21. Selvfølgelig var rationering af varer, men der var ingen, der led nød af den grund.
De fleste børn på landet måtte hjælpe til med et eller andet i hjemmene. Vaske op, bære brænde ind eller dække bord. Mange måtte være med på mark og i stald. Alt var jo ikke leg.
Det var i store træk hvad der foregik, noget er sikkert glemt.

Min barndom i Kvislemark
Eva Kühnel, født, Hansen d. 04.05.1926, Kvislemarkvej 8.
Jeg gik en den stråtækkede skole overfor brugsen. Først hos lærer Jensen og senere lærer Hansen. Vi mødte kl. 8 . Om sommeren havde vi hos lærer Hansen ½ rimes gynmastik i skolegården. De morede sig i brugsen, da de kunne overvære det hele.
Jeg har aldrig været ked af at gå i skole, min tvillingsøster Ruth elskede ikke skolen.
Dengang havde vi i byen brugsen, købmanden, smedie og skomager. Alle gårdene havde piger og karle men nu er alt en saga blot. Vi havde en god barndom, men trods små kår, har vi aldrig manglet noget. Vi så hen til de fester der måtte komme.
Eksamen var i foråret. Det var en god dag, og vi fik penge med til slik. Bagefter legede vi røver og soldater.
Om sommeren havde vi udflugt til Bisserup i hestevogne. Vi havde kaffe og kae med. Det var en tur vi så hen til. Vi legede tit ved gadekæret, og når solen blev ringet ned, var det tid at gå hjem.
Når der var høstfest i forsamlingshuset, var vi med. Det var spændende med mad og bal.
Der var ingen forskel på os børn enten det var fra byen eller marken, vi kom alle hos hinanden.

Vedr. Gielsgård og Kvislemark
Tove Karsum, født Jørgensen d. 16.12.1936. Kvislemarkvej 7,
død, december 2006.
Jeg er den sidste af Laura og Jørgen Jørgensen´s 3 døtre. Født på Gielsgård d. 16.12.1936. Mine søstre Grethe *25.11.1928 og Inge *20.03.1033.
Det hele begyndte for lang tid siden, og jeg har valgt at starte med mormor og morfar, da det var dem, som købte Gielsgården. Min morfar Jørgen Albrekt Nielsen *22.12.1864. på Torpegård i Størlinge, s. af gdr. Niels Jørgensen og Ellen Christiansdatter. Min mormor *08.05.1872. i Næstved, d. af arbmd. Anderes Larsen og Ane Marie Hansdatter. D. 06.05.1896. blev de viet i Næstved.
D. 10.06.1899. blev min mor født, forældrerne står som forpagter Jørgen A. Nielsen og Thora J. Nielsen, Torpegård, Benløse, og 10.07.1899. blev hun døbt Ellen Laura Nielsen. Samme sted blev min morbror *27.11.1904.
Februar 1906 overtog de Gielsgård i Kvislemark. Morfar var højremand, men begge var meget socialt indstillet. Lønnen var som i præstegården den højeste. Når der havde været slagtedag, gik en kurv med slagtevare rundt til de mindre bemidlede.
Min mor og morbror gik i skole hos lærer Jensen. Min mor gik der syv år. Hun var glad for skolen og lærer Jensen. Min mor gik til danseundrvisning i Enigheden, Tornemark, hun lærte at sy og brodere i Sandved. Efter konfirmationen var hun i pige i huset hjemme, afbrudt af ½ år som husholdningselev på Fladsågård og ½ år på højskole. Hun sang i kor i Hyllinge, og lærte at spille violin, klaver samt sangundervisning i Næstved.
Min morbror gik ille alle syv år i Kvislemark skole. Hindholm Eksamensskole var blev et bygget. og lærer Jensen anbefalede at han blev overflyttet dertil. Det blev han, og til prælimiæreksamne derfra. Senere kom han tl Haslev, hvor han blev student ogderefter læste til civilingeniør.
Det var almindeligt dengang, at eneste søn skulle overtage fædrendegården. Men jeg tror, at både mormor og morfar kunne se at han ikke evner eller håndelag dertil.
Den 06.05.1923. holdt mormor og morfar sølvbrylluo, og som det kan ses på et fotografi, var næsten hele byen inviteret med både præst og degn.
Min morfar dør i 1926, 62 år gammel. Min mor havde det svært. Han havde fra helt lille været meget knyttet til sin far. medensmorbror havde været knyttet til sin mor.
Min far Jørgen Jørgensen *14.11.1902. i Bistrup. Jeg ved ikke hvornår, han blev karl på gården, men d. 22.07.1927. blev far og mor viet i Kvislemark kirke. Far står herefter som gårdbestyrer.
D. 08.05.1928. brændte den gamle strætækte gård ved et lynnedslag. Alt indbo brændte. Stuehuset og længerne brændte helt ned til grunden. Heller ingen dyr blev reddet.
Da gården skulle bygges op, viste det sig, at dækningsbeløbet på brandassurencen ikke var reguleret i lang tid og slet ikke tidssvarende, hvilket fik betydning for en ny opførelse. Indtil min far og min gravide mor og mormor kunne flytte ind i den nyopførte gård, måtte de bo i forsamlingshuset.
D. 25.11.1938. blev Grethe født. D. 30.04.1929. dør mormor kun 56 år gammel. Det var et hårdt slag for min mor. Indenfor 2½ år og i en alder af 29 år, har hun mistet begge sine forældre og hendes barndomshjem brændt. Hun isolerede sig i nogen tid. Min far får også en svær tid. Han føler, at han i en alder af 27 år står med ansvaret for en stor gård.
Det var som om ulykkerne havde bidt sig fast. 1930 begyndte landbrugskrisen, hvor mange landmænd blev nød til at gå fra hus og hjem. Sådan gik det dog ikke for mine forældre, selvom de måtte udrede morbrors arv.
Det var et travlt hus, med 34 karle, pige ogsommetider husmænd, 3 børn og far og mor.
D. 20.03.1933. blev Inge født. Hun var ikke planlagt, ej heller var der budgetteret med hende. Som om hun vidste det, havde hun navlesnoren om halsen, da hun blev født. Nabokonen Petra Andersen, der var med som hjælp smed hende omhående ned i et kar med koldt vand, og havde hun ikke skreget før, gjorde hun det nu. Inge blev i mange år den dreng, som han aldrig fik.
Min bedstefar Hans Jacob Jørgensen *14.06.1864. i Bistrup blev gift med Johanne Pedersdatter *06.12.1861. i Kvislemark. Først i trediverne købte de en lille hus i Kvislemark. Med sig havde de to heste, som han havde brugt til mælkekørsel på sit landsted
Bedstefar gik til hånde på gården. Han har altid været dygtig til at snedkerere, og lavede mange fine ting i sine yngre år. Dette blev desværre ikke bevaret. Vi var glade for bedstefar og bedstemor boede så nær os. De fik mad fra gården, om søndagen kom de her og spiste med. Til deres hus hørte en stor urtehave. Bedstefar lavede en trækvogn og gynge til os. Og til mig en trehjulet cykle af træ.
I 1936 otte dage før jul blev dr endnu engang sendt bud efter doktor og jordemoder. Det var på tidspunktet. hvor Edward VIII af England abciderede, grundet sit forestående bryllup med den fraskilte mrs. Simpson. Da dr. Klein gtræder ind ad døren, siger han: Nå han skal vel hedde Edward, og så blev det igen “bare en pige”.
Det fortælles, at det første år af mit liv, ikke var sjovt for dem derhjemme.. Først skreg jeg meget mest om natten, derefter kunne jeg kke holde maden i mig. Dernæst kunne jeg ikke holde skindet på mig, mor måtte koge klude, og svøbe mig ind. Bagefter fik jeg lungebetændelse.
Der var dage hvor vi så meget til dr. Klein, og en nat der var ringet efter ham, gav han sig ikke tid til at skifte men kom pyjamas.At være læge dengang, var et hårdt job, og hans konsultationer skulle joogså passes. Vi børn var glade for vores doktor, og af forældrene i sognet var han meget afholdt.
I 1940 skete der to begivenheder. Inge begyndte i 1 klasse, vore Grethe gik på 4 år. Den 9. april blev vi besat af Tyskland, og anden verdenskrig var startet. Jeg tror ikke, man i Kvislemark mærkede meget til krigen de første par år. Først da der kom vareknaphed og rationeringsmærker, kunne vi mærke det på landet. For dem på min alder og yngre, var der igen forskel, Vi kunne ikke huske de varer, der førhen havde kunne købes.
Vi gik også alle sammen i gummistøvler, Og det var koldt i fyrrene, når vi løb på skøjter på gadekæret, de var spændt på gummistøvlerne og med en rem til at holde dem fast. Det hændte skøjterne faldt af, når vi legede tagfat, men pyt, vi havde det sjovt.
Vi kom heller ike så langt omkring. De længste rejser til til Slagelse og Næstved. Til gengæld fulgtes vi med de voksne ud til leddet hvor toget kørte forbi. Når bøgen sprang ud, var vi altid i Kohaven og plukke bøgegrene og kodriver med hjem samt søgte efter firkløvere. Vi gik i søndagsskole hos fru LambertJensen i præstegården.
Somme tider legede vi krig, og så var vi de små de sårede, der lå ude på marken til hjælpen kom i form af lotter eller frihedskæmpere. Jeg husker også, at vi var oppe på halmloftet, hvor vi sad og fortalte spøgelseshistorier. Det gjorde os så bange, at vi næsten ikke turde gå ned igen.
I foråret 1943 blev min søster Grethe konfirmeret. Den dag husker jeg ikke, da jeg cyklede hele dagen sammen med Nanna, hvad jeg eller ikke måtte for min far.
Samme år stod den nye centralskole i Trnemark og forskolerne i Kvislemark og Skafterup færdige. Med de nye skoler begyndte en ny tid, og den første forandring var begyndt. Kvislemark stråtækte skole lå midt i byen overfor brugsen. Pludselig var den råben og legen, som vi hørte fra skolen, væk, men endnu summede byen af liv. der var endnu mange unge på landet. På gårdenevar der fra 14 karle + pige. Smeden havde et par svende og i brugen var brugsmanden og kommier.
Det var de gode gamle dage, som måske ikke altid var så gode. Man var jo tæt på hinanden på godt og ondt. Øgenavne, sladder og misundelse og mere eller minde usande rygter, kunne for en tid godt gøre skade, men der var også hjælp nær, når det var nødvendigt. Vores daglige postbud kunne altid formidle kontakt.
Centralskolen var ikke alene kun for skolebørn, men blev også brugt af voksne. Om aftenen samledes karle og piger til gymnastik, husgerning, sløjd eller anden undervisning. I Enigheden kom der en rejsebiograf og viste film. Der var også en årlig dilletant med bal bagefter.

Keld´s erindringer fra Kvislemark
Keld Jensen fdt. d. 10.01.1934. Kvislemarkvej 1.

Disse er nok skrevet lidt spredt, da byen havde en bakke, og som sådan blev kaldt oppe eller nede i byen. Det var først da vi kom i skole “nede i byen” vi lærte hinanden at kende. Gadekær, kirke og anlæg lå også dernede. Desuden hørte Brandholt, Præstemarken og Marken med.
Jeg har talt omkr. 34 drenge og 26 piger i byen lidt under og efter den skolepligtig alder, så der var mange at lege med.
Af dem jeg nok har holdt mest sammen med var: smedens Poul, cyklesmedens Knud, gdr. Peter Andersens Kurt og mig selv, min far Knud Jensen var repræssentant.
På Gielsgård hvor Jespersvend tjente. fik han engang lokket Kurt, HansErik og mig op på tre plage. Derefter klappede han i hænderne, så hestene for afsted. Det skal siges, at vi kun havde mankerne at holde fast i. så det varede ikke længe før vi faldt af hestene, så jeg var i hvert fald færdig med at ride. Det var noget andet med Inge og Tove, døtre å gården, der kunne ride uden at falde af. En episode på Gielsgård da vi legede på høloftet, faldt Doris gennem lofttslemmen og slog sig slemt, så blev det forbudt.
Vi drenge spillede fodbold på kirkepladsen eller på vejen. Her brugte vi de mindre drenge til at hente bolden, hvis ikke vi fangede den.
Hos Vald. Jensen legede vi ogaå på høloftet. En gang vi legede røver og soldater, og var ved at blive fanget, sprang vi gennem en lem ned på gårdspladsen, hvor jeg fik forstuvet den ene fod, på benet som nylig havde været brækket.
Det gik somme tider lidt vildt til, især når vi delte os i to hold mod hinanden. Vi startede gerne ved kastanjetræet, hvorfra vi skulle drive hinanden tilbage. Det var for det meste kastanjer vi brugte med eller uden slangebøsse. Det hændte da også at Ib fik en kastanje i øjet, dog uden at skade. Men der blev undertiden også brugt spyd og skjolde eller bue og pil. Engang vi kasede med pile mod den skive fik Mac Dolald en pil i skinnebenet. Det værste var nok, dengang Poul og Kurt skulle lege kvashugger. Poul var kvashuggerne med øksen og Kurt skulle lægge brænde på, med det resultat at han mistede yderste led over neglen på en af fingrene.
Vi hjalp sommetider hos præstegårdsforpsgteren, hvis sønner hed HansKarlo, KarlAage og Erik. Der skulle tages halmknipper oppe fra loftet via en slidske og skubbes ned i gården. Da bunken efterhånden var blevet stor, synes vi det kunne være sjovt at glide med, hvilket det også var, indtil jeg røg af og fik en lang flænge i knæet. Jeg må nok indrømmer, at jeg hørte til dem der tit kom galt af sted. Her tænker jeg på, når vi legede i lunden ved præstegården. Der var nogle klatretræer, som vi kaldte dem. Jeg var uheldig at falde ned i et pigtrådshegn, og fik en lang flænge i det ene ben. Dr. Klein blev tilkaldt, og jeg sat fire klemmer i og fik en stivkrampeindsprøjtning.
Til foråret var vi gerne en tur i Kohaven (en lille skov ved Arløse Skovhusrække). Vi havde også piger med og legede skjul. Toget kørte ggennem skoven, og vi lagde mønter på skinnerne, der blev flade, når toget kørte over dem. Når vi gik hjem, havde vi udsprungne bøgegrene og skovblomster med hjem.
Vi lavede også en gang cirkus i Knud Jensens lade. Inge, Aase og Birthe optrådte med gymnastiske øvelser og nogle af os drenge var klovne. Musikken var fra vor gamle rejsegrammofon. Børne som ikke deltog samt børn fra Tornemark var tilskuere.
Fra skolen havde vi udflugter bl.a. til Sorø Akademi og sejlede dereter over søen til traktørstedet Parnas. Hvor jeg selvfølgelig var uheldig at falde i vandet, da vi skulle i land, men ellers var det nogle hyggelige ture. Vi har også været ved Tadse i flot pyntede hestevogne og med madkurven.
Vi gik i søndagsskole hos fru LamabertJensen i præstegården, og et par gange var vi på udflugt til Bisserup cyklende derned.
I Tornemark var der en spejdertrop, ledet af snedker Jensen og Jens Mortenen som tropsassistent, i Tormemark Missionshus. Der var tre patruljer, hvoraf den ene havde til huse i længen ved præstegården. Hvor der også var vaskehus, hønsehus og gammeldags das samt til opbevaring af bænde. Vi lærte at binde forskellige knob, havde orienteringsløb hvor vi var to på hvert hold og ved hjælp af kompas skulle finde udlagte poster og besvare dem. Det var altid spændende, hvem dr fik flest point. Vi lærte ogsåat tænde bål, helst uden tændstikker ved at gnide træ mod hinanden, ellers måtte der kun bruges to tændstikker for at få ild, så vi kunne bage snobrød. Ved lejrture cyklede vi til Knurrevang ved Tadse og Bjørnebæk ved Spjellerup, hvor vi overnattede en uges tid.
Om sommeren legede vi meget i anlægget, selv om skomager Jens var efter os, men det var gadekæret der var det mese spændende. Vi fiskede og badede i det. Der var karuser og pigsild og engang også ål, der må være kommet derop gennem rørsystemer fra åen. Disse blev fanget, lagt i baljer med saltvand et stykke tid, så muddersmagen var væk og derefter spist. Vi lavede tømmerflåder og sejlede på gadekæret, og undertiden fik lokket pigerne med en tur. Poul og jeg sejlede engang rundt i overdelen af en gammel barnevogn Kurt og Poul havde fundet en mose ved Brorup, hvor de fangede Gedder. Det var ikke noget for Knud og mig. det gad vi ikke at deltage i.
Vi cyklede tit 56 drenge til Biserup og badede. Vi fandt ud af, at en ældre fisker lejede sin jolle ud for 2 kr. for en eftermiddag. Det gjorde vi hver gang. Så roede vi ud til nogle pæle og fortøjede jollen, vi synes det var bedre at hoppe i vandet, end at bade fra strandkanten.
Det var også sjovt at være nede hos Knud. Hans far havde to gamle motorcykler, en Harley Davidson og en Indian, som vi satte os op på på og legede vi kørte. På loftet var der en masse spændende ting bl.a. gamle radioer, som vi skildte ad, for at få spoler med staniol, omkr. 4 cm. brede og i forskellig længder. Staniolet brugte vi til at lave “mus” med på følgende måde: Man viklede par omgange omkring toppen af en blyant og lukke den til. Tog det af blyanten og kom en cyklekugle i, klemte enden sammen puttede den i en tændstikæske og rystede den. Når vi åbnede æsken, og holdt den på skrå, kunne “musen” rotere. Vi trillede med cyklefælge ved med en kæp mellem fælgkanterne at få dem ril at rulle.
Om vinteren blev der banket en pæl gennem isen på gadekæret, derefter monteret en i hvis ende blev fastgjort en kælk. Når andre så skubbede på stangen, kunne man få en ordentlig tur. Men det var selvfølgelig ikke nok. Kælken blev skubbet rundt, og skøjteløberne skulle så se, om de kunne krydse kælkens bane uden at blive ramt. Det var ver sådan en lejlighed at Aase ramt og brækkede benet. Foruden gadekæret var der en lille dam ved forpagteren at skøjte på, Ved gadekæret var der også en kælkebakke.
Når isen begyndte at smelte lavede vi gyngeis, og løb på skæjter eller uden over isflagerne. Selvfølgelig faldt nogen af os i vandet. men vi kunne hurtigt komme hjem og få tørt tøj på
Nytårsaften var der som regel rigtig gang iløjerne. Jeg husker, at vi engang kørte forpagterens fjælsvogn ned på isen, men i løbet af natten var den sunket igennem. Det var jo ikkeså godt, og der blev en farlig ballade. Men ellers var det med at komme gær i gammeldags toiletspande, og stille dem ved dørene hos folk man ikke kunne lide, men det var selvfølgelig heller ikke uden ballade. Disse grovere ting var nok udført af nogle karle og ikke fundet. Nogen havde lagt en lem over skrostenen et sted, så der har nok været noget røg i stuen. Vi knægte holdt os til blidere ting som liste ind og fjerne kaffekander og hænge forskellige ting i flagstænger.
Jeg kan kun sige, at vi børn havde en dejlig tid i Kvislemark, selv om vi lavede meget ballade var vi aldrig uvenner og vore forældre enedes også godt. 04.04.07.

Lidt om min tid i Kvislemark
Mit navn er Ib Dalsfledt, og jeg bor i Nyborg på Fyn. Mine forældre var Clara og Hans Pedersen, som boede i Kvislemark, i det lille hus ved gadekæret, der har have direkte op til kirkegården. Senere flyttede de op i huset, der ligger som det første på højre hånd, når man kommer til Kvislemark fra Sandved/Tornemark.
Jeg blev født den 5. januar 1933 i landsbyen Brorup, ca. 6 kilometer fra Kvislemark. Det er blevet mig fortalt, at det var rigtigt koldt det år. Da jeg var et par dage gammel, ankom en sygeplejerske. Hun lagde mig på servanten i soveværelset, hvor bordpladen var af marmor.
Denne kolde omgang kunne jeg åbenbart ikke klare, for jeg fik en rigtigt voldsom lungebetændelse og svævede i flere dage mellem liv og død. Men jeg klarede øjensynligt skærene, for jeg voksede mig stor og stærk og startede som 7årig i Marvede Centralskole mellem Spjellerup og Menstrup.
Allerede i 6-7 års alderen kendte jeg lidt til Kvislemark, for vi havde ikke elektricitet i Brorup. Og da min far skulle høre ”den danske radio fra London”, måtte en af os drenge (vi var 3, og jeg var den yngste) på skift transportere en akkumulator frem og tilbage til opladning hos Cykel Axel. Det foregik på ”gåfødder”, og den syreholdige glasakkumulator var surret fast på en trækvogn. Jeg var ræd for at komme til Kvislemark, for jeg havde hørt, at drengene her tævede alle drenge, der ikke boede i ”deres” landsby. Nå, men det oplevede jeg nu aldrig.
Min far var gårdmandssøn fra ”Dalgården”, der havde marker direkte ned til Susåen i Næsby ved Glumsø. Her tilbragte jeg mine ferier. Hvorfor min far ikke blev gårdejer, som vanligt var for gårdmandssønner dengang, er en længere, men meget interessant historie. Han blev i stedet handelsmand i Tornemark. Ja, han var i øvrigt den første på egnen, der havde en automobil. De dårlige tider i begyndelsen af 1930erne medførte, at stort set ingen kunne betale. Og da min far var et ejegodt menneske, gav han kredit til bønder og andre godtfolk og måtte i 1932 sælge såvel hus, heste som bil. Familien flyttede derefter til Brorup, hvor de lejede et hus, og min far blev arbejdsmand. Huset blev imidlertid solgt i 1943, og så flyttede vi til Kvislemark i et hus, som ejedes af en mand, der hed Malling. Han kaldte sig rentier og drev et røgeri i nabohuset.
Jeg kom i skole i den forholdsvis nye centralskole i Tornemark. Og se, det var noget af en prøvelse for en dreng på omkring10 år. Hvis man sætter en fremmed høne ind i en hønsegård, vil man opleve, at den nye høne må kæmpe, indtil den finder sin plads i ”hakkeordenen”. Det var nøjagtigt det samme, da jeg startede i min nye skole. Og bedre føltes det bestemt ikke, at jeg som eneste dreng i klassen blev henvist til at sidde ved siden af en pige, der hed Lydia. Det skal dog siges, at jeg senere blev rigtigt glad for min placering. Men det var bestemt ikke rart i begyndelsen. Hver eneste dag måtte ”den nye dreng” kæmpe bravt for at blive accepteret. Da jeg imidlertid havde 2 ældre brødre, var jeg godt rustet til kamp. Og stort set alle drengene i klassen fik bank og lærte, at Ib ønskede at blive placeret højt i hakkeordenen.
Jeg blev rigtigt glad for at gå i skole. Især kom jeg til at holde af (elske) lærer Wøldike Nielsen – en rigtigt brav og retfærdig mand, som jeg senere i livet har brugt som eksempel, når jeg som officer underviste de menige. En af de ting, som han brugte i sin pædagogik, var, at man skal stole på et andet menneske, indtil man griber vedkommende i en løgn.

Den tyske besættelse under 2. verdenskrig 940-1945.

I Kvislemark sogn mærkede vi ikke så meget til besættelsen. Dog havde tyskerne på et tidspunkt behov for at bruge landsbyskoler. Man havde kig på den gamle skole i Kvislemark, men det var omkring 1943. Skolen var nedlagt og solgt til Gdr. Peter Andersen som privatbolig. Alligevel lod gårdejeren skolestuen nedrive. Axel Christensen der drev cykelforretning i byen påtog sig at nedrive skolestuen, hvad han gav for materialerne vides ikke, men han kunne bruge mursten og tømmer.
Der var selvfølgelig rationering af varer og brændsel. Rationeringsmærkerne skulle hentes på det daværende kommunekontor (Alderdomshjemmet) for Kvislemark-Fyrendal kommune.
I Kvislemark var der fem landbrug, en murer, en tømrer, en lillebilvognmand, en ældre skomager samt smedie, cykelforretning, brugsforening og købmand. Der var kirke, præstegård, skole og forsamlingshus.
Vi fik omsyet tøj hos Klatterbrosmedens kone i Tormemark.
Min faster og onkel der var smed boede ved siden af os. Han havde en svend og en lærling. Jeg husker, at de dyrkede tobaksplanter, gav dem aroma og tørrede dem. Min fætter Povl og jeg lavede et par piber af pilegrene og kastanjer, de var gode at ryge på. Vi fik noget tobak af lærlingen, men ellers røg vi morelblade som vi tørrede først, eller også gik vi i vore bedstefars tobaksdåse.
I denne tid foregik der noget handel beboerne imellem. F.eks. kunne man erhverve en halv eller hel slagtet gris hos landmænd for modydelser i form af varer eller andet. Min far var cykelhandler og omlakerede gamle cykler. Jeg husker vi satte to budcykler i stand med nye dæk, slanger og kæder for et par købmænd i Sandved. Det var en god forretning, vi fik en varer derfor, der ellers var vanskelig at opdrive.
Endvidere var der mørklægning af vinduer og cyklelygter skulle afskærmes og samt de få biler, der måtte køre. Der var udgangsforbud efter kl. 21:00.
Omkring 1943-44 blev der udstedt legitimationskort. Mærkeligt nok foregik det i anlægget, og blev udleveret af statshusmand Christian Petersen.
Der blev opsat bekendtgørelse i brugsforeningen. I tilfælde af krigssituationer eller mobilisering af civilforsvaret skulle man henvende sig i Præstegården. Ledelse og oplysning ved sognepræst Aa. Lambert-Jensen.
Ligeledes offentlig meddelelse af civilforsvaret om placering af nødhjælpsstation i Præstegården. Leder fru Lambert-Jensen. Her blev bl.a. holdt samaritterkurser. Min kusine har fortalt, at hun deltog. Og hun husker, at kredslægen fra Fuglebjerg havde opsyn med svære tilfælde.
Givet af politimester Evald, Skælskør og daværende sognerådsformand, bagerm. Laur. Hansen, Tornemark.
Jeg mener, vore lokale læge Klein havde opsyn med jernbanepersonel i et distrikt ved påkomne tilfælde. Undertiden kørte han på patientbesøg pr. cykel. Han havde altid en håndfuld karammer og smed til os.
Lastvogne og lillebiler kørte på gengas. En kedel blev monteret og den blev fyret op med brænde eller tørv. Det afgivne gas blev ledet ind til motoren, ydeevnen var sparsom, og der skulle til stadighed fyldes mere brænde i kedlen. Arbejdet med at vedligeholdelse var både beskidt og besværligt, idet tjære og aske skulle renses fra. Der var dog nogle, der brugte gengas en fire/fem år efter krigen var slut bl.a. savværker og skovejere.
Undertiden kunne vi høre og se engelske bombeflyvere, når de fløj fra Tyskland efter bombetogter. De var ret højt oppe, så det synes, de bevægede sig langsomt.
For at vildlede tyskerne om natten kastede engelske fly sølvstrimler i forskellige forskellige længder og bredder ned. Radiofrekvenserne blev derved forstyrret så tyskerne havde svært med at lokalisere dem.
Da de tyske soldater efter krigens slutning skulle hjem, var det til fods.
Vi var nogle drenge fra Kvislemark, som cyklede til skoven ved landevejen mellem Nyrup og Rude omkring 68 maj 1945 for at se deres hjemmarch. Der var mange tilskuere og nogle solgte proviant til eller eller byttede sig til effekter med de tyske soldater.
Jeg fandt en pistol hvor ladegrebet var fjernet. Denne gemte jeg i flere år, men den blev væk.

Legitimationskort

Civilforsvar

Civilforsvar

Chaff (sølvstrimler)

Knud O. Christensen

========================

Kvislemark og 2. Verdenskrig
Bortset fra rationering, mørklægning og knaphed på visse varer mærkede vi ikke meget til besættelsen i Kvislemark.
Vi drenge blev udstyret med træskostøvler og træsko til hjemmebrug. I skole gik vi altid med sko eller fedtlæderstøvler. Skosåler blev forsynet med jernbeslag på tå og hæl samt læderknopper. Heldigvis var Skomager Jens en god lappeskomager.
Han havde masser at lave i de år, hvor nye, solide sko næsten var umuligt at opdrive. Jakkesæt blev vendt og omsyet. Det klarede skrædderen i Tornemark.
Det største problem var manglen på cykeldæk og slanger. Cyklen var forudsætningen for, at min far kunne komme rundt i sognet , og at jeg kunne passe min skolegang på Hindholm Kost og Realskole. Heldigvis kunne cykelsmed Aksel Christensen klare utallige lapninger og skaffe både nye dæk og slanger, når lapning og dækbandager ikke længere kunne løse problemerne.
Flere havde i tide hamstret kaffe. En morgen under krigen bredte den lifligste duft af brændte kafffebønner sig over dele af Kvislemark. Brændingen var godt nok foregået i kostalden, men det havde ikke været nok til skjule den vidunderlige duft. Navnet på gården er hyldet ind i glemslens slør.
Her og der fremstillede man selv sæbe. Det var et skrækkeligt, gråt produkt, som i hvert fald ikke kunne bruges som håndsæbe.
Rationeringen af cigaretter og tobak ramte rygerne hårdt. Tørrede kirsebærblade kunne godt nydes i den lange pibe, når det kneb med med tobakken. Cigaretmærkerne havde pudsigt nok engelske navne som Powhattan-Puhada-Biltmore-Toty og Morton. De lugtede ilde og smagte skrækkeligt. Det var nok derfor, at tyskerne affandt sig med de engelske navne. Pludselig kunne man købe cigaretter i pakker med 5 stk.
Lidt sortbørshandel med cigaretter var der også i Kvislemark, men det var i det små. Til min konfirmation købte jeg 5 cigaretter. Pris en krone pr. styk.
Prærievogne og fly
På Knud Jensens røde lade på hjørnet opsatte en eller anden myndighed en plakat, der advarede mod opsamling af sprængblyanter, bomber og andet godt fra himlen.
En dag passerede en kolonne hestetrukne prærievogne landsbyen på vej fra Arløse til Rødebro. Ved en enkelt lejlighed fløj tre tyske bombefly i trætopshøjde over lund og have med retning mod nord. Vi så tydeligt de besætningsmedlemmer, der sad i glaskuplen i flyets næse. Motorlarmen var infernalsk.
I de sidste krigsår så vi amerikanske bombefly i kasseformation komme fra syd efter bombetoger mod de nordtyske byer. Jeg kan stadig høre den durende lyd fra de flere hundrede fly, der langsomt bevægede sig fremad. De kom altid i dagslys. Over formationen og på dens sider sværmede hurtige jagerfly som bier om en kube. Det skete, at nogle tyske jagerfly forsøgte sig med et angreb på formationen. De blev straks afvist af de amerikanske jagerfly og forsvandt skyndsomt i lav højde mod syd. Formentlig til Avnø.
PÅ bakkeskråningen nord for Arløse fandt vi på vej til skole nu og da en masse sølvpapirstrimler kaldet charf. De var i nattens løb blevet smidt ud fra allierede fly for at vildlede tyske radarstationer. Den nærmeste var Seehund ved Tybjerg.
Syd for vejen mellem Arløse og Førslev og ned mod Kohaven havde tyskerne en feltflyveplads. For at give plads til de landende fly blev et par huse nedrevet. Der gik rygter om planer om bygning af hangarer under Kohaven. Et par gange skal tyske fly have landet her.
Krigen sluttede, inden der var blevet bygget noget som helst på pladsen. Et mindre kontingent Sommerfolk var indkvarteret i et hus over for Førslev Kirke.
Pigevin fra huset vidnede om, at de ikke manglede selskab. Et par piger fra Hyllinge havde deres gang her.

Vi var bange for de sortklædte Sommerfolk og undgik enhver kontakt. Det var bare med at komme hurtigt forbi det hus.
Mærkeligt nok så vi dem aldrig patruljere ude på flyvepladsen.
Flystyrt
To gange så vi vingeskudte amerikanske flyvende fæstninger styrte ned. Den 20. februar 1944 styrtede en flyvende fæstning efter at have kastet sine bomber over Rostock ned i Haldagerlille og den 9. april samme år faldt ved 11:30 tiden ned i et hus i Venslev tilhørende bogholder Friis, Holsteinborg Sparekasse.
Fra Kvislemark så vi tre til fire faldskærme folde sig ud og svæve ned bag Fyrendal Skov. Ankommet på cykel til Venslev overværede jeg, at en amerikansk pilot siddende på en bils bagsæde blev forhørt af en tysk officer. Så vidt jeg erindrer stod den tyske officer med pistol i hånden. Ved senere besøg lykkedes det os drenge at få fat i nogle radiodele og andre småting, som ikke virkede. De tyske vagtposter var ikke særligt nidkære. De ville gerne tale med os, og vi fik lidt øvelse i at tale tysk De fundne skatte blev lagt i min cykelkurv og taget med hjem. Senere gravede vi dem ned i præstegårdshaven. Der ligger de nok endnu. Haldagerlille flyet nåede jeg vist aldrig frem til. Blandt eleverne på Hindholm Kost og Realskole gik der nogle gevaldige rygter om, at det lykkedes nogle unge fra Fuglebjerg at få fat i en gummibåd og finde cigaretter og bolsjer. Bolsjerne havde desværre den bivirkning, at de ikke kunne sove om natten. Hvis historien ellers passer, har der nok været amfetamin i bolsjerne.
Ved begge lejligheder fik min far pludseligt et uopsætteligt ærinde i Fyrendal Kirke og min mor begav sig fluks til Kvislemark kirkegård for at ordne et gravsted tæt ved kapellets østside, hvor en søn atf et tidligere præstepar lå begravet.
De var med i Præsternes uofficielle Forening, som blandt andet skulle tage sig af nødlandede allierede flyvere. Efter hvad mine forældre havde fået oplyst, var de allierede flyvere instrueret om at søge til nærmeste kirke.
Hvervningen til Præsternes uofficielle Forening stod provst Hee Andersen for ved en eller anden sammenkomst. Samtlige deltagende præster på nær én gik med i foreningen.
Modstandsfolk
Jeg har kun kendskab til, at en fra Kvislemark der var med i en ventegruppe i modstandsbevægelsen. Det var gårdbestyrer Erik Sejersbøl .

En enkelt kommunist fra København bosatte sig i Kvislemark under besættelsen. Om han gik under jorden, eller om det var af andre grunde. Navnet var Wilfred Netteberg.

Gemt i præstegården.
Under krigen var blandt andet den senere kriminalassistent Bentzen fra Næstved og en kollega gemt i præstegården. Heldigvis skærmede buskadset omkring præstegårdshaven mod nysgerrige blikke. De kunne derfor færdes nogenlunde frit i haven, men havde strengt forbud mod at vise sig i gården og vinduerne ud mod gården. Bentzen har senere i en rotaryklub fortalt om dengang han var havemand i Kvislemark Præstegård.
Tobakshungeren fik en aften kollegaen til at søge om til hjørnet for at undersøge, om han kunne købe noget tobak. Hammeren faldt promte. Næste nat blev han hentet og bragt til et nyt sted.

Forståelsen for sikkerhed eller security, som modstandsfolk sagde, var ikke stor under besættelsen. Folk kunne ikke holde mund med, hvad de vidste, og hvad de havde hørt af rygter. Historierne behøvede ikke at være sande, blot de var interessante og spændende.
Når det ikke gik galt i Kvislemark, skyldtes det nok, at der hverken var nazister, frikorps eller stikkere i landsbyen. Så vidt jeg ved, blev ingen fra Kvislemarkmark interneret af modstandsbevægelsen.
I Tornemark blev en gårdejer interneret, fordi en knægt havde spredt løgnagtige rygter om ham for at gøre sig interessant. Gårdejeren fik fuld oprejsning.
Ved en enkelt lejlighed var min far tæt på et slagtilfælde. Da han efter et møde gik ud i Missionshusets gang for at hente sit overtøj, så han en i øvrigt fornuftig og jordbunden mand i færd med at uddele illegale blade til folk på vej hjem.
Det var måske årsagen til, at præstegårdens illegale blade blev anbragt i en mælkejunge og nedgravet i havens nordøstlige hjørne. Jungen ligger der nok stadig væk. Vi kunne ikke finde den efter krigen.
Knud Lambert

Quisling.
Navnet Quisling er en latinisering af Quislemark.
I 1665 kom præsten Lauris Ibsen eller Ibsøn, der var født i Kvislemark Sogn, til Christiania som slotspræst ved Akershus.
Han blev magister i 1688. I ægteskabet med Else Elisabeth Christensen fik han syv børn. Han døde på Lindegården i 1700.

Hans efterkommere har gennem flere hundrede år været præster, officerer eller landmænd. En af dem var politiker og officer Vidkum, Abraham Jonssøn Quisling, der blev henrettet som landsforræder 24. oktober 1945 på Akershus.
Knud Lambert

Å-skriget
I Evald Tangs Kristensens samlinger er å-skriget ved Kvislemark omtalt således. “Kvislemark og Fjurendal. Et stort Aaløb med to temmelig store Broer går gennem Pastoratet. Der gårr gamle Sagn om et Aaskrig, som til visse tider hører Hertz”.
Å-skriget er også omtalt i andre skriftllige kilder, Stine, der boede i Klokkerhuset ved Kvilslemark Kirke, fortalte mig om det førend jeg kom i skole. Hvorfor skrigtet lød, vidste hun ikke. Hun fortalte mig også, at præsten i Marvede for mange år siden havde nedmanet sin karl i laden, men kædede det ikke sammen med åskriget.
Men Dyvekær havde enforklaring på åskriget., skriver pastor Aage Lambert-Jensen i et efterladt notat. Han havde meget at fortælle hvis sognepræsten under sine husbesøg stillede de rette spørgsmål. Han var en spændende sagnberetter.
Engang spurgte sognepræsten, om han havde hørt om spøgelset i Marvede Præstegård. Inden han stillede spørgsmålet, havde han læst en halv snes indberetninger om spøgelset på Det Kongelige Bibliotek. Historien går kort ud på, at avlskarlen var blevet nedmanet af præsten, fordi han holdt stævnemøde med hans hustru i præstegårssladen. Nedmaningen lykkedes ikke, avlskarlen gik igen.
SÅ sendte præsten bud efter sin embedsbroder, præsten i nabolaget. Han kunne.
– Hvorfor kunne jeg ikke, spurgte præsten.
– Fordi har begået en synd i din ungdom, der ikke er angret, svarede den anden.
Inden for sagnforskningen vidste ingen, hvori denne synd bestod.
Så spurgte sognepræsten den gamle sagnfortæller, om han vidste det.
– Ja, da han var ung student og fattig, tog han engang for 2 skilling brød. Det var hans ungdomssynd,kom det promte fra Dyvekær.
Nu var sognepræsten blevet interesseret. De talte om forunderlige ting, der var sket. Blandt andet om åskriget. Det lød kun få steder i Danmark. Et sted lige nedenfor Kvislemark Præstegård, i aaen, hvor den bugtede sig svagt forbi præstegårdsjorden.
De gamle havde hørt det. Flere kunne fortælle om det forfærdelige skrig, der kom fra et ulykkeligt menneske. Ingen havde set nogen skikkelse.
– Sig mig, ved De, hvor det kom fra, spurgte sognepræsten. Han havde fra de gamle. Hans egen far blev 90 år.
– Den gang den stærke præst manede spøgelset ned, så han et par benklæder og en bluse fare ind over kirkegården. De forsvandt ud i åen med et forfærdeligt skrig, for ned åen, fulgte dens løb forbi deres præstegårde (Kvislemark Præstegård). Der udstødte skriget igen, som flere har hørt, forklarede han.
Så gik sognepræsten, det var nok ham, der fik mest ud af det husbesøg.
Der findes andre forklaringer på, hvorfor avlskarlen blev nedmanet. Stine fortalte mig, at præstefruen var utilfreds med, at sognepræsten havde for vane lørdag aften at gå over i laden for at forberede søndagens prædiken. Hun overtalte derfor avlskarlen til at tage et lagen over hovedet og optræde som spøgelse.
Da præsten havde fået manet ham halvt ned, gav karlen sig til kende, med det var for sent. Præsten kunne ikke mane ham helt ned.
Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen´. Han ejede ejendommen Kvislemarkvej 49 indtil 1947. Godt et års tid senere sørgede sognerådet for, at han kom på alderdomshjemmet. Da han døde et par år efter, blev han fulgt til graven af næsten hele sognet.
– Instinktmæssig anede man – og præsten sagde tilsidst – at med ham sank den
gamle tid i graven, skriver sognepræst Aage Lambert-Jensen.
KILDE: Knud Lambert, 30. januar 2007. (C)

Nummerplader og kørekort
Fra 1903 til 1919 kørte automobilejere i Holsteinborg Birk, hvorunder Kvislemark og Fyrendal sogne hørte rundt med hvide plader med sort bogstaver og tal. Disse skulle folk selv sørge for at få fremstillet.
Kendingsbogstaverne var E (for Sorø Amt). Løbenumrene gik først fra 600 til 699. Senere kom numrene 4600 til 4999.
Det var ret nemt at erhverve et førerbevis. Kendte man en der havde bil, kunne han blot undervise. Derefter kunne de køre på Politistationen og få udstedt beviset.
Efterhånden blev der sat nogle regler for dette. Der skulle autoriserede kørelærere til, og prøven skulle aflægges for en motorsagkyndig..
Gårdejer Otto Egegård lærte cykelhandler Axel Christensen at køre bil. Han bestod. Dog varede nogle, inden han købte bil.

Cykelforretning
Kell Andersen, Spjellerup (nu Bornholm)

Jeg begyndte i Kvislemark lige efter min konfirmation. Det første jeg husker er, at jeg skulle tømme askeskuffen. Jeg forstod ikke rigtig, hvad Aksel Christensen mente, men det skulle selvfølgelig være i gadekæret. Jeg husker ikke så meget mere, end at jeg pudsede cykeleger i hjul, der skulle lakeres.

Jeg skulle også køre de nylakerede cykler til Sandved Station, og hente lige så mange med hjem. Disse skulle mærkes, så  vi var sikker på at kunden fik de samme retur. Vi havde en stor 3-hjulet, der kunne være ca. 10 cykler med tilbehør. Vi var selvfølgelig bagefter så toget var kørt. AC tog sin cykel og skubbede mig ud af byen hvor der var noget bakket. Så blev det sommer, og jeg blev fyret

D. 01-10-50. kom jeg tilbage til Kvislemark. Jeg skulle på Teknisk Skole i Fuglebjerg  aftner  om ugen medbringende en hovedlinial en trekant og en blyant.

Det blev mere industrilakering for BFC, Labofa og Nordisk Ventilator. Vi begyndte selv at fremstille kontormøbler samt stadigvæk havde cykelforretning.

Kabinetterne Var punktsvejsede og skulle files ned. AC fandt på at bruge en sliberulle med smergellærred på. For at kunne male dem lavede vi en holder, hvor emnerne kunne fastspændes, så de kunne vendes og drejes. En bukkemaskine blev også fremstillet, så rør kunne bukkes uden buler.

På cykelværkstedet havde vi en mand –  Bernhard. Han lappede engang en cykel. Da manden kom hjem va det enen hjul punkteret. Han ringede og skabte sig, så Bernhard måtte afsted til ham. Det viste sig, at en søm havde sat sig fast i dækket på hjemturen. Så  det der ikke noget ud af. En ung pige som skulle med toget til Næstved væltede med sin cykel og bøjede en pedalarm,men det klarede jeg med det samme.

Det var mine erindringer hos Axel Christensen

Kell Andersen, Bornholm